Der maa nu gøres rent Bord

Udrensningen i Frederiksberg Kommune efter besættelsen

Af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen, Frederiksberg Stadsarkiv

Fredag den 4. maj 1945 klokken 20.35 kunne den danske BBC-speaker Johannes G. Sørensen viderebringe den længe ventede meddelelse om de tyske troppers overgivelse. Som i resten af landet modtog størstedelen af indbyggerne på Frederiksberg befrielsesbudskabet fra London med glæde.
Det var dog ikke alle, der tog del i fejringen. Rundt omkring på Frederiksberg sad lokale nazister, værnemagere, “tyskerpiger” og andre af tyskernes håndlangere og frygtede for, hvad morgendagen ville bringe. Mange blev allerede den efterfølgende morgen afhentet af lokale modstandsfolk og interneret. På landsplan internerede modstandsbevægelsen og det fra den 13. maj reetablerede politi i tiden efter befrielsen cirka 40.000 personer.
For mange af de internerede ventede et retsligt efterspil forude.

Modstandsmænd på Frederiksberg i befrielsesdagene

Retsopgøret
Et retsligt opgør med de danskere, der havde valgt forkert under den tyske besættelse, var allerede blevet varslet af Frihedsrådet i pjecen “Naar Danmark atter er frit” fra november 1943. I ugerne efter befrielsen arbejdede Justitsministeriets jurister på højtryk for at få den nye lovgivning mod de danskere, der under besættelsen havde stillet sig på tyskernes side, på plads. Den 1. juni 1945, fire uger efter befrielsen, kunne Rigsdagens medlemmer vedtage det såkaldte straffelovstillæg, retsopgørets hovedlov, der indeholdt bestemmelser om drab og vold, deltagelse i tysk krigs- og polititjeneste, angiveri, groft værnemageri og andre tilfælde af bistand til den tyske besættelsesmagt. Loven havde tilbagevirkende kraft gældende fra den 9. april 1940, idet der dog kunne tages hensyn til, om en handling udført før den danske regerings tilbagetræden den 29. august 1943 var udført efter ordre eller anvisning fra en lovlig dansk myndighed. Minimumsstraffen var fire års fængsel (den blev senere nedsat til to år), da det var tanken, at kun de alvorligste sager skulle føre til dom. Sådan kom det ikke til at gå. 13.521 danskere – 12.877 mænd og 644 kvinder – blev dømt efter straffelovstillægget og en senere vedtagen særlig værnemagerlov.

Tjenestemændene
I “Naar Danmark atter er frit” varslede Frihedsrådet også et opgør med de tjenestemænd, der efter modstandsbevægelsen mening havde optrådt nationalt uværdigt under besættelsen: “Enkelte embeds- og tjenestemænd både i centraladministrationen, politi og domstole og andre myndigheder har i tjenesteiver eller direkte nazisympati hensynsløst udnyttet de foreliggende muligheder til skade for danske interesser og enkeltpersoner. Denne handlemåde er i strid med almindelig national moral og retsfølelse, og det vil være betænkeligt at lade folk, der så tydeligt har afsløret antidemokratiske tilbøjeligheder, fortsætte deres embedsgerning under landets genrejsning”.
Frihedsrådet krævede, at unationale embedsmænd blev suspenderet efter befrielsen. Dernæst ønskede rådet en ændring af lovgivningen, så det blev muligt at rejse tiltale mod dem.
På nogenlunde samme tid i efteråret 1943 oprettedes i tilknytning til modstandsgruppen Frit Danmark Frit Danmarks Tjenestemandsgruppe, med den senere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann som en af drivkræfterne. Gruppen, hvis medlemmer alle var unge ansatte i statsadministrationen, indsamlede blandt andet materiale om “unationale” tjenestemænd til brug for et kommende retsopgør efter besættelsens ophør. I april 1945 udsendte gruppen pjecen “Tjenestemændene og Demokratiet”, hvor gruppen fordrede en tilbundsgående udrensning og efterfølgende demokratisering af tjenestemandsstanden, og en uge efter befrielsen, udsendte gruppen et ”Udkast til lov om udrensning af tjenestemænd m.v.”, der i det store og hele kom til at danne grundlag for de officielle retningslinier for tjenestemandsopgøret.

