Lidt historie og spredte glimt fra museets 75 år
Af museumsleder Inge Nørballe, Bakkehusmuseet
Ved en smuk og stemningsfuld højtidelighed indviedes Bakkehusmuseet – De Rahbekske Mindestuer, som museet den gang kaldtes, den 3. juni 1925.
Der blev holdt taler ved den fakkelbelyste mindestøtte i haven samt nedlagt kranse fra universitetet ved rektor magnificus, fra Det kgl. Teater, forfatterforeningen, studenterforeningen, skuespillerforeningen, frimurerne og mange andre. Studenterforeningen sang Poul Martin Møllers hyldestsange til Rahbek, og forfatteren Sophus Michaëlis’ magtfulde digt om Bakkehuset blev afsunget med følgende slutningsstrofer:
Vidt over land nu toner Mindebruset.
Det gamle Træ har Øksen ikke hugget.
Men faste Mure har påny sig lukket.
Om Genien der bor i Bakkehuset.
For de læsere, der finder ovenstående linjer lidt uforståelige – hvilken økse og hvilket træ skulle hugges? – skal følgende berettes.
Vi begynder med begyndelsen, det vil sige den dag, da den gamle trætte Knud Lyne Rahbek lukkede sine øjne, året efter at have mistet sin elskede hustru Kamma.
Med Rahbeks død i 1830 var Bakkehustiden forbi, og Bakkehuset selv, stedet hvor så megen åndfuld tale havde lydt, hvor så megen ild og inspiration var blevet givet af Kamma Rahbek til de unge talenter, hvor samtidens kulturpersonligheder betragtede det som en ære at være gæst, ja dette Bakkehus blev sat på auktion, da Rahbeks bo ikke var solvent, og da ingen efterkommere kunne overtage det.
I juni 1831 blev Bakkehuset med tilhørende jorder solgt til mænd uden respekt og pietetsfølelse for Bakkehusets sjæl. De byggede om på den gamle gård, gav huset falske kviste og etageudsmykninger, og så lejede de i øvrigt hele herligheden ud til sommergæster, der let benovede rykkede ind i guldaldertidens berømteste hjem.
Kendte og ukendte københavnere lå på landet på Bakkehuset. I sommeren 1842 var det den store skuespillerinde Johanne Luise Heiberg med mand og svigermoder, forfatterinden Thomasine Gyllembourg, der logerede i Rahbeks gamle lejlighed i tre sommermåneder, der beskrives på det smukkeste i fru Heibergs erindringer.
N.F.S. Grundtvig boede tre på hinanden følgende somre i Bakkehusets sydfløj for at samle livsmod og lade digterisk op. Opholdet var skænket ham af dronning Caroline Amalie, og i 1845 skrev han sin dejlige salme om kirkeklokkerne som en hyldest til Frederiksberg kirkes klokker.
I 1852 blev Bakkehuset købt af kammerherre August von Bibow, jord blev solgt fra, og allerede i 1855 videresolgte kammerherren stedet til den af doktor Hübertz stiftede ”Helbredsanstalt for idiotiske Børn”.
Dr. Hübertz var en meget dygtig og idealistisk læge, der ønskede at bringe sine moderne teorier om åndsvage børns muligheder for udvikling ud i livet.
Til dette formål fandt han Rahbeks gamle Bakkehus ideelt. Huset lå tilpas nær hovedstaden og Kalvebod strand, hvor børnene kunne bade, og den friske landluft og det gode brøndvand var en attraktion mere.
Og så rykkede 20 små menneskespirer med plejere ind på Bakkehuset for at få en tålelig tilværelse.
Åndssvageanstalten, fra hvilken dansk åndssvageforsorg fik sit udspring, blev hurtigt for stor til at kunne huses i Bakkehuset, og en ny og rummelig bygning blev opført med datidens store navn Ferdinand Meldahl som arkitekt. Denne bygning ligger endnu øst for Bakkehuset, men er i dag en del af Carlsberg.
I en lang årrække var Bakkehuset bolig for anstaltens skiftende funktionærer og blev også benyttet som gymnastiksal for børnene. Huset forfaldt mere og mere, og en overgang havde anstaltens bestyrelse planer om at rive de to tilbageblevne længer ned. Papirer fra den tid fortæller om vidt fremskredne ideer om Bakkehusets fjernelse med henblik på frasalg af jord eller eventuelt salg af hele anstalten, der ville være mere værd, når det gamle Bakkehus ikke optog plads på grunden.
Nedrivningen blev heldigvis ikke realiseret og som et lille indskud skal det her fortælles, at kulturhistorikeren Troels-Lunds forældre i mange år hver sommer lejede sig ind på Bakkehuset. I sine erindringer giver Troels-Lund et fornøjeligt og stemningsfyldt billede af dette sommerliv på Bakkehuset med skyldig reverens til stedets historie og landlige charme.
