- Historisk-Topografisk Selskab for Frederiksberg - http://www.frederiksbergshistorie.dk -

Sangforeningen Ydun

Sangglæde, samfundssind og Frederiksbergsk musikliv

Af arkivar, mag.art. Jesper Morville, Frederiksberg Stadsarkiv

2008 er udnævnt til sangens år. Som et af årets fokuspunkter nævnes, at ”det danske korliv skal samarbejde med arbejdspladser og virksomheder om at udbrede glæden ved at samles til fællessang og andre sociale sangarrangementer”. Næsten det samme stod, med lidt andre ord, i ”sanglovene” for Sangforeningen Ydun, der stiftedes i 1857 og således for et par måneder siden kunne fejre sit 150-års jubilæum: ”Selskabets formål skal være: at fremme medlemmernes indførelse i flerstemmig sang, for, ved udførelsen af denne musikart, i Selskabet at tilvejebringe såvel en selskabelig underholdning som en musikalsk nydelse.”
Sangforeningen Ydun, der i dag er tæt knyttet til Frederiksberg, har oven i købet en historie, der går endnu længere tilbage end 1857. Dens forhistorie tager sin begyndelse 9 år tidligere, i 1848, og starter indenfor Københavns volde.

Sangforeningens forhistorie (1848-1857)
På herberget i Farvergade 25 i København var nogle skomagersvende blevet grebet af ”ånden fra ´48”. Det år var det meste af Europa præget af oprør, frihedsbegejstring og national vækkelse. I Danmark indførtes den almindelige valgret, og krigen imod de oprørske slesvig-holstenerne skabte samling i brede lag af befolkningen om det fædreland, de netop var blevet aktive ligeværdige borgere i. ”Ånden fra ´48” gav sig ikke mindst udslag i sang – til alle tider et af de mest umiddelbare udtryk for fællesskab. Tidens slagkraftige symbol var en vise: Peter Fabers og Emil Hornemans ”Dengang jeg drog af sted”.  Så det følgende år stiftede skomagersvendene og i alt omkring 50 håndværkere en sangforening, der fik navnet ”Erato”, forgængeren for den senere Sangforening Ydun. Erato var i den græske mytologi den elskværdige muse for dans og elskovssang; den klassiske oldtid var på mode.
Nogle aftener om ugen klang ”fra herbergets åbne vinduer … alle de dengang bekendte fædrelandssange i et firstemmigt kor, til stor glæde for de mange, der samledes i den ellers mennesketomme Farvergade, mens bægrene flittigt tømtes i de røgfyldte stuer.” Så malende beskrev Sangforeningen Yduns første kronikør Valdemar Landau spirerne til koret.
Udover sang dyrkede Selskabet dans og dilettantkomedie. En harmonika, senere et helt strygerorkester, spillede op til dans. Men succesen blev så stor, at der opstod stridigheder om fordelingen af indtægterne mellem arrangøren, en arkitekt Gundersen, og Sangforeningen.
Sangforeningens formand, skomager Ottesen, og den øvrige bestyrelse besluttede derfor at begynde på en frisk. Denne gang tyede man til en håndbog i den nordiske mytologi for at finde et passende navn. Og den fornyede sangforening, der officielt stiftedes den 8. januar 1857, fik navnet Ydun, gudinden med de æbler, der holder Valhals guder unge.
Blandt det nye kors godt 60 syngende og dansende herrer var malere, møllere, bødkere, buntmagere, sadelmagere, skræddere, smede, snedkere, en typograf, en kobbersmed og fortsat 6 skomagere og en skomagermester.