Den ekstraordinære Tjenestemandsdomstol
Den ekstraordinære Tjenestemandsdomstol oprettedes som led i retsopgøret ved lov nr. 322 af 7. juli 1945. Domstolen skulle undersøge og dømme i sager, der blev rejst i medfør af loven mod tjenestemænd i stat og kommune for fire i loven opregnede forhold. Det drejede sig om (1) medlemskab af nazistisk parti eller anden lignende sammenslutning, (2) udvisning af uværdig national optræden i eller udenfor tjenesten, (3) ydelse af hjælp til besættelsesmagten, der gik udover, hvad tjenestepligten pålagde og (4) unødvendigt samkvem med medlemmer af besættelsesmagten eller denne tilknyttede organer. Tjenestemandsdomstolen bestod af tre medlemmer med en dommer som formand, et medlem udpeget af Finansministeren i samråd med Justitsministeren og et medlem udpeget af den centrale tjenestemandsorganisation, hvorunder den tiltalte henhørte. Til at forberede og gennemføre tiltaler ved Tjenestemandsdomstolen beskikkedes en særlig auditør, der dels var forpligtiget til at foretage en undersøgelse, hvis en tjenestemand ønskede det, men også selv kunne iværksætte undersøgelser og rejse tiltale, hvis han fandt det påkrævet. Domstolen kunne idømme den tiltalte en disciplinær straf, forsættelse til anden tjeneste, forflyttelse, degradering eller afskedigelse med hel eller delvis fortabelse af retten til pension. Med undtagelse af pensionsspørgsmålet kunne domstolens kendelser ikke ankes. Tjenestemandsdomstolen kom til at arbejde i to afdelinger med landsdommerne Otto I. Kaarsberg og Helge Hoff som formænd. Tjenestemandsdomstolen behandlede i årene 1945-1949 knap 1.100 sager, hvoraf ca. 600 førte til tiltalerejsning. Lidt over 300 tjenestemænd blev afskediget.

Udrensningen i Frederiksberg kommune
Frit Danmarks tjenestemandsgruppe på Frederiksberg bestod i besættelsens sidste år af cirka 20 personer fra de forskellige forvaltninger, der indsamlede oplysninger om nazistiske eller unationale medarbejdere i kommunen til det retslige opgør, der ventede, så snart den tyske besættelsesmagt havde kapituleret. Tjenestemandsgruppens ledelse bestod oprindelig af overassistent J.H. Bentzen, fuldmægtig Paul H. Madsen, assistent Tage Reiff og ekspeditionssekretær P. Magnussen. Magnussen fratrådte imidlertid under krigen, da han måtte gå under jorden. J.H. Bentzen blev i juni 1945 Frederiksberg kommunes repræsentant i det fællesudvalg under Frit Danmark, der havde som sin væsentligste opgave at sørge for, at udrensningen af unationale tjenestemænd i stat og kommune blev ført helt igennem.
Fra politisk hold tog man straks fat på opgaven med at få fjernet de belastede folk fra kommunens tjeneste. På det første kommunalbestyrelsesmøde efter befrielsen den 7. maj fremlagde borgmester Vilhelm Fischer et forslag om fjernelse af nazister og nazisympatisører fra kommunens tjeneste, der straks blev vedtaget af kommunalbestyrelsen. Det blev besluttet, at de mistænkte skulle fritages eller suspenderes fra tjeneste, mens undersøgelsen af deres forhold under besættelsen stod på. Kommunalbestyrelsen ønskede i første omgang at lade forvaltningscheferne stå for de respektive undersøgelser, men den tanke mødte modstand fra den lokale tjenestemandsgruppe, der ønskede personalets – det vil sige tjenestemandsgruppens tillidsmænds – medvirken ved undersøgelserne. Løsningen blev et kompromis, hvor de anklagede både kom til en samtale med kommunaldirektøren og med tjenestemandsgruppens ledelse. Ved disse møder var det gruppens opgave dels at fremskaffe materiale mod de mistænkte, der kunne bruges ved en eventuel sag ved tjenestemandsdomstolen, og dels at hjælpe de mistænkte med at blive renset for urigtige beskyldninger.
Lidt af en balancegang må det have været for gruppens medlemmer at holde tungen lige i munden.
De frederiksbergske kommunalorganisationer blev også inddraget i processen.
På et møde den 13. maj med flere hundrede medlemmer af 15 frederiksbergske kommunalorganisationer besluttede et til lejligheden nedsat udvalg at indkalde medlemmerne af de kommunale organisationer på Frederiksberg til et stormøde 20. maj i støvsugerfabrikken Nilfisks marketenderilokale på Peter Bangs Vej. Formålet med mødet var dels at sikre fæl les front ved de forestående udrensninger i kommunen og dels at etablere et samarbejde mellem organisationerne for at sikre en fuld demokratisk udvikling inden for kommunens forvaltningsområder i fremtiden.