Omkring århundredeskiftet opstod der i brede kredse i befolkningen en fornemmelse af, at noget værdifuldt var ved at gå til grunde. Idealistiske kvinder og mænd fandt det skammeligt, at et smukt, gammelt hus fik lov til at forfalde – og netop dette hus! I 1903 gav åndssvageanstalten sin tilladelse til, at man afholdt en mindeudstilling i Rahbeks gamle stuer for Knud Lyne Rahbek og Kamma Rahbek og hele den kreds af skønånder, der havde stået huset nær. Udstillingen blev en vældig succes, og betagende skal det have været at møde Oehlenschlägers datter, den fornemme, gamle fru Konow, der i sit 86. år rank og smuk vandrede rundt i de stuer, som hun i en fjern fortid så ofte havde besøgt med sine forældre, dengang et besøg på Frederiksberg altid sluttede med en visit hos tante Rahbek og onkel Knud.
Men udstillingen sluttede, og Bakkehuset afførte sig Askepot-skruddet og blev igen et forsømt, gammelt hus, prisgivet forfaldet. Et hus, der kun tjente som opbevaringssted for unyttigt skrammel, og hvor vagabonder uhindret kunne bryde ind for at overnatte.
I første verdenskrigs sidste dage blev dette knugende forfald offentligheden for meget, og en kreds af litterært interesserede kvinder og mænd, der i flere år havde kæmpet for husets bevarelse, tog den endelige kamp op for at redde huset og for at få indrettet et museum i Rahbekfløj en.
Det var navne som dr. Louis Bobé, direktøren for Nationalmuseet, M. Mackeprang og digteren Sophus Michaëlis, der til sidst besejrede formanden for åndssvageanstaltens bestyrelse.
Ved hjælp af en bevilling fra staten på 50.000 kr. og et frivilligt bidrag på 7.000 kr. kunne man til sidst gå i gang med en restaurering af de to fløje der i dag står tilbage.
Den rahbekske fløj blev stillet lejefrit til rådighed, og under arkitekt Viggo Dahls nænsomme ledelse opstod Bakkehuset som fugl Fønix af asken.
Dyrt var det at restaurere, og staten og Frederiksberg kommune måtte atter træde til, inden museet kunne slå sine døre op.
Det var alle disse trængsler, som Sophus Michaëlis sigtede til i de afsluttende strofer i sit mindedigt. Interiøret skulle også genskabes, og til al held viste det sig, at de ting og det indbo, der var blevet solgt på auktionen efter Rahbeks død, var blevet omsorgsfuldt bevaret, og fra nær og fjern vendte minderne tilbage til de gamle stuer. Nævnes skal det, at fru Konows døtre skænkede en værdifuld Oehlenschläger-samling, en ætling af en af Rahbeks brødre – apoteker Ove Rahbek – gav sit bidrag, og meget mere kom til i løbet af få år. Bakkehusmuseet tilbydes den dag i dag genstande fra det rahbekske hjem, så stor er interessen heldigvis stadig for at fuldkommengøre museets samlinger.
Museet groede og trivedes i årene efter 1925, og en litteraturforening blev i 1928 oprettet som støtteforening for museumsdriften. Denne forening trives i bedste velgående og er med til at puste liv og ånd ind i stuerne med sine litterære foredrag om danske digtere og forfattere.
En trussel hvilede dog bestandigt over museet: Lejemålet kunne opsiges med kort varsel fra åndssvageanstaltens side, hvilket i længden var uholdbart.
Der var kun en udvej, at købe hele Bakkehuset med tilhørende grund, men kapital kunne man ikke rejse, og det offentlige mente, at det havde ydet nok.
Til sidst kom frelsen, for med en gestus, der fortjener al ære, købte dr. Louis Bobé, for hvem Bakkehuset var en hjertesag, huset i 1935 og skænkede det til Frederiksberg kommune, som med glæde tog mod denne smukke gave, og forpligtede sig til at huse museet og passe ejendommen.
Bag den ildhu, hvormed man gik ind i forsøget på at redde Bakkehuset, tegner sig billedet af uegennyttige kvinder og mænd, uden hvilke museumstanken aldrig var blevet gennemført.