Et kor i pagt med tiden (1857-1878)
Den 9. februar 1857 afholdt selskabet maskerade og indledte derefter rækken af møder med ”conversation og assemblé”, festligt samvær og dans, hver 14. dag. Den 27. april samme år gav Ydun sin første musikalske soiré, og på repertoiret stod sange af C.F.Weyse og flere svenske sange, bl.a. en af ”Fredmans sange” af Bellman.
Den skandinaviske samfølelse blomstrede voldsomt i disse år, forstærket af konflikten mellem dansk og tysk i grænselandet. Koret tog i det hele taget del i tidens politiske strømninger: I november 1863 stod Ydun således sammen med andre af hovedstadens kor som Brage, Dania, Enigheden, Håndværkersangforeningen, Malersangforeningen og Typografernes Sangforening ved Vesterport og tog afsked med kong Frederik VII, da hans kiste førtes til Roskilde Domkirke.
Under krigen i 1864 afholdt Ydun med sine københavnske samarbejdspartnere en koncert til fordel for soldaterne. Yduns sociale engagement viste sig også ved, at man tidligt etablerede en Understøttelsesfond, der fortrinsvis financieredes ved frivillige bidrag og hvis formål var ”at yde medlemmerne hjælp i sådanne tilfælde, hvor en lille understøttelse kan være til nytte”. Bl.a. efter krigen 1864 udbetaltes støttebeløb til familier til medlemmer, der var indkaldt som soldater.
I 1868 var antallet af syngende medlemmer over 100. Men stemmerne var ikke jævnt fordelt. Det besluttedes derfor på en generalforsamling at overføre en del af de ”overskydende” stemmer til et passivt medlemskab. Repertoiret udvidedes, og under dirigenten W. Vater udviklede Ydun sig til et meget anerkendt kor. Men inddelingen i aktive og passive medlemmer gavnede ikke sammenholdet, og i 1877 skilte op mod halvdelen af koret sig ud og dannede ”Foreningen af 14. oktober 1877”. W. Vater trak sig i frustration tilbage og korets fremtid hang tilsyneladende i en tynd tråd.
Men formanden, blikkenslagermester Borch, var blevet opmærksom på komponisten C.F.E. Horneman, der netop havde oprettet et nodekursus. Der blev taget kontakt, og i sommeren 1878 overtog Horneman det musikalske ansvar for den amputerede sangforening.

”Men samles dog i harmoni i selskabslivets verden” (1878-1918)
Den 24. november 1878 afholdtes den første koncert under Hornemans ledelse, og programmet var ambitiøst med bl.a. J.P.E. Hartmanns ”Vølvens spådom”. Et højdepunkt blev foreningens 25-års jubilæum, hvorunder Hornemanns festkantate, skrevet til lejligheden til tekst af Yduns formand, skomagermester P. Pedersen (formand 1879-94), uropførtes. Horneman blev behørigt hyldet og fik under forsamlingens jubel overrakt et pragtfuldt sølvdrikkehorn.

”Hvor ofte skilles ikke vi i Livets travle Færden,
Men samles dog i Harmoni i Selskabslivets Verden”,