14 tjenestemænd ansat i Frederiksberg kommune fik deres forhold nærmere undersøgt af auditøren ved tjenestemandsdomstolen. Flere var i søgelyset.
I seks tilfælde vurderede auditøren, at der ikke var grund til at rejse tiltale. En af sagerne omhandlede en ekspeditionssekretær. Hans navn stod på en liste over medlemmer af den nazistiske studenterorganisation National Studenter-Aktion, der efter befrielsen blev fundet på Dagmarhus. Den sigtede, der var medlem af den konservative vælgerforening men utilfreds med partiets deltagelse i samlingsregeringen efter den 9. april 1940, havde desuden i 1940-41 ladet nazisten Ejnar Vaaben holde møder i sit hjem, hvor Vaaben blandt andet redegjorde for det af ham dannede parti, Enhedspartiets, politik. Hertil kom flere episoder fra arbejdspladsen, som auditøren dog ikke fandt dokumentation for under sin undersøgelse. Auditøren meddelte i april 1946, at sagen burde sluttes uden tiltale, da han skønnede, at sagen ikke ville føre til en dom ved tjenestemandsdomstolen.
Ønskede kommunen alligevel sagen prøvet ved domstolen, for eksempel af hensyn til ro på arbejdspladsen, var auditøren villig til at indbringe sagen for domstolen. Det ønskede kommunen ikke. Til gengæld foreslog magistraten at forfremme ekspeditionssekretæren til kontorchef. Magistratens beslutning blev mødt med massiv modstand fra de ansatte i de pågældende kontorer. I to skrivelser til kommunalbestyrelsen protesterede 41 medarbejdere i slutningen af maj 1946 imod, at sagen ikke blev undersøgt ved tjenestemandsdomstolen. Protesterne førte ikke til den ønskede sag ved tjenestemandsdomstolen, men helt virkningsløse var de ikke.
Kommunalbestyrelsen valgte på sit møde 3. juni 1946 at lade sagen om oprettelse af kontorchefstillingen udgå.
To maskinmestre ved et af de kommunale værker blev anklaget for unational optræden i forbindelse med Folkestrejken i dagene omkring 1. juli 1944. Den ene havde angiveligt truet kedel- og belysningsarbejderne ved værket med fyring, hvis de deltog i strejken, og senere havde han gemt en genpart af indberetningen til Forvaltningen med navne over deltagerne i strejken i skrivebordskuffen på sit kontor på værket. En handling, der, ifølge anklagerne, havde bragt de strejkendes liv i fare, da værket under Folkestrejken blev besat af tyskerne. Den anden maskinmester stod anklaget for, at han, mens værket var besat af tyskerne, havde opført sig natio- nalt uværdigt ved at have ført samtaler med overordnede tyskere, i højere grad end det var tjenstligt nødvendigt. Anklagerne mod de tiltalte var rejst af en række kedelpassere og belysningsarbejdere, mens maskinmestrene på værket i et fællesbrev forsvarede deres tiltalte kollegaer. Auditøren ved tjenestemandsdomstolen fandt det for udelukket på det foreliggende grundlag at rejse tiltale mod de anklagede og indstillede i 1946, at sagerne blev afsluttet uden tiltale. En beslutning, Magistraten tiltrådte.
Anklagerne mod tre ansatte ved Frederiksberg Hospital førte heller ikke til videre sagsbehandling ved domstolen. En chef var anklaget for under Folkestrejken at have truet det mandskab, der var bekæftiget med madtransporten, til at genoptage arbejdet den 2. juli 1944. De ansatte var efterfølgende blevet hånet af såvel tyskerne som befolkningen ude i byen.
En anden af hospitalets ledende embedsmænd blev anklaget for uværdig behandling af en tilbagevendt funktionær, der havde været arresteret af tyskerne. Kravet om undersøgelse af de pågældende personer var fremkommet efter et stormøde 22. maj, hvor omkring 200 af hospitalets funktionærer havde drøftet kommunalbestyrelsens udtalelse 7. maj om udrensning af nazister og andre, der under besættelsen havde udvist unational optræden. En sygeplejerske var sigtet for at have nægtet tilladelse til, at der på hendes afdeling på hospitalet blev foretaget en indsamling til nogle nedskudte engelske flyvere. Auditøren fandt ikke tilstrækkeligt bevis for anklagens rigtighed og opgav at rejse tiltale.
