Forbudt for Børn!

Om Danmarks første pædagogiske filmcensor, kommunelærer Anton Nicolaisen.

Af arkivar Henrik Knudsen, Frederiksberg Stadsarkiv

Frederiksberg er i skrivende stund (januar 2007) igen ved at få en biograf. Det har vi manglet i over et kvart århundrede. Der var engang, hvor Frederiksberg var at sammenligne med ”Las Vegas”, når man tænker på antallet af forlystelser og herunder biografteatre. Det var en periode, hvor børnene, når de havde fri fra skole eller arbejde, brugte deres surt optjente skillinger til en eller flere biografture rundt om i kommunen. Men det var også en tid, hvor filmen var ny – så ny, at der ikke var nogen faste regler for kvaliteten af indholdet. Ingen vidste heller, om det, de så på lærredet, kunne være skadeligt for børnene. Og hvor skulle de vide det fra, for man skal have en erfaring for at kunne vurdere dette, og den kan kun opnås gennem længere tids påvirkning. Formålet med den følgende artikel er at redegøre for indførelsen af filmcensur på Frederiksberg, fordi Frederiksberg var foregangskommune på dette område. Herunder følger en mere detaljeret beskrivelse af kommunalbestyrelsens rolle i perioden 1909-1910. Dernæst beskrives valget af kommunelærer Nicolaisen som censor og hans virke – både i kommunen og i den senere statslige censur.

Forhistorien
Da filmen blev opfundet, var der ingen, som tænkte på, at den også kunne frembringe anstødelige billeder. Politiet havde opsyn, som de havde opsyn med alle teatre og varieteer. Den statslige teatercensor fik tilsendt programmer fra de forskellige biografer i hovedstadsområdet og kunne på baggrund af dem kræve at se filmene til vurdering. Men der var ingen faste retningslinier for censuren. Hvad den ene politikreds tillod, forbød en anden o. s. v. Den 29. juni 1907 strammede den daværende justitsminister Alberti op med et cirkulære, som påbød politimestrene at overvåge films-forevisningerne med det for øje, at der ikke ”fremstilles Lysbilleder, der enten maa karakteriseres som anstødelige i sædelig Henseende, eller ved den Maade, hvorpaa Udførelsen af Forbrydelser gengives, eller i øvrigt ved deres Beskaffenhed er egnede til at virke demoraliserende paa Tilskuerne og navnlig paa den i Reglen talrigt til Stede værende Ungdom”. Politiet havde dog nok at gøre med at holde ro og orden, så opsynet har sikkert været en smule mangelfuldt, især med tanke på, at der hele tiden kom nye biografer til.