som kantatens ord rammende lød.
Hornemans mange gøremål tvang ham til året efter at overlade den musikalske ledelse af koret til komponisten Johan Bartholdy (1853-1904), kantor i Mathæuskirken, i hvis hjem på Frederiksberg (først H.C. Ørstedsvej 22 A, siden Niels Ebbesensvej 27) talrige musikere, kunstnere og forfattere mødtes. Under ham fortsattes udviklingen, med fødselsdagskoncerter, efterårskoncert, soireer og mange velgørenhedskoncerter. Nyere danske og nordiske toner var fortsat en central del af repertoiret: Heises ”Jylland”, Pacius´ ”Suomis sang” og ”Brudefærden i Hardanger”. Med Bartholdy indledtes også den med årene tættere og tættere forbindelse mellem Ydun og Frederiksberg.
Efter en vellykket efterårskoncert i november 1891 fik også Bartholdy overrakt et fint ciceleret sølvhorn. Og året efter måtte han, som sin forgænger, trække sig tilbage på grund af for stor arbejdsbyrde. Dirigentstokken blev videregivet til komponisten Vilhelm Rosenberg. Rosenberg var ud af et større dynasti, også med nær tilknytning til Frederiksberg, der spillede en fremtrædende rolle i byens og landets kulturliv.
”Der består imellem denne sangforening og dens publikum et tillids- og fortrolighedsforhold, som bevirker, at koret og dets dirigent hr. Vilhelm Rosenberg med glæde anspænder sig af yderste evne for at byde noget virkelig godt, og at tilhørerne med sund tryghedsfølelse går til foreningens koncerter.”, skrev Dagens Nyheder den 24. februar 1902. Og nok var det et mandskor, men fru Julie Rosenberg og korets formand Carl Landau´s døtre Bertha og Karin medvirkede i flere af dets koncerter som hhv. sangerinde, cellist og harpenistinde og fremhævedes alle rosende i anmeldelserne.
Koret fortsatte således sin kunstneriske udvikling og foretog også flere muntre og selskabelige rejser til bl.a. Randers og gav koncerter med lokale sangforeninger. Men Ydun fortsatte også med at have antennerne ude, hvad det omgivende samfund angår; man var i front, når der skulle skaffes penge til at afhjælpe nød og elendighed, eller positive, fremadrettede tiltag skulle støttes.
Et eksempel på det er de to koncerter, som Arenateatret (i Tivoli) lagde lokale til den 4. marts 1900 og den 24. marts 1901, hvis formål var at støtte ubemidlede lupuspatienter. Niels Finsen, lægen der havde udviklet helt nye muligheder for behandling af sygdommen lupus, var selv til stede og takkede med tårer i øjnene Yduns formand, fordi koret havde taget sig så varmt af hans sag.  Ved den ene af koncerterne medvirkede ”hr. Carl Nielsen” som violinsolist.
Mere direkte politisk var den festkoncert i Kongens Have, koret medvirkede i den 1. september 1901 for at fejre det politiske systemskifte og udnævnelsen af en venstreregering.

”Kom de skadelidte fiskere til hjælp! Orkanen jog over landet natten mellem 1ste og 2den juledag med ulykken i sit følge. Hårdest har den ramt fiskerne, fordi den ikke alene ved at splintre både og fiskeredskaber har tilføjet mange af dem større tab end de selv kan dække, men tillige gjort dem erhvervsløse, indtil nye både og redskaber er anskaffede.”

Denne appel stod at læse i pressen ved årsskiftet 1902/1903, indrykket af Fiskeriforeningen ved foreningens ærespræsident Prins Valdemar.
Ydun var ikke sen til at reagere positivt på opfordringen. Allerede 26. januar 1903 kunne man afholde en koncert til støtte for de skadelidte fiskere i Odd Fellow Palæets store sal. Prinsesse Marie var protektrice. Blandt de optrædende var en fast og populær solist ved Yduns koncerter, koncertsanger Max Freuler, og to kgl. operasangere, Johanne Brun og Niels Juel Simonsen, fik ministeriel tilladelse til at medvirke. Komponisten Fini Henriques stillede sig til rådighed og spillede Beethoven; og forfatteren Herman Bang oplæste prologen og digte af J.P. Jacobsen.

”Men rasende vild Orkanen jog,
Og knuse og splintred og sønderslog
Hver Båd i det fattige Leje…
Den Fisker han voved så tit sit Liv,
At frelse af Havsnød sin Næste
Nu er det vor Pligt, hver Mand og Viv
At hjælpe ham på det bedste”,