Tjenestemandsdomstolen frifandt to tjenestemænd. En tyskfødt overassistent var sigtet for uværdig national optræden ved blandt andet at have drevet nazistisk propaganda og truet to af sine underordnede med at melde dem til Gestapo. Dommerne fandt, at den tiltalte ved et par lejligheder havde opført sig uheldigt, men fandt ikke tilstrækkeligt belæg for den alvorlige anklage for trusler og frifandt ham. Den anden sag var mere usædvanlig. Den tiltalte, en brandmand, blev medlem af DNSAP i 1942, men havde fra slutningen af 1942 uddelt illegale skrifter og senere taget aktivt del i modstandskampen. Et flertal af dommerne vurderede, at medlemskabet af DNSAP ikke var grundlag nok til at straffe brandmanden. En enkelt dommer mente dog, at partimedlemskabet burde føre til brandmandens afskedigelse uden pension. Brandmanden genoptog sit arbejde i april 1947.
I et enkelt tilfælde frafaldt tjenestemandsdomstolen tiltalen mod den anklagede.
Den pågældende, en kontorassistent, var anklaget for at have væ ret medlem af DNSAP, men oplysninger fra Centralkartoteket afslørede, at det var assistentens tyskfødte hustru, der havde været medlem. Kontorassistenten kunne i længden ikke forlige sig med hustruens tyskorienterede indstilling, og parret blev skilt i 1942. Hans arbejdskolleger betegnede ham som tyskorienteret men uden stærke sympatier for besættelsesmagten.
Hans opførsel på kontoret havde været upåklagelig, hvorfor auditøren lod sagen falde.
To af de anklagede tjenestemænd blev dømt til forflyttelse. Det drejede sig om en sygeplejerske på Frederiksberg Hospital, som var anklaget for unødvendigt samkvem med medlemmer af besættelsesmagten ved i 1940-42 at have modtaget besøg af to tyske officerer på sit værelse på hospitalet.
De to tyskere havde hun lært at kende længe før besættelsen – i henholdsvis 1926 og 1937 – hvilket domstolen tog højde for ved strafudmålingen.
For dømmes skulle hun. En formand ved vejvæsenet blev af domstolen dømt for at have udvist en nationalt uværdig holdning ved over for arbejdskollegerne at have fremsat uværdige udtalelser om politiet og modstandsbevægelsen.
Blandt andet havde han, efter 19. september 1944, betegnet politiet som forbrydere. Udtalelserne var dog ikke nok til at retfærdiggøre en afskedigelse. Efter dommene ved tjenestemandsdomstolen blev sygeplejersken forflyttet til Diakonissestiftelsen, mens den tidligere formand fik andet arbejde på vejvæsenets materialplads.
Domstolens hårdeste straf blev tildelt to tjenestemænd. Begge havde de været medlem af DNSAP. En overassistent havde været medlem af partiet 1940-43 og tillige af Antijødisk Liga. Over for medarbejderne på kommunen havde han kommet med uværdige udtalelser og trusler, ligesom han havde båret såvel DNSAP’s som Antijødisk Ligas emblem på arbejdet.
Overassistenten, der var så forhadt, at han blev hængt ud med navns nævnelse i det første nummer af personalebladet Frederiksberg Kommunalforening efter befrielsen, blev afskediget uden pension. En brandmand, som i tre måneder i 1943 havde været medlem af DNSAP blev ligeledes afskediget.
Partimedlemskabet måtte ifølge domstolen ”anses som en saa grov Krænkelse af Tiltaltes nationale Pligter som Tjenestemand at den af ham forskyldte Straf findes at burde bestemmes til Afskedigelse med Fortabelse af Retten til Pension.” Retten tog dog hensyn til, at brandmanden var af tysk afstamning og tysk gift, samt at hans forhold i tjenesten havde været upåklagelige, og endte med at tildele ham delvis pension. En måleropstiller, der havde været medlem af DNSAP og endda havde stillet op som kandidat for partiet ved kommunalvalget i 1943, tog selv sin afsked, og undgik derved en sikker dom med afsked til følge.