Frederiksberg kommunalbestyrelse og ”Biografteatersagen”
Det var politiet, som stod for uddelingen af bevillinger, herunder også biografbevillinger. Birkedommeren var øverste myndighed i disse sager. Den 28. marts 1909 meddelte Frederiksbergs birkedommer Sylow, som i folkemunde blev kaldt ”politimesteren”, kommunalbestyrelsen, at han havde givet 15 biografbevillinger for perioden 01/04/09 til 31/03/10 mod en afgift på 35 kr. om måneden pr. bevillingshaver til kommunens hjælpekasse. Ved kommunalbestyrelsens møde den 19. april blev det imidlertid klart, at man her syntes, at 15 biografer var mere end nok. Konkurrencen var nu af sådan en beskaffenhed, at man med alle midler forsøgte at skaffe publikum. Især plakaterne var et problem, fordi alle – her især børn og unge – kunne se dem. Socialdemokraterne var som helhed imod censur men ønskede helst, at kommunen selv stod for driften af biografteatrene, så filmforevisningerne kunne ske i pædagogikkens tjeneste. Et udvalg på 3 personer (2 konservative: lægen Nandrup og kommunelærerinde Ankersted, og 1 socialdemokrat: trafikassistent Friis-Skotte) blev nedsat til at behandle problemet.
Den 26. april 1909 holdt udvalget møde. Her ønskede de konservative, at der ved forhandling med biograferne ville blive forevist film specielt egnede for børn, og at disse skulle have støtte, så de kunne udkonkurrere de ”dårlige” teatre. Ligeledes, da birkedommeren var øverste myndighed, burde man få ham til at stille betingelser for biografdrift, så ”man kunde undgaa Forestillinger og Reklameplakater, som virker skadeligt paa Ungdommen.” Friis-Skotte ønskede, at der var et par kommunalt drevne børnebiografer og ellers biografer for film, som var forbudte for børn. En skærpet biografcensur var han dog imod.
Et forslag tilsendt kommunalbestyrelsen den 30. april 1909 omhandlende kontrollen af biografteatrene kom fra den forhenværende realskolebestyrer Lunde-Nielsen, som mente, det måtte være en skolemand og ikke politiet, som skulle udøve en pædagogisk vurdering af filmene. Der skulle ikke være en decideret censur, men i stedet for burde der laves børneforestillinger to eller tre bestemte dage om ugen, så forældrene roligt kunne lade deres børn gå i biografen på disse dage. Udvalget holdt møde med birkedommeren den 17. juni 1909. Her blev det klart, at der ikke kunne være tale om en indskrænkning af teatrenes antal. Derimod kunne politiet føre effektivt tilsyn med reklameplakaterne og indføre i betingelserne for bevillingerne, at børn under 14-15 år skulle følges med voksne, medmindre den enkelte forevisning var anbefalet af skoledirektøren. Politiet ville dog gerne have bistand med udøvelsen af kritikken af reklameplakaterne fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbestyrelsesmødet den 28. juni vedtoges det, at skoledirektøren skulle komme med en udtalelse om, hvad han ville kræve af en biograf, for at give vedkommende en anbefaling. Med baggrund i ovennævnte vedtagelse skrev skoledirektør Joakim Larsen til byens biografer den 6. september 1909, om de ville lave deciderede børneforestillinger en enkelt dag om ugen. 8 af de 15 biografer svarede ”ja” eller ”måske”, men de fleste af dem ønskede, at disse forestillinger skulle ligge om eftermiddagen. Kun 1 svarede direkte ”nej”. Resten svarede ikke tilbage (1 var lukket). I et brev den 11. september 1909 forklarede han det ovennævnte til udvalget og nævnte yderligere, at man i Sverige, nærmere bestemt Malmø, havde ansat en lærer som censor ”for Byens Biografteatre, saa at intet nyt Nr. maa optages paa Programmet uden hans Samtykke, og da han af og til helt ud forbyder et Stykke og endnu oftere beskærer andre for uheldige Partier, har man derved en ganske betryggende Garanti for, at Forestillingen holder sig indenfor passende Grænser. … En saadan Censur vil der af nærliggende Grunde vel næppe kunne blive Tale om hos os.” I Malmø var der tillige halvårlige belærende forestillinger for børn til nedsat pris.
Udvalget indstillede den 27. september 1909 til kommunalbestyrelsen birkedommerens forslag, at politiet skulle censurere biografplakaterne og børn under 15 år blev forment adgang til forestillinger, hvis ikke de var ifølge med voksne, såfremt forestillingen ikke var autoriseret som børneforestilling. Deciderede eftermiddagsforestillinger ville ikke ”tilfredsstille Børnenes Hang til spændende Dramaer med Mord, Ulykkestilfælde o. lign. At forbyde slige Forestillinger … staar ikke i Birkedommerens Magt”. Børnenes interesse for belærende forestillinger skulle derimod vækkes, hvorved det nu var op til skolekommissionen at udarbejde muligheder for brugen af film i undervisningen, måske ved samarbejde med enkelte biografteatre. En anden mulighed var, at der indkøbtes et forevisningsudstyr til skolerne til brug i undervisningen.