deklamerede Herman Bang, og Vilhelm Rosenberg dirigerede Ydun, et blæserorkester samt solisterne i Niels W.Gades ”Viborg Domkirke” og P.E. Lange-Müllers ”Niels Ebbesen”. Efter koncerten kunne Yduns formand Carl Landau overrække 625 kr. til prins Valdemar.
Det var ikke nogen tilfældighed, at Ydun havde henvendt sig til Herman Bang og bedt ham om at medvirke. Bang var god ven med Vilhelm og hans bror Peter Andreas Rosenberg; de var skolekammerater fra Sorø Akademi. Dirigenten og forfatteren var også omkring århundredskiftet næsten naboer i et område af Frederiksberg, hvor kulturpersonligheder flokkedes i de år. Bang boede fra 1901 på Gammel Kongevej i nr. 25. I 1907 flyttede han kortvarigt til en af de nybyggede ejendomme på Prinsesse Maries Allé, i nr. 5. Få år senere flyttede Vilhelm Rosenberg og frue ind på Prinsesse Maries Allé i nr. 7, en lejlighed, hvor digteren Jeppe Aakjær havde boet i kort tid. Holger Drachmanns fraskilte hustru Emmy boede i samme periode i hhv. nr. 5 og nr. 7. I dette lille hjørne af Frederiksberg har musikere, kor og digtere med tilknytning til eller af betydning for Ydun kunne mødes.
Godt et halvt år tidligere havde Ydun medvirket ved en anden spektakulær koncert med en mindre dyster baggrund: den 7. maj 1902 indviedes Tivolis nye koncertsal med en kantate af Horneman, som Ydun lagde stemmer til. Det førte til et langt og nært samarbejde med Tivoli: Ydun fik fast tilholdssted hos restauratør Andersen i Bazarbygningen, og alle medlemmer fik gratis adgang hver fredag til den gamle have mod at optræde for havens gæster med jævne mellemrum.
Bellman var fortsat en skattet del af repertoiret, der i disse år udvidedes med nye sange af Carl Nielsen. I medlemsbladet ”Ydun”, der begyndte at udkomme i maj 1907 (og siden, under skiftende navne er fortsat med at være bindeled mellem korets medlemmer), annonceredes årets små og store begivenheder, som f.eks. den planlagte sommerudflugt til Farum og Lyngby i 1908:

”Middagen i ”Hotel Rustenborg” i Lyngby skal man heller ikke være ængstelig for – den vil sikkert svare til forventningerne. Det har værten, hr. Marius Hansen personligt lovet. … Han har forsikret, at rødspætten skal have vældige dimensioner, at lammestegen skal være rigelig og jordbærrene ekstra. Når så hertil kommer, at forskellig underholdning, såvel ”under som ovenpå bordet” vil finde sted samt at der til slut bliver en lille dans – ja så vil vi nok spørge, om ikke det kan blive en go´tur.”

Hele turen, incl. måltider, kostede 4,50 kr. pr. deltager.