Undersøgelseskommissionen
Tjenestemandsdomstolen varetog sager mod tjenestemænd i stat, kommune, folkeskolen og folkekirken. Udrensningen blandt de offentligt ansatte hørte dog ikke op her. I juli 1945 blev der oprettet en ekstraordinær undersøgelseskommission, som skulle føre sager mod offentligt ansatte, der ikke var tjenestemænd. Som ved tjenestemandsdomstolen skulle kommissionen ikke selv rejse sagerne, men fik dem forelagt af en auditør. Modsat tjenestemandsdomstolen traf undersøgelseskommissionen ikke selv afgørelse om, hvorvidt den tiltalte skulle afskediges eller ej. Kommissionen afgav det enkelte arbejdssted indstilling derom, men det var i sidste ende op til arbejdspladsen, om den ville følge indstillingen. Det gjorde arbejdspladserne nu altid.
Finansministeriet informerede i et brev den 12. juli Frederiksberg kommune om den nye undersøgelseskommission, men på dette område var kommunen på forkant med udviklingen. Allerede 18. juni havde Magistraten indstillet at nedsætte en lignende undersøgelseskommission på Frederiksberg.
Kommunalbestyrelsen fulgte indstillingen den 25. juni og nedsatte “Undersøgelseskommissionen til Undersøgelse af fremkomne Sigtelser for unational Optræden mod forskellige i Frederiksberg Kommune ansatte personer”. Til medlemmer af kommissionen valgtes to medlemmer af kommunalbestyrelsen, pastor Johannes Eilschou Holm og overassistent Rudy Schrøder, mens grosserer Knud Nielsen og Josepha Leisner blev valgt til suppleanter. Hertil kom en repræsentant for den faglige organisation, den sigtede var medlem af eller burde være medlem af samt en af den sigtede udpeget person. Som formand tiltrådte landsdommer Otto Madsen, der senere også blev formand for den landsdækkende undersøgelseskommission.
Den frederiksbergske undersøgelseskommission behandlede 21 sager i perioden 3. juli til 15. september 1945, mens den 22. og sidste sag først afsluttedes i februar 1946. 13 af de anklagede blev frifundet, mens undersøgelseskommissionen indstillede syv af de anklagede til afskedigelse. En kabellodder, der havde været leder af DNSAP’s 19. afdeling på Gammel Kongevej, undgik en dom ved selv at tage sin afsked, mens undersøgelsen mod et fogedvidne blev indstillet, da han allerede før befrielsen havde forladt sin arbejdsplads i kommunen. Tolv af de frifundne (fire arbejdsmænd, tre husmedhjælpere, to vaskerimedarbejdere, en klinikdame, en massøse og en sygeplejeelev) stod anklaget for unational optræden under besættelsen eller unødvendigt samkvem med medlemmer af besættelsesmagten. De enkelte undersøgelser viste imidlertid, at beskyldningerne enten var decideret forkerte eller af så tvivlsom karakter, at dommerne ikke havde anden mulighed end at frikende de pågældende personer. Den trettende og sidste sag, der endte med en frifindelse, omhandlede en kontormedarbejder, som kortvarigt havde været medlem af DNSAP. Som udgangspunkt burde partimedlemskabet have ført til afskedigelse, men det lykkedes den tiltalte kontormedhjælper at overbevise fire af de fem dommere om, at han var blevet indmeldt i DNSAP af en bekendt, og at han siden havde prøvet at forlade partiet. Den femte dommer mente, at kontormedhjælperen skulle afskediges i henhold til loven om oprettelse af tjenestemandsdomstolen, da kontormedhjælperens oplysninger om ind- og udmeldelse af DNSAP var udokumenterede. En påstand, dommeren i og for sig havde ret i.
I de syv sager, hvor kommissionen fandt de anklagede skyldige, var medlemskab af DNSAP den direkte årsag til to af dommene. Det gjaldt for en gartner, der, angiveligt på hustruens opfordring, havde meldt sig ind i DNSAP i sommeren 1940, og en arbejdsmand, der havde været medlem af partiet 1938-43, og som fra 1940 til slutningen af 1942 havde været inkassator for partiet i det område, hvor han boede. To blev dømt for unødvendigt samkvem med et medlem af besættelsesmagten. En tyskfødt blikkenslager, der var kommet til Danmark efter Genforeningen i 1920, blev dømt for i 1941 at have været venner med en østrigsk soldat, mens en husmedhjælper ansat ved Frederiksberg Hospital, som i 1941-43 havde været kæreste med en østrigsk soldat, fik en tilsvarende dom. Tre blev dømt for unational optræden under besættelsen. En tyskfødt arbejdsmand blev dømt for under Folkestrejken i juli 1944 at have spist frokost med tyske soldater i et arbejdsskur på Roskildevej og for at have fået udstedt et dokument, der stillede ham under Værnemagtens beskyttelse. En anden arbejdsmand, der havde truet kolleger med anmeldelse til Værnemagten, hvis de læste illegale blade i frokoststuen, og som derudover var kommet med nedsættende bemærkninger om det danske politi, blev afskediget med 2/3 pension. En tredje arbejdsmand, som et halvt år inden krigsafslutningen blandt andet havde udtalt, at det var synd, at tyskerne ikke vandt krigen, blev også afskediget. I denne sag var to af de fem dommere uenige med flertallets afgørelse.