Kommunalbestyrelsen holdt møde den 11. oktober 1909. Her behandledes indstillingen.  Socialdemokraterne var imod forbud, og børnene kunne jo bare tage til København, hvis de enkelte film blev forundt dem på Frederiksberg. Det radikale medlem var enigt i, at et forbud kun gjorde, at interessen netop ville vækkes for børnene. At man selv indrettede biografer for børnene var derimod at foretrække. De konservative mente dog ikke, at kommunen havde råd til selv at stå for et biografteater. Dertil kom, at børnene gik fra den ene til den anden biograf. Det vedtoges efter længere diskussion, at skolekommissionen skulle stå for den videre behandling af sagen.
Den 31. oktober 1909 meddelte skoledirektør Larsen til skolekommissionen, at han efter en samtale med den statslige teatercensor ikke havde opnået noget brugbart resultat. Efter et møde med birkedommeren gav skoledirektøren den 29. november 1909 imidlertid skolekommissionen den besked, at man i kommunen kunne bruge en ordning, som var indført i Dresden: ”Tilladelse for Biografteatre til at give Børn Adgang til deres Forestillinger gøres afhængig af, at vedkommende Teater, gaar ind paa at underkaste sig en nærmere fastsat Censur af de Stykker, som opføres.”  Skolekommissionen tilsluttede sig som helhed dette forslag med undtagelse af Friis-Skotte, som var imod indførelse af censur. Ved kommunalbestyrelsens møde den 20. december 1909 blev ovenstående fremlagt. Friis-Skotte underbyggede sin negative indstilling med følgende argumentation, at der ville komme to slags biografteatre: biografer, som udelukkende gav børneforestillinger, og biografer, som var forbudte for børn uden følge med voksne. De fleste ville nok underlægge sig censuren, men de få, som ikke gjorde det, ville sikkert vise så ”kraftige og pirrende Stykker som muligt”. Disse ville så få et meget stort publikum, og hvad kunne dette ikke udvikle sig til? Desuden havde skolekommissionen tiltænkt, at det skulle være en lærer og en lærerinde, som skulle udføre denne censurgerning. Det skulle altså være rene børneteatre, da der var tale om pædagoger. Skoledirektør Joakim Larsen afslog dette ved at referere til de ovenfor nævnte forhold i Malmø, hvor det ifølge ham fungerede upåklageligt. Efter en længere diskussion tiltrådte flertallet af kommunalbestyrelsen dog indstillingen. Indførelsen af filmcensur var således en realitet i Danmark – og det endda på Frederiksberg!
Skolekommissionen kunne nu gå i gang med yderligere forhandlinger med birkedommeren om, hvordan censoratet og regelsættet for biografbevillingerne skulle udformes.
Der skulle laves nye bevillinger for biograferne gældende fra 1. juli 1910. Birkedommeren udsendte et udkast til biograferne den 11. juni 1910, som så blev behandlet ved et møde dem imellem. De sendte på baggrund deraf en meddelelse tilbage til birkedommeren, hvor de gav udtryk for det synspunkt, at en biografvirksomhed på Frederiksberg i fremtiden ville være en umulighed, da censurreglen med forbud for børn under 15 år uden følge med voksne slægtninge uvægerligt ville få børnene til at tage til København, hvor et sådant forbud ikke fandtes. De forudså en økonomisk ruin. Hvis man nu ikke tillod børn i biograferne, hvorfor skulle man så stadig betale for censuren? Kunne man lave to programmer for samme dag: 1 for børn under kommunens censur og 1 forbudt for børn under statens teatercensur? Der skal gives 5 kr. pr. måned for kommunens censur pr. biograf. Det mener de ikke, de har råd til.
Et svar fra birkedommeren kender vi ikke, men den endelige udformning af tilladelsesbevillingen kom til at lyde således (Juli 1910):
”5. Børn under 15 Aar tilstedes ikke Adgang, med mindre Programmet – foruden at være godkendt af Censor – gennem Politiet, der herom forhandler med Skoleautoriterne, har faaet en særlig Godkendelse, hvorefter det er egnet til at overværes af Børn. Søm Følge heraf vil der, naar denne særlige Godkendelse ikke er givet, paa Programmet og ved Adgangsdøren være at optage en udtrykkelig Meddelelse om, at Børn under 15 Aar ikke tilstedes Adgang. Den af Skoleautoriteterne udpegede særlige Censor, hvis Navn, Stilling og Bopæl af Politiet meddeles Bevillingshaveren, har i denne Egenskab uhindret Adgang til at føre det ommeldte Tilsyn og gøre sig bekendt med de Billeder, der agtes forevist.
6. Plakater og Reklamesedler maa ikke benyttes, før de er godkendte af Politiet og maa ikke saare den offentlige Velanstændighed eller skildre Udførelse af Mord og grove Forbrydelser”.
Bemærk at ”ifølgeskab med voksne” ikke længere er at finde i teksten. Man har nok følt, at overholdelse fra biografernes side af denne regel ville være umulig og tidskrævende at gennemføre, så nu var der altså indført ”forbudt for børn under 15 år”.

