Af antikvar Allan Tønnesen
En aften i oktober 1785 blev Johan Hansen antastet af to mænd, da han red hjem til sin gård, Godthåb på Frederiksberg. En god uges tid senere indgav han en anmeldelse til amtmand Scheel Plessen, som overgav sagen til retten, dvs. birketinget i Ballerup. Her blev Johan Hansens klage oplæst den 29. november:
[1]Store Godthåb
“Sidstleden 12. oktober om eftermiddagen i skumringen ved 5 à 6 slet blev jeg på min vej til Godthåb i Frederiksberg Alle lumskelig antastet af 2 personer, som havde stået ved træerne og samdrægtelig ville aftvinge mig penge, under det løgnagtige foregivende, at jeg skulle have redet i sidealleen, hvilke personer om-sider lod mig slippe, da de mærkede, at jeg ikke lod mig skræmme, og der var vidner nærværende, som gav agt på det passerede, hvorhos de brugte de udtryk: at dersom det havde været sildigere på dagen, skulle jeg have betalt det på en anden måde, end jeg ventede m.v. som omstændeligen nådigst vil erfares af hosfølgende attest fra 2 af Lars Wolffs tjenestefolk, som hændelsesvis til min lykke derved var nærværende.
Med attakken kunne jeg dels af bestyrtelse over dette uformodentlige angreb, dels formedelst mørkningen ej kende, hvem disse personer var, men jeg er siden kommen i erfaring om, at det skal være 2 brødre af navn Binneballe, som gør metier af at patrouillere i alleen, og ser at overkomme fortjenester på denne måde, hvortil de hverken skal være autoriserede eller ved denne lejlighed havde lejlighed eller årsag til.
Da det nu ikke alene er af yderste vigtighed for den almindelige sikkerhed, at slig misbrug og utilladelig håndtering hæmmes, men det endog for mig efter denne betegnelse er højst farligt at passere denne vej, næsten daglig tidlig og silde til og fra mit hjem. Så er jeg nødsaget til underdanigst at andrage denne passage for Deres Excellence med underdanigst begæring, at bemeldte 2 personer, som skal opholde sig i Frederiksberg by, må vorde indkaldede, deres foretagende examineret og undersøgt, hvortil såvel Lars Wolff som begge attestanterne er villige og personerne efter befindende, fængslede samt sag imod dem til vedbørlig afstraffelse vorde anlagt, på det jeg og andre vejfarende for eftertiden kunne være sikker og fri for disse anfaldere på vores lovlige veje og stier”.
De to tjenestefolk, der var indkaldt som vidner, Lars Pedersen og Anne Margrethe Larsdatter, havde underskrevet en erklæring, som nærmere redegjorde for omstændighederne: Samtidig med at Johan Hansen kom ridende mod Frederiksberg, kom der kørende en karet fra Frederiksberg mod Vesterbro. Derfor red Hansen til venstre “dog uden at komme nær til den alle, som er forbuden at ride eller køre udi”, men da trådte en person frem, som havde stået bag et af træerne, greb hestens tømme og ville trække den under træerne ud i den forbudte alle. Hansen satte sig til modværge og brugte pisken; så kom endnu en person frem og forlangte penge. Hansen ville ikke betale, med mindre de ville følge med til regimentsskriveren, hvad de to andre naturligvis afslog. Så opdagede Hansen de to markfolk og kaldte dem som vidner på hvad der var foregået. Endelig slap de to kumpaner hesten, “men gav nogle trusselsord fra sig: at dersom det havde været sildigere på dagen, skulle Hansen have betalt dem på en anden måde, end han ventede”.
Tildragelsen har klart været en ubehagelig oplevelse for Johan Hansen, men for den, der 200 år senere læser om den, rejser der sig en række spørgsmål. Først og fremmest: hvad var det for en sideallé, som almindelige mennesker ikke måtte benytte, og som kunne give røvere og ugerningsmænd et påskud til at antaste godtfolk i lovligt ærinde? For at opklare det spørgsmål er det nødvendigt at give et rids af Frederiksbergs historie.