En ekspeditionssekretær ved kommunen fik sin sag undersøgt ved den ekstraordinære undersøgelseskommission i 1947. I 1945 ønskede tjeneste mandsgruppen at undersøge  ekspeditionssekretærens mulige forbindelse til en tidligere sekretær ved Skattevæsenet, der var stabsgruppeleder i DNSAP. Ekspeditionssekretæren ønskede ikke at få sine forhold undersøgt og tog i stedet sin afsked fra kommunen, hvorved grundlaget for undersøgelsen bortfaldt. Ved selv at opsige sin stilling mistede ekspeditionssekretæren sin pension. Han ansøgte efterfølgende forgæves om at få tillagt hel eller delvis pension, men måtte til sidst acceptere kommunens krav om at få sine forhold under besættelsen undersøgt af tjenestemandsdomstolen.
Finansministeriet henviste imidlertid sagen til den ekstraordinære undersøgelseskommission, da ekspeditionssekretæren ikke længere var tjenestemand. Under en række møder fra august til december 1947 kom det frem, at ekspeditionssekretæren kortvarigt havde været medlem af Dansk Tysk Forening, men ikke af DNSAP. De indkaldte vidner kunne ikke berette om episoder under besættelsen, hvor den tiltalte havde optrådt nationalt uværdigt. Tværtimod berettede flere, at den tiltalte tog aktiv del i arbejdet med at lave falske legitimationskort til modstandsbevægelsen.
Dommerne frifandt ekspeditionssekretæren for anklagerne. Herefter var det på tale at genansætte ham i kommunen, men spørgsmålet faldt til jorden i januar 1948, da det kom frem, at han havde overtrådt Formueopgørelsesloven ved at have gjort sig skyldig i urigtig anmeldelse til afstempling og registrering af værdipapirer.

Afslutning
Bag tjenestemandsdomstolens og undersøgelseskommissionens udrensninger lå et naturligt ønske om at afnazificere medarbejderstanden i staten og kommunerne. 37 ansatte ved Frederiksberg kommune fik deres forhold under besættelsen nærmere undersøgt efter befrielsen. Flere var i søgelyset.
Af de ni personer ansat i Frederiksberg kommune, der blev afskediget efter en dom ved enten tjenestemandsdomstolen eller undersøgelseskommissionen, blev fire dømt for at være medlemmer af DNSAP. Et parti, der i ly af tyske geværer ville det danske demokrati til livs. Nazister var der selvsagt ikke plads til i kommunen efter befrielsen.
Hovedparten af de tiltalte var anklaget for uværdig national optræden.
Hvad der helt præcist lå bag det begreb, der var en nyskabelse i dansk ret, var et mere eller mindre åbent spørgsmål, som det var op til dommerne at afgøre. Samme kritik kan man rette mod tjenestemandslovens resterende punkter. Hvornår havde man ydet besættelsesmagten en hjælp, der gik ud over, hvad tjenestepligten pålagde eller haft samkvem med medlemmer af besættelsesmagten i et omfang, der lå udenfor det nødvendige? Grænsen var hårfin og kunne være svær at gennemskue.
Retsopgøret var til diskussion fra første dag. Højesteretssagfører C.B. Henriques karakteriserede i efteråret 1945 retsopgøret som et juridisk galehus, mens teologen Hal Koch i sin bog Jeg anklager Rigsdagen fra 1947 gik et skridt videre og stillede spørgsmålet “Lever vi i et Retssamfund?”.
Når man ser på sagerne fra Frederiksberg kommune under et, virker dommene – tiden taget i betragtning – rimelige. Størstedelen af de tiltalte blev frifundet for anklagerne og kunne vende tilbage til deres arbejde i kommunen. Det lille mindretal, der ved deres holdninger og handlinger var gået over stregen under besættelsen, havde derimod ingen fremtid i kommunen.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2008.