Anton Nicolaisen – filmcensor
Den 20. juli 1910 blev det proklameret, at man havde fundet den pædagogiske censor: Det blev ganske rigtig en skolelærer: kommunelærer Anton Nicolaisen. En nærmere præsentation er vist her nødvendig: ”Anton Nicolaisen var født i Struer 2. oktober 1871 som søn af en teglbrænder og fisker. Dimitteredes fra Jelling seminarium 1891, virkede derefter som lærer ved Løgstør realskole, indtil han i 1896 fik ansættelse ved Frederiksberg kommunale skolevæsen. Fastansat fra 1898. 1905 tog han translatøreksamen i engelsk. Han havde til stadighed foretaget studierejser i udlandet og i 1903 opholdt sig i længere tid i England på ministerielt stipendium.”
Nicolaisen havde ikke selv søgt stillingen – han blev så at sige ”headhuntet”. Vi kender ikke grunden til, at man valgte netop ham. En mulighed kan være, at han var sendt til Malmø for at referere om censurforholdene til skoledirektøren (24/4 1910). En yderligere sandsynlighed er, at hans sprogkundskaber var ud over det sædvanlige. De tidlige stumfilm var nemlig kun sjældent oversat til dansk, og når de var det, var oversættelseskvaliteten ikke altid lige høj – ja der kunne ligefrem forekomme fejloversættelser. Da han blev opfordret til at tage stillingen, var han ”Tilsynsførende Lærer” ved de kommunale fortsættelseskurser. Samtidig underviste han – dengang var der tale om 36 undervisningstimer om ugen, hvis man arbejdede på fuldtid. Meget tid var der altså ikke til censuren. Med 15 biografteatre var lønnen heller ikke mere end 75 kr. om måneden. I et brev til skoledirektøren skrevet den 8. november 1911 kan man se, hvordan hvervet som censor blev grebet an: ”For at være fuldt ud effektiv skulde alle Billeder vises, før de sattes paa noget Program; men dette vilde 1) kræve et Lokale med Indstalering til Biografteater, 2) bestemt daglig Forevisningstid, vanskelig foreneligt med andet Hverv, 3) at Filmslejerne disponerede over Filmene flere Dage i Forvejen, hvilket vilde næsten fordoble deres Lejeudgifter foruden de 5 Kr. om Maaneden til Censor. For at komme ud over disse Vanskeligheder ordnedes Censureringen paa følgende Maade: Biografejeren vælger sit Program som sædvanlig og saa snart han har Programmerne trykt, sender han mig (Nicolaisen) et Eksemplar, som jeg da gennemlæser kritisk. Jeg indfinder mig da i Teatret saa hurtigt som muligt og ser de Stykker, som jeg ikke kender, først dem, der synes at rumme Raaheder o. l. Ejeren maa da finde sig i, at jeg eventuelt forbyder Børn Adgang til Stykket eller forlanger et Afsnit af Filmen fjærnet. Da der ordentligvis præsenteres 2 Programmer a 1 Time paa hvert Teater ugentlig, følger det af sig selv, at jeg ikke kan se alt; men mange Stykker gaar fra det ene Teater til det andet, og mit Arbejde lettes saaledes betydeligt. Jeg mener, at 2 Timer daglig er nødvendig til at vedligeholde mit Kendskab til Billederne; dertil kommer saa Læsning af Programmerne og Affattelsen af mine Optegnelser, om hvad jeg har set, Beretninger hver Maaned til Skoledirektøren, og nu ønskes der indført en Journal til Optegnelse af samtlige Programmernes Numre og min Kritik.  Desuden maa jeg nævne Befordringen omkring til Teatrene. I Reglen Cykler jeg, da det er hurtigst, og jeg maa omtrent beregne, at en Cycle er ødelagt, eller i hvert Fald meget medtaget i Løbet af et Aar (jeg beregner c. 100 Kr. aarlig paa den Konto), foruden at disse Ture ødelægger min Garderobe meget, naar jeg maa cycle i Regn og Søle. Desuden kan Vejret om Vinteren blive saadan, at jeg enten maa tage en Droske for at spare paa Tiden, eller med Sporvogn, hvis Tiden ikke ikke er saa kostbar i Øjeblikket.”
Nicolaisen startede som censor 1. september 1910. Ved kommunalbestyrelsens møde den 26. samme måned blev birkedommerens bevillingsudkast fremlagt, hvorefter det radikale medlem overretssagfører Petersen beklagede sig over indførelsen af censur. Ja, nu var der i realiteten 3dobbelt censur: Teatercensoren, politiet og den pædagogiske censor. Dertil kom problemet med København, som ikke havde samme restriktioner som Frederiksberg. Hvis ordningen viste sig at være effektiv, ville man måske henvende sig til København for at få en lignende ordning dér. Det kom aldrig til en aftale med København, og i længden blev det heller ikke til noget problem, for nu arbejdede man hen imod en statslig censur.