Frederiksberg er et af landets mest omtumlede områder. Det skyldes, at stedet ved sin placering tæt på hovedstaden var en stadig udfordring for skiftende kongers lyst til at etablere nyt. Siden Erik af Pommerns tid havde København med omgivende sogne været kongens ejendom. Det var baggrunden for, at Christian IV i 1620 kunne nedlægge landsbyen Solbjerg og på dens jorder oprette Københavns slots ladegård. Ladegårdens bygninger, der var enorme og så teknisk avancerede, at de vakte samtidens beundring, lå beskyttet bag en skanse, der indgik i Københavns ydre befæstningslinje. Men produktionen af landbrugsprodukter til Københavns Slots behov stod ikke mål med Christian IV’s optimistiske forhåbninger, og få år efter hans død retablerede Frederik III det traditionelle fæstebondesystem, idet han i 1651 indkaldte 20 bønder fra den gamle hollænderkoloni på Amager, der havde et befolkningsoverskud. De opførte deres gårde langs en lige gade, nuværende Allégade. Bebyggelsen blev kaldt Ny Amager eller Ny Hollænderby. Men heller ikke denne disposition var nogen succes. Bønderne fik en barsk start, idet samtlige gårde og kirken blev nedbrændt under svenskekrigen og måtte genopføres. Jorden var heller ikke så god som den rigtige amagermuld, og for at klare afgifterne til kongen kom de ind på det skråplan tid efter anden at sælge dele af deres jord til Københavns borgere og andre, som følte sig tiltalt af de landlige omgivelser. Hyrdelitteraturen havde givet overklassen smag for naturen, og Frederiksbergs første landsteder opstod. Men bønderne havde glemt, at de kun havde jorden i fæste og aldeles ikke kunne sælge af den, og da svigtende afgiftserlæggelse yderligere havde mindsket statsmagtens sympati for bønderne, benyttede man en brand, der hærgede store dele af byen, til i 1697 at inddrage fæstegårdenes jordtilliggende, som herefter blev udlagt til høbjergning til foder for rytteriets heste. Gårdene blev liggende, men beholdt kun en mindre jordlod, som ingen kunne leve af. Den fik beboerne til gengæld overladt som ejendom, og nu kom der for alvor gang i salget til københavnske borgere og etableringen af landsteder.
Måske var det netop denne tendens, der lå bag kongemagtens noget hårdhændede behandling af de stakkels hollænderbønder. Allerede i 1660’erne inddrog Frederik III en af gårdene til sine døtre. “Prinsessernes gård” blev ca. 1675 overladt den senere Frederik IV og blev nu kaldt “Prinsens gård’. Da kronprinsen vendte hjem fra sin store udenlandsrejse 1692-93, havde han hovedet fuldt af ideer til byggerier og haveanlæg, og det kan ikke undre at hans lystgård og de landskabelige muligheder, som den imponerende Valby bakke frembød, blev centrum for hans første byggeplaner. Ny Hollænderbyens brand kom derfor ret bekvemt for kronprinsens planer, som blev effektueret, da han to år senere selv blev konge. Slottet Frederiksberg med den omgivende store park opstod, og også byen blev herefter kaldt Frederiksberg.
Udnyttelsen af den gamle ladegårdsjord til høbjergning fortsatte til 1765. Da var jorden så misrøgtet, at fortsat drift var urentabel, og denne erkendelse faldt sammen med statsmagtens beslutning om at afhænde ryttergodset over hele landet. Hømarken blev derfor inddelt i 30 lodder og sat på auktion. Vilkårene var ret særprægede; der forlangtes nemlig hverken købesum eller udbetaling, men kun kaution for afgiften de tre første år. Det der blev udbudt på auktion var afgiften leveret i hø eller penge, og den der tilbød at betale den største afgift fik buddet. Efter 150 års idelig skiften mellem stordrift og traditionel opdeling i enkeltbrug standsede udviklingen således med det sidste. Det var herefter slut med omvæltende indgreb ovenfra, men slottets og havens fortsatte beståen og – ikke mindst – erlæggelsen af høafgiften gjorde statsmagten til en realitet, de nye jordbesiddere daglig blev mindet om.