Nye tider: Radioudsendelser og julebespisning (1920’erne og 30’erne)
Første Verdenskrig medførte voldsomme ændringer på det politiske landkort i Europa, men også i folks måde at anskue verden på. Videnskabelige og teknologiske nyvindinger bidrog til, at også det kulturelle liv ændredes til ukendelighed i de første årtier af det 20. århundrede.
Fra omkring 1920 oprettede entusiaster flere radioklubber, der for egen regning sendte radioudsendelser i æteren. I Danmark gik staten i 1925 ind i denne kulturelle nyskabelse, og i 1926 fik Statsradiofonien eneret på radiospredning. I disse allertidligste år af radioens barndom sendtes der fra hhv. Københavns Radiofonistation i Jorcks Passage, Lyngby Radio og Ryvang Radio. Ydun var med fra starten og stod i Ryvangen og sang af karsken bælg foran en mikrofon, der stod på en trækasse i et skur. Også i Jorcks Passage optrådte Ydun. Man tog tidligt den nye teknologi i besiddelse og fik nye lytterskarer.
Ydun fik samtidigt nye mødesteder: i 1930erne flyttede man fra Tivoli til Frederiksberg Oplysningsselskab i Falkoner Allé 96 (Cirkel-Ordenens Selskabslokaler), og senere til lokaler på Nordre Fasanvej 43. At sangforeningen fik fast base på Frederiksberg – samtidigt med at den i en lang årrække havde haft dirigenter og formænd fra kommunen og optrådt der regelmæssigt, uddybede dens særlige tilknytning til netop denne del af hovedstaden.
Ydun begyndte at optræde regelmæssigt ved koncerter på de årlige Børnehjælpdage i ”Gimle” på Grundtvigvej nr.14, ved koncerter for beboerne på Frederiksberg Alderdomshjem og i et årligt arrangement til fordel for Frederiksbergs julebespisning. Denne specielle juleunderholdning fandt for første gang sted i 1929. Fra 1931 deltog Ydun, og kunne det første år aflevere et overskud på 70 kr. Juleunderholdningen foregik i Roxy-Teatret på Godthåbsvej, og til den særlige stemning bidrog, at det var midnatsforestillinger. Mange af tidens store kunstnere medvirkede sammen med Ydun. Tenor Holm, der blev medlem af Ydun i 1932, mindedes disse decembernætter som ”højdepunktet i vinterens hjerte”.
”Her medvirkede mange af datidens kendte scenekunstnere: Ellen Gottschalk, Osvald Helmuth, Ebbe Rode, Hans Kurt, Else-Marie, Elga Olga, Marguerite Viby, … og som konferencier den uforlignelige improvisator Louis Halberstadt. Som regel lagde Ydun for, hvorefter de forskellige kunstnere afløste hinanden med oplæsning, sang og musik. Forestillingen sluttede altid med en film, så det blev ud på de små timer, inden vi var færdige. Jeg husker, jeg en gang havde overtalt mine forældre til at overvære en sådan forestilling. Da den var slut, var sporvognene for længst holdt op at køre, så de to ældre mennesker måtte gå helt ud til Tingvej på Amager.”
Koncerterne blev meget populære og hen mod slutningen af 1930-erne kunne Ydun som regel overrække mellem 900 og 1000 kr. til Komitéen for de fattiges julebespisning på Frederiksberg. Medlemmernes muntre samvær fortsattes selvfølgelig også i disse mellemkrigsår: der var fugleskydning og keglespil, oftest i Allégade 10. Listen over fugle- og keglekonger er lang. Der afholdtes endog keglespil for damerne.
Koret sang flittigt ved de enkelte medlemmers bryllup, sølvbryllup og bisættelse, og deltog også i Musikhandlerforeningens årlige ”propagandauge for den levende musik”, med en koncert i Frederiksberg Have. Sidstnævnte initiativ fortæller lidt om, at den levende musik fik anderledes vilkår efterhånden som radio, grammofonplader og film blev mere og mere udbredte konkurrenter til det fælles samvær om levende underholdning.
Gennem mange år (1930-1957) var overbetjent ved politiet på Frederiksberg Frederik Abildrose foreningens formand. Ved generalforsamlingen i 1940 gjorde han status over de første ti år af sin formandsperiode, og der er en vis dysterhed at spore i hans ord. Fremmødet til koncerter og fester var dalende, og Abildrose talte endog om ”manglende pligtfølelse”.
Konkurrencen fra underholdningsindustrien var mærkbar. Men der kunne under alle omstændigheder være god grund til at anslå de mørke toner ved generalforsamlingen i 1940. Den fandt sted om aftenen den 9. april.