Censuren på Frederiksberg
I mellemtiden var Nicolaisen ihærdig i sin censurgerning. I perioden 1. september 1910 til 1. april 1911 havde han 357 teaterbesøg, hvilket vil sige ca. 2 stykker om dagen. 21 stykker blev forbudt for børn og 38 blev beskåret. Maj: 5 forbudt f. b. 1 beklippet. Juni: 4 forbudt f. b. 6 beklippet. Juli og august: 10 forbudt f. b. af disse udgår 4. 4 beklippes. September: 9 forbudt f. b. 5 beklippet. Oktober: 5 forbudt f. b. 4 beklippes. 1 udgår. November: 4 forbudt f. b. 8 beklippet. Fra December 1911 censureringen opført mere systematisk således:

 

 

Beklippet

Forbudt for børn

December

9

12

Januar 1912

16

11

Februar

11

18

Marts

4

11

April

12

10

Maj

5

6

Juni

9

7

Juli

7

12

August

4

9

September

7

11

Oktober

6

12

November

8

5

 

I forhold til det samlede antal stykker var der tale om ca. 10 % eller derunder, som blev beklippet og forbudt. Hvad forbød han så for børn? Film som omhandlede skurkestreger, råhed, drukkenskab overfald, mord – i det hele taget forbrydelser. Dernæst stærk erotik (ikke at sammenligne med pornografi, som var totalforbudt), svir, for meget lidenskabelighed, udskejelser, knejpeliv og utroskab. Den berømte film ”Afgrunden” med Asta Nielsen og Poul Reumert var blandt de forbudte. Beklipningerne var af samme skuffe, men især kvælnings og torturscener fjernedes og kyssescener blev beskåret i deres længde, hvis ikke de blev klippet helt væk. Tit fjernedes ”uheldige inskriptioner.”
Nicolaisen udtalte i sommeren 1911 til Biografteaterbladet, at der var nok at tage vare på. Man måtte en overgang have skødebørn med til film, som ellers var forbudte, da man mente, disse ikke kunne forstå noget af, hvad de så, men så viste det sig jo, at ”skødebørnene hurtigt voksede til ret anselige knægte; og ”skødebørn” på 8-10 år bevarer jo dog nogenlunde, hvad de ser”.
Børn havde ellers godt af at se film – især dyrebilleder, men ”den vanskeligste opgave, censuren havde”, gjaldt ”de unge drenge og piger, for hvem det erotiske pludselig har fået en farve og tiltrækning. … En 14 års pige ejer ikke erfaring til at skelne det farlige fra det lokkende i en film Derfor bør der drages et skel mellem de films, der uden at gøre skade kan vises for alle, og dem, der kun bør vises for voksne, der kan bedømme dem på baggrund af de erfaringer, livet har beriget dem med. –- For øvrigt må jeg sige, at smagen inden for biografteatrene er ved at blive betydeligt bedre. Man er kommet et godt stykke bort fra udpenslingen af de mange grufulde mord og sansepirrende situationer”.
I ovennævnte skrivelse 18. november 1911 ønskede Nicolaisen en forøgelse fra 5 til 10 kr. pr. biografteater, da både politiet og biografbestyrerne mente, han fik for lidt for sin censurgerning. Om vinteren havde han endda måtte lade sin hustru udfærdige de skriftlige rapporter, da han ikke selv havde tid, grundet tilsynet med aftenskolen.  Han lavede en ansøgning til kommunalbestyrelsen, som blev billiget af birkedommeren, men da budgetudvalget skulle tage stilling 8. januar 1912, blev sagen henlagt, indtil det var afgjort, om staten skulle overtage censuren. I 1912 fik Nicolaisen også opsynet med biografplakaterne.