Den største af disse hed Henrich Wium, en jyde der havde etableret sig i København som pudder- og stivelsesfabrikør, og som havde fået smag for landbrug. Han havde “købt” hele ni lodder og etablerede i de følgende år med stor energi et større landbrug, der efter de opførte avlsbygninger at dømme hovedsagelig var baseret på kornavl. Allerede i 1768 havde han opført et bindingsværks beboelseshus, en stald til 80 køer, en hestestald og en enorm agerumslade. To år senere stod en grundmuret hovedbygning i to etager færdig. Gården kaldte han Godthåb; den eksisterer endnu, beliggende ved Godthåbsvej, med Wiums hovedbygning og to yngre bygninger.
Trods sin målbevidste og energiske fremfærd havde Wium overvurderet sine muligheder for at udrede den fatale afgift. Kvægsygen, som hærgede hele landet i denne periode, gjorde sit til at slå bunden ud af hans anstrengte økonomi, og i 1775 gik han fallit. Godthåb blev sat på tvangsauktion og erhvervet af nabogården Grøndals ejer, agent Abraham Schneider, der lagde de to ejendomme sammen til en herregårdslignende lystgård. Grøndals gamle bygninger blev nedrevet, og Godthåbs nye hovedbygning, der var indrettet til to lejligheder, blev moderniseret og indrettet til én herskabelig bolig.
Kongelig agent Abraham Schneider havde et betydelig større økonomisk format end Henrich Wium, men som ejer af Godthåb holdt han dog ikke længere end denne. Schneider var svigersøn af storkøbmanden Joost van Hemert og dermed svoger til to andre af den florissante tids magnater, Peter van Hemert og Gysbert Behagen og drev selv købmandsskab i samme skala. Han ejede Jonstrup Uldmanufaktur og havde andele i vestindiefareren “Baronesse Iselin”, fregatten “Wenskabet” og ostindiefarerne “Constantia” og “Patientis”. Disse aktiver blev voldsomt belånt, da han et par år senere kom i økonomiske vanskeligheder: i 1778 lånte han 45.000 rdl. af sin svigerfamilie og i 1783 lånte han ikke mindre end 130.000 rdl. af den kongelige kasse. Han klarede imidlertid ikke skærene; samme år måtte han erklære sin fallit, og den 31. marts 1785 blev Godthåb solgt på auktion.
Den nye ejer var den Johan Hansen, som vi har mødt på hans farefulde færd hjem en mørk oktoberaften. Han var en god bekendt af Henrich Wium, der i et par uger i 1775 havde holdt sig skjult for sine kreditorer hos Johan Hansen på Vesterbro, og også senere, efter gårdens salg, boede han en tid hos Johan Hansen, til hvis datter, Laurenzia Emilia, han i øvrigt havde stået fadder i 1771. Senere rev det dog ud imellem dem, og i 1776 anlagde Wium sag mod Johan Hansen for uretmæssigt at have tilvendt sig forskellige ejendele tilhørende fallitboet. Sagen synes dog at være blevet forligt.
Hansen havde langtfra overtaget hele Godthåbs tilliggende. Jorden var blevet inddelt i 17 lodder, og af dem overtog han kun 5. Han befandt sig tydeligvis på Wiums økonomiske niveau, men han havde ikke dennes fighter-egenskaber og holdt kun to år som ejer af Godthåb, inden også han blev fældet af de alt for store afgifter og andre indgåede forpligtelser.