Besættelsesårene
Under besættelsesårene kom såvel det nære samvær som den positive nationalfølelse atter i højsædet. Og der blev sunget fællessang som aldrig før. Allerede i 1940 deltog Ydun selvfølgelig med andre frederiksbergske kor i Kommunens fællessangsstævne i Frederiksberg Have. Der var bud efter koret og dets repertoire af danske og nordiske sange. Dirigent i de vanskelige år var organisten og komponisten Richard Østerfelt, der, med enkelte mellemrum, svang taktstokken i årene fra 1938 til 1957.
I 1943 var Yduns virke endnu relativt uforstyrret af besættelsesårenes problemer: ”Selvom vi af og til under sangprøverne har haft luftalarm, så har denne dog ikke hindret os i at gennemføre prøveaftenen”, konstaterede formanden med tilfredshed, og skyndte sig at tilføje et ønske om, ”at det mere end nogensinde tidligere må stå medlemmerne klart, at nu som ingensinde er der brug for dig og mig og os alle sammen til at sprede lys og glæde i de tunge sind, og medvirke til på de steder, hvor vor hjælp kræves, at samle ind til dem, der lever på livets skyggeside.”
I 1944 måtte det derimod erkendes, at ”det 5. krigsår har været særdeles føleligt for foreningen, fordi spærretiden har lagt sig hindrende i vejen for sangerne.” Øvelserne blev rykket frem til om eftermiddagen kl. 17.45 til 19.15. Og kneb det på grund af brændselsrationeringen med varmen, tog hvert enkelt medlem gerne et par tørv med.
Det lykkedes, trods alle problemer, koret at hylde sit ældste medlem Charles O. Lind på hans 90-års fødselsdag; Lind havde på det tidspunkt været medlem af Ydun i 71 år. (Han døde i 1952, 98 år gammel, efter næsten 80 års medlemskab af koret.)
Men ikke alle problemer kunne løses med god vilje alene. Den 19.september 1944 skulle koret have sunget for de gamle på Frederiksberg Alderdomshjem. Samme dag forsvandt tre af korets ledende skikkelser: både formanden Frederik Abildrose, næstformanden Anton Klitfod og 1. tenor Klein var ansatte ved politiet. Og denne 19. september 1944 slog den tyske besættelsesmagt til overfor det danske politi. Omkring 2200 politifolk arresteredes, blandt dem de tre sangere, der alle blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. M. Hornung overtog ledelsen af koret i de følgende barske måneder, indtil freden, og dermed også Yduns formand, næstformand og 1.tenor vendte tilbage.

