Af fhv. antikvar Allan Tønnesen
For over 100 år siden – i 1902 – oprettede Frederiksberg Kommune som den første i landet præmiering af bygninger. Københavns Kommune fik først sin tilsvarende ordning året efter, og derefter fulgte flere andre kommuner landet over.
Præmieringsordningen skal ses som en del af den bevægelse, der i årene omkring århundredskiftet greb om sig over hele landet, men især i hovedstadsområdet, og som var udsprunget af tidens højrøstede debatter om god og dårlig arkitektur, om bevaring af tidligere tiders arkitektoniske frembringelser, om den gryende disciplin, byplanlægning og om samspillet mellem byer og det åbne land.
[1]
Disse frugtbare diskussioner manifesterede sig i mange forskellige resultater: forskønnelsesforeninger, bevaringsforeninger, Landsforeningen Bedre Byggeskik der ydede arkitektfaglig bistand til husejere in spe, og endelig Bygningsfredningsloven i 1918. Men altså også i byernes præmieringsordninger.
I det trykte referat af Frederiksberg kommunalbestyrelses møde den 15. december læser man følgende: ”Fra Vejudvalget var der modtaget Indstilling om en aarlig Uddeling af Præmier for de i hygiejnisk og architektonisk Henseende heldigst gjennemførte Byggeforetagender i Kommunen. [F.F.W.] Johannsen bemærkede, at da dette Forslag i sin Tid blev bragt frem her, blev der tilfældigvis samme Aften fremsat et lignende Forslag i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation. Forslagene differerede dog en Del, idet Kjøbenhavns Kommune udsatte Pengepræmier for Architekterne, medens Præmierne her bestode i et Diplom til Architekten og Bygherren, en Broncetavle eller huggen Sten med Inskription til Indmuring i Bygningen samt en indirekte Præmie til Ejeren i Form af Fritagelse af et halvt Aars Skat til Kommunen af den paagjældende Bygning. Vejudvalget var, efter at være bleven bekjendt med det kjøbenhavnske Forslag, bleven staaende ved sit oprindelige Forslag. Præmierne kunde hvert Aar uddeles for en Villa, et højt Hus med store, og et højt Hus med smaa Lejligheder. Forslaget vedtoges.”
Ifølge reglerne kunne man præmiere sundt og godt byggeri opført samme år og tegnet af en dansk arkitekt. Der kunne kun gives tre præmier om året, alle til boligbebyggelser, som nævnt fordelt med en for villaer, en for etageejendomme med små lejligheder og en for etageejendomme med store lejligheder. Bedømmelseskomitéen bestod af et medlem af kommunalbestyrelsen, bygningsinspektøren, stadsingeniøren og to medlemmer udpeget af Akademisk Arkitektforening.
De præmierede bygninger fik opsat en særlig plakette og, hvis der var tale om enstemmighed, desuden en pengepræmie der svarede til et halvt års ejendomsskat. Kun privat byggeri kunne komme i betragtning.
De oprindelige vedtægter blev i årenes løb ændret på flere punkter. Fra 1918 blev det muligt at tildele kommunale bygninger en anerkendelse, dog uden plakette. I 1941 indså man, at ordningen på flere punkter var blevet utidssvarende, og det blev herefter muligt at præmiere andet end boligbyggeri. Antallet af årlige præmier blev udvidet til fire, heraf fortrinsvis en for højt og en for lavt byggeri, og det blev også muligt at præmiere ombygninger og offentligt tilgængelige interiører. Endelig bortfaldt den kontante pengepræmie. Også bedømmelseskomitéens sammensætning blev ændret: tre fra kommunalbestyrelsen, tre udefra kommende arkitekter, heraf to udpeget af Akademisk Arkitektforening samt direktøren for Teknisk Forvaltning. I 1973 bortfaldt reglen om antal præmier og bebyggelsestype, og samtidig blev kravet om, at arkitekten skulle være dansk opgivet – som en konsekvens af Danmarks indtræden i EF.
Mange fortjente arkitekter, politikere og embedsmænd har haft sæde i komitéen. Blandt arkitekterne kan nævnes Martin Borch, Kai Gottlob, Kay Fisker og Tobias Faber. Det længst siddende medlem var dog viceborgmester Chr. Lauritz-Jensen, der var medlem fra 1954 til 1985, mange af årene som formand.
Præmieringsordningen eksisterer og fungerer stadig. I 2002 kunne den fejre sit 100-års jubilæum, og der blev ved den lejlighed udgivet et jubilæumsskrift, som fortæller om de skiftende arkitekturopfattelser, som de 100 års præmieringer er udtryk for. Det samlede antal præmieringer i perioden er 142, hvortil kommer 44 anerkendelser tildelt kommunale byggerier. Lægger man disse tal sammen, får man et middeltal, der ligger et stykke under to om året, men vedtægterne siger jo heller ikke noget om, at der skal udpeges tre eller fire om året, men kun at muligheden foreligger. Desuden er der år, hvor der slet ikke er uddelt præmier eller anerkendelser, fordi der simpelthen ikke var blevet opført byggerier, der kunne komme i betragtning. Således blev der efter præmieringerne i 1930 først indkaldt til møde i komitéen i 1943, hvilket i høj grad skyldtes at tiden var løbet fra de oprindelige vedtægtsbestemmelser. Efter en væsentlig ajourføring i 1941 kunne ordningen som sagt atter fungere.