Godthåb lå ved den ældgamle Islevvej, der i disse år skiftede navn til Godthåbsvej, og den regulære rute herud fra København foregik over dæmningen mellem Sankt Jørgens Sø og Peblingesøen, videre ad vejen langs Ladegårdsåen, der fulgte den nuværende Åboulevards forløb, hvorefter man drejede fra over en bro ad nuværende Bülowsvej, indtil man stødte til Rolighedsvej/Godthåbsvej og kunne fortsætte vestpå til Godthåb.
Men denne vejstrækning var ofte i dårlig stand, og de nye lodsejere; 7 i alt, havde fået lov til at benytte et system af kongeligt anlagte veje: Fra den brolagte Vesterbrogade kunne de dreje ned ad Frederiksberg Alle, som Frederik IV havde anlagt som sin private tilkørsel til Frederiksberg slot i årene 1700-04, “den nye kongevej”, som var lukket med en jernport og kun tilgængelig for folk udstyret med nøgle. Var man så heldig at have en sådan, kunne man efter at være nået frem til Runddelen dreje mod nord ad Allégade indtil Gammel Kongevej. Herfra var fortsættelsen imidlertid endnu en lukket kongevej, Falkoner Allé. Hvis man også havde en nøgle til denne sidste forhindring, lå vejen åben frem til Godthåbsvej og den sidste etape på vejen hjem for Godthåbs ejer.
Falkoner Alle var blevet anlagt som en forlængelse af Allégade, da Christian V ca. 1670 oprettede et falkoneri på et areal mellem Ladegårdsåen og Islevvejen (Rolighedsvej/Godthåbsvej). Eftersom ingen andre havde ærinde herude end kongen og hans falkonermester, blev den nye vejstrækning lukket med en port ved Gammel Kongevej. Da Hømarken i 1765 var blevet solgt til de nye lodsejere, var det urimeligt at afspærre disse den eneste vej til Frederiksberg by, og de blev så forsynet med en nøgle.
I 1760’erne indledtes den store vejreform i Danmark. De gamle krogede landeveje blev erstattet af snorlige chausseer, anlagt af den fra Frankrig indkaldte vejingeniør Jean Marmillod. Også den mildest talt sekundære alle til Falkonergården blev Marmillod sat til at regulere i 1770. Den fik en stenbro i midten, flankeret af allétræer og jordveje til begge sider. Der blev på den tid anlagt flere træbevoksede promenader – f.eks. Esplanaden og den første del af Vesterbrogade – og senere, da træerne voksede til, blev Falkoner Allé en meget smuk og yndet promenade, næsten lige så populær som Frederiksberg Allé med sine dobbelte trærækker.
Det er derfor meget mærkeligt, at Falkoner Allés eksklusive karakter efter reguleringen ikke blot blev opretholdt, men tilmed skærpet, idet de syv lodsejere ikke fik nøgler til de nye flotte porte, der blev opstillet ved Allåens ender, og hvor den blev krydset af Rolighedsvej/Godthåbsvej. Det samme var tilfældet for Frederiksberg Allés vedkommende. De syv lodsejere mente sig selvfølgelig groft forurettet. De fandt, at der var tale om et brud på de vilkår, hvorunder de i sin tid havde erhvervet deres ejendomme, og de tilbageholdt afgiften fra den tid, allåerne blev lukket. De anlagde sag og fik også gennemført deres krav; allåerne blev genåbnet i 1771, og de skadelidte lodsejere fik deres tab godtgjort.
Med hensyn til benyttelsen af allåerne var der blevet fastsat nogle bestemmelser, som kunne være ganske besværlige at opretholde; såvel ridende som kørende skulle holde sig til den brolagte, midterste del af vejen og måtte ikke færdes på jordvejene på hver side af denne. I tørt vejr var jordvejene imidlertid behageligere at færdes på end den knoldede brolægning, men da de var smallere end den brolagte del, gik det ofte ud over de smukke allétræer. Der blev derfor opsat advarselstavler, og øvrighedspersoner holdt øje med benyttelsen af de med så stor flid og bekostning anlagte alléer.