Selv har jeg haft den glæde at møde flere af disse pionerer, før de døde – stærke personligheder, som grevinde Else Moltke, fru Elisabeth Arvin, overretssagfører Stefan Hetsch (en efterkommer af Rahbeks halvsøster) og universitetsbibliotekar Carl Dumreicher. Jeg skal aldrig glemme, den forunderlige oplevelse det var at høre den 85-årige og åndsfriske Carl Dumreicher fortælle om udstillingen i 1903, om hvor imponerende mange ting, der var bevaret fra Bakkehusets storhedstid, og ikke mindst om sit møde med Marie Louise Konow, der på sit smukke gammeldags danske sprog havde fortalt ham om sin fader Adam Oehlenschläger, om moderen Kamma Rahbeks lille søster Christiane og sammen med ham var vandret igennem udstillingen, hvor hun kunne give en nøjagtig beskrivelse af, hvordan stuerne havde set ud i Rahbektiden.
Carl Dumreicher bevarede sin tilknytning til museet lige til sin død i 1965 og var desuden i mange år formand for litteraturforeningen, den forening der på mange måder har været med til at præge og styrke interessen for museet.
En anden markant formand for denne forening var professor Oluf Friis, der i perioden 1943-57 desuden havde en lille lejlighed i museets sydfløj. Oluf Friis var en renæssanceskikkelse, der beåndet og myndigt styrede foreningen i mere end 25 år, hvor de strålende litterære aftener ofte betød gennembrud for foredragsholdere og unge skuespillere.
Et af de store Bakkehus-navne var som nævnt dr.phil. Louis Bobé, Bakkehusets redningsmand. Louis Bobés interesse for det historiske og litterære miljø i 1800 tallets første halvdel og han store indsats for museet gjorde ham selvskreven som beboer af østfløj ens første etage (i dag legatbolig), hvor han residerede indtil sin død i 1951. Bobé påtog sig også rollen som ulønnet fremviser af museet, som han nærmest betragtede som sit eget.
Læser man i gamle årsberetninger, er det morsomt at se, at først i 1936 fik man elektrisk lys, samtidigt med at der blev installeret centralvarme. Samme år blev museets Ewald- og Oehlenschläger-stuer indrettet. I disse to stuer havde museets kustode Geo Betzonick boet. Denne originale mand, om hvem der går de særeste frasagn, fik nu en lejlighed i sydfløjen i en gammel gartnerbolig.
1936 var i det hele taget et skelsættende år, hvor museet fik sin første inspektør Børge Munch-Petersen. Senere hed inspektøren Christian Grünwald, der lavede et fortrinligt register til Rahbeks erindringer og omordnede samlingerne. Indtil 1981 var Asta Wedell Andersen leder af museet og formidlede med sin store viden og kærlighed til Guldalderen husets historie til et stedse voksende publikum. I disse tre inspektørers tid tog museet et stort skridt på vejen til at blive et rigtigt museum.
Bakkehusmuseet er en selvejende institution med en bestyrelse sammensat således, at tre medlemmer udpeges af Frederiksberg kommunalbestyrelse, et medlem af litteraturforeningen, et medlem af Dansk Forfatterforening og et medlem af Nationalmuseet, en meget fin kombination, der er af stor værdi for den daglige leder. Driftstilskuddet kommer fra Frederiksberg kommune, så man må sige at Bakkehusmuseet i kraft af sin beliggenhed, sit frederiksbergske guldaldermiljø og sin drift er et rigtigt Frederiksbergmuseum.
Museets besøgstal ligger i dag på ca. 12.000 årlige gæster, men også her kan man mærke konkurrencen fra de mange nye kulturtilbud, der er opstået i det sidste årti.
Museet ønsker – i pagt med tiden – at være et levende museum, derfor deltager det i Golden Days of Copenhagens arrangementer med et stort udbud af foredrag, skuespil, koncerter og udstillinger, ligesom det er blevet tradition med mange årlige kammerkoncerter, foredrag, æskemageri, jule- og påskeklip og talrige specialåbninger.
Noget helt særegent for Bakkehuset er den før omtalte legatbolig, der efter Louis Bobés død først beboedes af kgl. ordenshistoriograf Bjørn Kornerup og senere i en menneskealder af digteren Hans Hartvig Seedorff, for efter hans død at blive omdannet til en fribolig, hvor man kan bo en kortere årrække. Samspillet legatbolig-museum er berigende for begge parter og gør Bakkehusmuseet til noget helt unikt indenfor museumsverdenen.
Bakkehusmuseet ønsker at være et museum i pagt med tiden men med respekt for den litterære periode, det repræsenterer. Derfor er der naturligvis også ønsker for fremtiden, blandt andet at få inddraget sydfløjens stueetage i museets hverdag, således at adgangen til museets bibliotek bliver forbedret. I disse planer ligger også bedre forhold for besøgende skoleklasser med et udvidet skoletjenestearbejde. Alt sammen noget, der nok skal blive realiseret i årene, der kommer.
Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2000.