Indførelsen af den statslige censur
Den nationale censur lå lige om hjørnet, og her lagde Nicolaisen selv billet ind som ansøger som en eventuel fremtidig pædagogisk censor. Allerede den 24. februar 1913 havde Nicolaisen en mundtlig aftale i hus med justitsministeriet, som bevirkede, at han søgte skolekommissionen om fritagelse for 12 ugentlige undervisningstimer for skoleåret 1913/14. Censuren skulle da foregå om eftermiddagen og formodedes at starte 1. april. Den 31 marts blev det ham tilstået. Først den 29. april fik Nicolaisen en skriftlig bekræftelse fra justitsministeren, at han sammen med to andre, kongelig skuespiller Zangenberg, som skulle stå for den kunstneriske censur, og ekspeditionssekretær i justitsministeriet Chr. Lundby, som skulle stå for den juridiske, var blevet censor for samtlige biografteatre i landet gældende fra den 1. april. Den juridiske skulle kun fungere, når der var tvivlsspørgsmål. Lønnen udgjorde 3000 kr. om året, hvilket uvægerligt var noget andet end de sølle 60–70 kr. om måneden, han ellers fik. Han mente ikke selv, at censuren ville begynde før 1. juni, da der først skulle udfærdiges en bekendtgørelse. Denne ”Bekendtgørelse om en for hele Landet fælles Censurering af Lysbilleder” kom 5. juli 1913. Her blev aldersgrænsen sat op fra 15 til 16 år, når filmene skulle være forbudte for børn. Dette skyldtes, at man mente at børn i provinsen – her især på landet – nok var længere om at modnes til forskel fra børn i storbyerne. Et andet forhold var, at børn under 16 år ikke måtte arbejde med farlige maskiner (Lov fra 1889). Der var altså allerede en aldersmæssig grænse, man kunne referere til. Biografplakaterne hørte nu officielt under den censurerende treenighed. Når en film skulle klippes, skulle censuren ligge inde med de bortklippede stumper, indtil filmen ikke længere var i omløb, og først derefter tilbageleveres mod godkendelsesbeviset. Enhver bevillingshaver, som ikke rettede sig efter censuren, måtte forvente at miste den. Politiet skulle være tilsynsførende. Denne bekendtgørelse skulle træde i kraft 1. januar 1914, men ville allerede være i brug fra den 15. juli 1913. Censurgerningen faldt derfor først væk fra Frederiksberg ved udgangen af 1913. Bladet ”Filmen” havde ikke meget til overs for udnævnelsen af den pædagogiske censor: ”Hr. Nicolaisen har på Frederiksberg huseret værre end den enfoldigste betjent i Rødovre. Efter de mest tåbelige og snerpede principper har han gang på gang lagt sig imellem og ofte været ude i det rent latterlige.”  Det var især hans beklipninger af kyssescener, som var genstand for kritikken. Hvis man ser nøgternt på vurderingen, betød dette bare, at han var emsig i sin gerning. Det var sikkert også derfor, han blev udnævnt til statscensor.
Arbejdet som filmcensor viste sig hurtigt at være særdeles tidskrævende. Ved den første indberetning til ministeriet var der i perioden 15/7-1913 til 1/3-1914 censureret 1560 film. Vinteren var her altid den mest krævende, og her var arbejdet dagligt fra 9 til 17 med hjælp fra den tredje censor. Kontorarbejdet måtte Nicolaisens broder tage sig af, da han og de andre censorer ikke selv havde tid.
Under Første Verdenskrig måtte censuren ligeledes tage stilling til de diplomatiske bekymringer overfor filmene. Nyhedsfremstillingerne skulle være så neutrale som muligt.
Statistik for 1915–1916: 1050 film var censureret. 92, 5 % var tilladte for børn. 6,5 % var forbudt for børn og 1 % var blevet total forbudt. Statistikken viste bare ikke, hvor mange af de ”for børn tilladte” film, som var blevet klippede.
En journalist spurgte Nicolaisen i marts 1918, hvad principperne var for filmcensuren. Hertil svarede han: Hvis kvaliteten er høj nok, kan alt vises. Det var kun 1 % som blev total forbudt. De film man var kritiske overfor var: ”De forbryderisk instruktive films. Der må nok brydes pengeskabe op, men detaljerne må ikke vises. Blasfemiske films. Usædelige films – ikke erotiske emner som sådanne; de kan selvfølgelig behandles således, at de, selvom de er stærke i handling og situation, absolut ikke virker stødende på voksne mennesker. Men enhver film, der tydeligt bærer vidnesbyrd om, at den helt igennem kun er lavet for at virke ”uartig”, forbyder vi konsekvent. … nu forbyder vi ikke børnene ret mange film mere. Filmsproducenterne har opdaget, at det bedst betaler sig at lægge filmen således tilrette, at umyndige børn ikke tager forargelse af dem. Børnene danner jo et meget stort kontingent af publikum.” Filmkvaliteten var simpelthen blevet bedre – kulturniveauet var højnet.