Nedtur, fornyelse og kvindernes indtog (1946-1982)
Ved generalforsamlingen i 1946 kunne Abildrose glæde sig over, at ”vi nu kan ånde op under frie forhold”, men samtidig beklage, at ”det synes som om der er kommet en slaphed og sløjhed over menneskene, og den samme trang, som var rådende til at holde sammen i de dårlige år, synes ikke at være til stede længere; det er som om enhver er sig selv nok”.
Hans forudanelser af konsekvenserne for en forening som Ydun viste sig berettigede. Medlemstallet dalede igen; der opstod rivninger om korets repertoire: skulle man følge tidens moder og synge populære slagere, eller fastholde de vante kvalitetskrav?
Det store bagvedliggende problem var nok, at kulturlivet havde ændret sig kraftigt, og at den konkurrence, korsang og fællesskab allerede inden 2. verdenskrig begyndte at føle fra film og plader, skærpedes kraftigt, da det moderne velfærdssamfund tog form efter besættelsen. Og de nye rytmer og klange, der kunne lokke folk til koncert, lå udenfor, hvad et klassisk herrekor kunne levere.
Mange gode traditioner varede dog ved: ved keglespillet på Gimle den 9.september 1948 var der ”strålende tilslutning og humøret var højt”, og midnatskoncerten i Roxy den 4. december til fordel for Frederiksberg julebespisning gav et overskud på hele 2.375 kr. Der var flere besøg af og hos sangforeningen National fra Halmstad, som Ydun fik et nært samvirke med.
Men alt i alt gik det mere ned ad bakke end fremad for koret. 100-årsdagen i 1957 blev dog fejret på behørig vis, med kransenedlæggelse om morgenen på afdøde dirigenters og formænds grave og reception i formanden Frederik Abildroses hjem på Holger Danskes Vej. Om eftermiddagen gav man jubilæumskoncert i Danmarks Radio, og dagen sluttede med en festmiddag i restaurant Josty.
Omkring 1960 var medlemstallet imidlertid dalet til 16 aktive sangere; og i 1963 tyede Ydun så til den endegyldige fornyelse: På initiativ af den nye dirigent Preben Meile åbnede koret sig for kvindelige medlemmer og blev, efter i 106 år at have været et rent herrekor, til et blandet kor.
Kvinderne bragte nye medlemmer og nye klange til koret. Det forstod dirigenterne Kaufmannas, Gunnar Svensson (der ledede det blandede kor fra 1968 til 1976) og Carl Sanger, der stod på podiet i de følgende 27år, at udnytte. Svensson lagde stor vægt på kirkemusik, og Ydun gav mindeværdige koncerter, bl.a. ved en festkoncert den 30. september 1973 i Den Reformerte Kirke i Gothersgade i København. Blandt publikum var Dronning Margrethe og Prins Henrik, kirkeminister Dorte Bennedsen, overrabiner Melchior og ambassadører fra Tyskland, Frankrig og Schweiz og repræsentanter fra de reformerte kirker i Øst- og Vesttyskland, Sverige og Frankrig. Ydun sang bl.a. et værk af den tyske 1600-tals komponist Heinrich Schütz. Medlemsbladet Sangeren kunne referere, at flere ved den efterfølgende sammenkomst ”frembragte en tak for den smukke gudstjeneste og fremhævede korets smukke sang.” Dirigentens to døtre, Ingrid-Margrethe og Lise-Marie Svensson, assisterede på blokfløjte og klaver, og levede derved op til korets traditioner for familieoptræden. Kvinderne gjorde sig ikke kun musikalsk gældende; de prægede også Yduns ledelse. Tre af de fem formænd, koret har haft siden 1972, er kvinder.
Koret optrådte i disse år jævnligt i Vigerslevkirken, Blågårdskirken og i Philipskirken på Amager. I 1978 sang Ydun ved indvielsen af den nye Gl. Holte Kirke, hvor Carl Sanger var organist. I årenes løb blev denne kirke et af korets faste tilholdssteder.
Under Carl Sanger kom negro spirituals på repertoiret. Yduns koncerter svingede fra nu af på en helt anden måde end tidligere. Et højdepunkt kom, da koret i 1981 sammen med 500 andre sangere holdt ”workshop” i Holmens Kirke under den berømte Jester Hairston. Hans mål var, at få dette mammutkor til at leve sig ind i hans spirituals. ”Og under hans temperamentsfulde og inspirerende ledelse lykkedes det, og kirken svingede og blev fyldt med jubelstemmer. En pragtfuld oplevelse for alle, der fik lov at være med”, som Yduns sekretær Christel Hansen beretter i sangforeningens 125-års jubilæumsskrift. Carl Sanger fik etableret et fast samarbejde med Bethesda i København, hvor kordirigentforeningen hvert år i april indtil år 2000 holdt koncerter tre aftner i træk for alle interesserede kor.
120-års jubilæumskoncerten i 1977 blev holdt på Frederiksberg Slot; ”en dejlig ramme om en dejlig koncert”, som Christel Hansen noterer. Under Carl Sangers ledelse sang koret et program, der spændte fra Johan Sebastian Bach til negro spirituals og danske romancer.
En fast juletradition, der har stået på i mere end 25 år, er koncerten den første onsdag i december på plejehjemmet Hyltebjerggård i Vanløse; enkelte år er det også blevet til en forårskoncert her med sange som ”Forår i træbenet” og ”Kullerulvisen”. De beskyttede boliger på Dronning Anne Marie Centret på Frederiksberg får ligeledes besøg af Ydun hver jul og igen til en forårsfestival. Af andre nye stamkunder, der årligt nyder Yduns sang, kan nævnes socialpsykiatrisk boligtilbud i Nivå.
Og så er der de årlige festdage, Ydun fortsat fejrer med manér: Ud over sommertur og juletræsfest hører en fastelavnsfest med præmier for den bedste udklædning og det årlige bankospil til de sejlivede traditioner. I de seneste år har mange af disse begivenheder fundet sted i Lindevangskirkens Menighedssal.