Det er i denne situation, brødrene Binneballe øjensynlig har fundet en niche. Ved at udgive sig for vagtmænd har de kunnet skræmme godtroende syndere til at aflevere bøder, som de så har stukket i egne lommer.
Efter denne lange udredning af Frederiksbergs indviklede historie og vejforhold kan vi nu vende tilbage til retshandlingen i Ballerup tinghus.
Rettens betjente havde opsporet en Mads Binneballe, som boede i Frederiksberg by med sine to brødre Jens og Jørgen Binneballe. Det var de to sidstnævnte, retten var interesseret i, men de var ikke hjemme, da betjentene forkyndte stævningen. Mads lovede imidlertid at videregive beskeden, når de kom hjem. De mødte bare ikke. Det gjorde Lars Wolff heller ikke, hvorimod hans to tjenestefolk havde indfundet sig. De blev nu gået nærmere på klingen, hvorved der fremkom et par væsentlige korrektioner til erklæringen, som øjensynlig var blevet forfattet af Johan Hansen. Lars Pedersen havde således ikke hørt, at der var blevet forlangt penge eller udtalt trusselsord mod Hansen. Han kendte ikke personerne, men mente nok at kunne kende dem igen, når han fik dem at se. Anne Margrethe tog samme forbehold, “undtagen hun nok hørte, en af disse tvende personer talede noget, som om det var sildigere på dagen eller deslige, men kan dog ikke sige noget derom med vished”. De to vidner fik nu lov at gå; der var åbenbart ikke tale om at konfrontere dem med brødrene Binneballe.
Den 17. december blev sagen genoptaget i Københavns politiret. Hestehandler Lars Wulff var mødt, men kunne ikke oplyse noget om selve tildragelsen, som han ikke havde overværet. Derimod havde han nogle dage efter talt med en af brødrene Binneballe om det som var passeret, “og svarede da denne Binneballe, ja Hansen skal dog have redet på den forbudne allé imellem Runddelen og ved Broen, eftersom stenslagerne havde sagt”. Lars Wulff havde meget fornuftigt bemærket, at stenslagerne, der arbejdede ved broen næppe kunne have set, at Hansen blev taget oppe ved Frederiksberg. Broen må vel være Vesterbro, altså i Frederiksberg Allés modsatte ende. Lars Wulff kunne tilføje, at han bestandig her i sommer havde set brødrene Binneballe i Frederiksberg Allé for at optage folk, som red i alléen. Hermed afsluttedes forhøret.
Retten mente åbenbart ikke at kunne stille noget op med de foreliggende erklæringer, og den 16. januar 1786 skrev amtmanden til regimentsskriver Nørager, at eftersom det ikke ved de to forhør var blevet påvist, at de to personer, der havde overfaldet og truet Johan Hansen, var identiske med de såkaldte Binneballer i Frederiksberg, kunne disse ikke sigtes, hvorfor regimentsskriveren blev bedt om at meddele Hansen, at han måtte skaffe flere vidner, “som om det påklagede kunne gøre nøjagtigere forklaring”.
Arkivalierne melder ikke senere noget om sagen. Konfrontationer af vidner og mistænkte var åbenbart ikke retspraksis; i hvert fald synes denne enkle mulighed for at opklare sagen ikke at være faldet nogen ind i dette tilfælde. Johan Hansen har givetvis ikke kunnet skaffe flere og bedre vidner, og er vel også blevet træt af den ikke særlig effektive retsmaskine.
Under alle omstændigheder fik han snart andre og alvorligere ting at tænke på; høhøsten slog fejl to år i træk, hvilket gjorde det vanskeligt for ham at præstere sin høafgift, han blev trængt af sine kreditorer, og i 1787 gik han fallit. Samme år blev han i øvrigt selv slæbt for retten anklaget for at have mishandlet en tjenestepige. Men det er en anden historie.