Biografloven af 1922
Den 17. marts 1922 kom ”Lov om Biografteatervæsenets Ordning”. Dette var den første egentlige biograflov. Censurforholdene ændredes dog ikke. Skolerne fik med denne lov også tilgang til biografteatrene uden for de almindelige forestillingstidspunkter. Bevillingshaverne skulle tilbyde skolerne denne service mod passende vederlag.  Bevillingerne forlængedes til en periode af 3 år, og der kom et kommunalt tilsyn af biograferne. Tilsynet skulle føre kontrol med, at bevillingerne udøvedes på forsvarlig måde. Således fik Frederiksberg kommunalbestyrelse en magt over biograferne, som den ikke havde før – den kunne godt nok ikke give bevillinger, men den kunne fjerne dem, hvis bevillingshaverne ikke handlede, som loven foreskrev. Kommunen kunne dog ikke stille noget op med kvaliteten af filmene. Sikkerheden stod brandvæsenet for. Uddelingen af bevillinger blev flyttet fra birkedommeren til justitsministeriet. Her blev det ved en bekendtgørelse den 9. maj 1922 klart, at 11 biografer på Frederiksberg var tilstrækkeligt, hvilket var heldigt, for det var netop, hvad der var i kommunen. Den 29. februar 1928 beklagede tilsynet sig over fremførelsen af film i de 6 små biografteatre. Filmene blev vist i et for hastigt tempo, og tit var de beskåret meningsforstyrrende, for at man kunne vise så mange film på så kort tid som muligt. Man kunne måske kræve ved de næste bevillingsuddelinger, at disse forhold blev bragt i orden? Med lydfilmens indførelse kunne man af gode grunde ikke længere fremføre film i for højt et tempo. Fra kommunalbestyrelsens side var der ønske om færre store biografer i stedet for mange små. I 1930’erne var der 10 biografer. Under Anden Verdenskrig var der en 7–8 stykker. Et antal som holdt sig mange år frem. I starten af firserne måtte de resterende biografer dreje nøglen om. De få, som var tilbage, var meget store med plads til flere hundrede mennesker, og de var desværre ikke længere rentable. Hvad kommunalbestyrelsen i 1920’erne ikke gjorde sig klart, eller af gode grunde ikke kunne vide var, at deres politik med ønsket om færre store biografer i virkeligheden blev dødsstødet for biografteatrene på Frederiksberg.