De seneste år
Der var bud efter Ydun, og i 1987 og en række efterfølgende år appellerede man i den frederiksbergske lokalpresse til ”de glade badeværelsessangere, der ligeså godt kunne komme og synge og bruge krudtet hos os”.
I 1991 meldte Ydun sig ind i Danske Folkekor, for i fællesskab med andre kor, at kunne medvirke i større værker. Med dem sang koret bl.a. Händels Utrecht Te Deum i Tivolis Koncertsal og i Holmens Kirke. I sæsonen 1991-1992 afholdt Ydun hele 13 koncerter.
Koret har i de seneste år haft skiftende øvelokaler; noget, der løbende forhandles med Frederiksberg Kommune om. Det har bl.a. holdt til på Lollandsvejens Skole, Falkonergårdens Gymnasium, Rahbekskolen og Skolen på Nyelandsvej.
Også de årlige generalforsamlinger foregår på forskellige lokaliteter; i 1990-erne afholdtes en stor del af dem i ”hyggekælderen” i Aksel Møllers Have, hvor nogle af medlemmerne har hjemme. Andre fandt sted i ”Falken”, men finder nu sted i Lindevangskirkens Menighedssal.
Gennem 1990’erne havde koret godt 30 aktive sangere. I 1998 kunne formanden berette, at ”en lille artikel i lokalaviserne i august/september 1997 samt metoden mund til øre gjorde, at vi nærmest blev bestormet af mennesker som ville synge i kor. Mange måtte vi afvise – vi kunne simpelthen ikke rumme dem. Men heldigvis kom vi ind i et mere fornuftigt leje, således at de nye sangere, vi har i dag, passer som fod i hose til vores gamle kor. Vi er i øjeblikket 40 aktive og 10 passive medlemmer.” I skrivende stund består koret af 39 aktive og 10 passive medlemmer.
Ydun var således i fin form, da man i 1997 skulle fejre korets 140-års fødselsdag. På selve dagen vankede der champagne og kransekage, hurraråb og ønskekoncert.
Men den egentlige fejring foregik, da Ydun sejlede til Oslo den 23. maj med ”Crown of Scandinavia” og den følgende dag gav koncert på Oslo Rådhus sammen med det norske kor Freidig.  Det er ikke mange forundt at blive lukket inden for murene for at optræde i Oslos herlige rådhus. At det lykkedes for Ydun vakte derfor dyb respekt, også hos de norske kolleger i Freidig. Yduns nuværende formand Else Bøhme mindes fra selve koncerten især den succesfulde udførelse af ”Når fjordene blåne”. Ved annonceringen beklagede Carl Sanger, at man ikke turde kaste sig ud i at synge den på norsk. Korets præstation blev alligevel modtaget med bragende bifald. Efter koncerten gik turen til Agger Brygge, hvor frokosten blev indtaget og man stemte i med bl.a. Halvdan Sivertsens kærlighedsvise ”Når sommerdagen ligg utover landet”, Oscar Petersons ”Hymn to Freedom” og Kjærulf og Kollos ”Det var på Fred´riksberg”; en passende afslutning på det frederiksbergske kors jubilæumstur.
150-års jubilæet i 2007 markeredes både med en fornem jubilæumskoncert i Christianskirken under ledelse af korets nye dirigent Marco Lorenzo, og med en reception på selve fødselsdagen i Lindevangskirkens Menighedssal.
I dette sangens år er Ydun således et eksempel på et spillevende kor, hvis lange historie samtidigt er et stykke kulturhistorie og lokalhistorie. I over 150 år har koret udtrykt stemninger, der rørte sig i tiden og ladet sig inspirere af og inspireret store kunstnere. Det har præget kulturelle etablissementer som Roxy Teatret og moret sig i Allégade 10. Og det har gjort en forskel – for Niels Finsens patienter, for de socialt dårligt stillede frederiksbergske medborgere, som det hjalp til et godt julemåltid, og for de gamle på Frederiksberg Alderdomshjem. Det har gennem hele sin mindeværdige historie levet op til formålet med Sangens år 2008: ”udbrede glæden ved at samles om fællessang og andre sociale sangarrangementer, og … på den måde få spredt sangglæden ud i selv de mindste kroge.”

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2008.