Nicolaisens eftermæle
Nicolaisen havde siden 1912 været ansat som lærer på ”Skolen påla Cours Vej”. Denne skole var især kendt for sit nytænkende syn på undervisningen, og her fik han mulighed for at vise de naturfilm for børnene, som han så gerne ville delagtiggøre dem i. Der blev i det andet årti af det 20. århundrede dannet ”Aktieselskabet Danske Skolefilm”, som skulle finde og udleje film og filmforevisningsudstyr til skolerne. Dette blev flittigt benyttet påLa Cours Vej. I1925 oprettedes Skolernes Filmcentral på initiativ af netop Nicolaisen med udlån af ”skole-lødige” film og apparatur. I 1938 overgik dette forehavende til Statens Filmcentral, da denne blev oprettet.
I forbindelse med sin censurvirksomhed måtte han tit rejse til konferencer i udlandet. Da han den 11. februar 1936 skrev til undervisningsministeriet for at få pension som lærer på grund af alder fra 1. november, forklarede han, at han fra 1913 til 1933 havde haft 30 til 33 ugentlige timer. Derefter var han på fuldtid, hvilket vil sige 36 undervisningstimer. Det er egentlig utroligt, når man tænker på, hvor meget arbejde censuren gav. Censurgerningen udførte han indtil sin død den 9. marts 1939. Han blev kun godt 67 år.
Anton Nicolaisen var ansat som censor i over 28 år. Han var den eneste af censorerne, som holdt så længe. De andre var skiftet ud længe før. Zangenberg døde inden, der var gået et år. De juridiske var altid embedsmænd i justitsministeriet, og derfor skiftedes disse med hvert ministerium. Man kan måske med rette kalde ham for dansk films mest magtulde person i perioden 1914 til hans død. Han kunne med pædagogikken som retningsbærer forbyde film for børn under 16 år og endda totalforbyde dem.

Afslutning
At det blev en skolelærer, som blev filmcensor, lå faktisk i tiden. I Sverige var censorerne lærere og den ovennævnte model havde sin oprindelse i Tyskland, hvor man i storbyerne flere steder havde lærercensur, ja i enkelte storbyer var der tale om hele lærerhold, som stod for censuren. Man har kritiseret Nicolaisen for at censurere ”Kysset”, men man skal huske på, at vi befandt os i tiden før Første Verdenskrig, hvor det blev anset for promiskuøst at kysse offentligt. Det hørte til inden for hjemmets fire vægge. Den danske censur var faktisk mindre striks end i resten af Norden. Som nævnt blev kun ca. 1 % af filmene totalforbudt. I Sverige var tallet langt højere.
Kom censuren til at virke efter hensigten? Det er faktisk svært at svare på. Filmenes kvalitet højnedes betydeligt igennem det andet årti af århundredet. Men om det skyldes censuren, eller at producenterne fandt ud af, at der var flere penge i gode film, det er et godt spørgsmål. På ét punkt har den dog fungeret: Ved at holde børn væk fra uhyggelige film, har de ikke fået de mareridt, som de måske ellers kunne have fået. Et godt eksempel: Den klassiske film ”Frankenstein” fra 1931 var totalforbudt indtil 1969, hvor Danmark som det første land i verden ophævede totalforbudet på film. Den fik i stedet danmarkspremiere i TV i 1972. Statens Filmcensur er i dag en saga blot, men filmene bærer stadig vejledende aldersgrænser både i biografen og på diverse video-formater.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2007.