Til oplysningen om antal præmieringer og anerkendelser skal desuden knyttes den bemærkning, at en del af dem omfatter flere – eller ligefrem mange – bygninger, f.eks. ”Den sønderjyske by”, ”Fuglebakken” og højhusene på Borgmester Fischers Vej.
Det synlige udtryk for præmiering – plaketten – har haft forskellige udformninger i tidens løb. De første plaketter var ligefrem udhugget i sandsten, men den udformning blev snart forladt og afløst af de velkendte tværovale skjolde, som blev anvendt i rigtig mange år. Disse bronzeplader oplyser foruden præmieringsåret desuden navnet på bygherren og på arkitekten. Den lidt jugendagtige udformning blev i 1980’erne afløst af et mere nutidigt design, og dette igen af en firkantet bronzeplade med kommunevåbenet som et dominerende element, men uden oplysning om bygherre og arkitekt.
I det følgende omtales nogle af de præmierede og anerkendelsesmodtagende bygninger. Eksemplerne er valgt ud, så de samtidig belyser udviklingen inden for arkitektur, beboelsesformer og offentligt byggeri.
1902: Brøndsteds Allé 4, etageejendom af Valdemar Schmidt, en af tidens meget virksomme arkitekter, både hvad angår privat og offentligt byggeri. Bygningen er stærkt påvirket af den nationalromantiske stil, som også Martin Nyrop anvendte i Københavns rådhus.
1903: Forchhammersvej 12-16, etageejendom af Andreas Clemmensen. Den store bygning, der i høj grad præger kvarteret omkring Sankt Markus Kirke, er opført i Nybarok. De mange led i facaden er en levende helhed med kviste, karnapper og andre dekorative led, men alt med symmetrien som et overordnet element. I samme stil er de nærliggende byggerier Svend Trøstvej 12, Danasvej 22-24 og Carl Plougs Vej 7, tegnet af arkitekterne Ulrik Plesner og Aage Langeland-Mathiesen, præmieret 1909.
1904: Kong Georgsvej 4, villa af Anton Rosen, den mest fremtrædende danske repræsentant for ”Jugendstilen” eller ”art nouveau”, der var karakteristisk ved sine fantasifulde konstruktioner og dekorationer, og som florerede rundt om i Europa i årene omkring 1900, men aldrig rigtig slog an i Danmark. Rosen fik dog bygget en del, f.eks. Palace Hotel og ”Løvenborg” (også kendt som ”Regent”) i København. Tre af hans villaer på Frederiksberg blev præmieret.
1913: Pile Allé 3, menighedshuset af Kristoffer Varming. Opført som nabo til den gamle præstegård, som bygningen har skullet tilpasse sig. Man finder her både barokke og klassicistiske træk.
1919: Havebyen ved Finsensvej, villakvarter opført af Frederiksberg kommunale Funktionærers Boligforening og tegnet af arkitekterne K.T.Seest og H.Koch. Bebyggelsen er dels et eksempel på de havebyer, der først opstod i England som små sluttede samfund med harmonisk udformede bygninger, dels et resultat af inspirationen fra ”Landsforeningen Bedre Byggeskik”, der med udgangspunkt i 1700- og 1800-tallets ”lille hus” fik stor indflydelse på nybyggeriet ca. 1915-40.
1921-22: ”Den Sønderjyske By”, Mørk Hansens Vej, A.D.Jørgensens Vej og Henning Matzens Vej. Opført af Frederiksberg Kommune ved kommunens arkitektafdeling. De helt enkle, ensartede facader med deres taktfast anbragte gavlkviste er eksempler på den genoplivning af nyklassicismen, der fandt sted i disse år.
1928: ”Fuglebakken”, rækkehusbebyggelsen mellem Godthåbsvej, Duevej, Egernvej og Fuglebakkevej af arkitekten Thorkild Henningsen. Det overvejende klassicistisk prægede byggeri er ved sine samlede vinduesbånd på bagsiden og vinduesrammer af stål med til at indvarsle funktionalismen i dansk arkitektur. Denne og andre bebyggelser af Thorkild Henningsen fik skelsættende betydning for rækkehuset som en efterhånden meget almindelig boligform.
1937-38: Grøndalsvej 25, villa af Flemming Lassen, en af funktionalismens foregangsmænd i Danmark. Bygningen er med sine glatpudsede facader og flade tage et eksempel på den internationale, ”hvide” modernisme.
1937-38: Nordre Fasanvej 213, NOVO, fabriksbygning af Arne Jacobsen. Det var usædvanligt at en virksomhed lod en af tidens mest moderne og kendte arkitekter udforme sine fabriksbygninger. Med sine rene linjer kun opblødt af det runde hjørne er NOVO blevet en af modernismens klassikere.
1946-47: Godthåbshave, nu Aksel Møllers Have, etageejendom af Sigurd Tanggaard. Den 10 etager høje bygnings mest karakteristiske træk er de mange halvt indbyggede hvide altaner, et element der blev kendetegnende for efterkrigstidens mange boligkomplekser.
1947-48: Rosenørns Allé, Statsradiofonien, af Vilhelm Lauritzen. Et hovedværk inden for dansk funktionalistisk arkitektur, hvor de rette linjer brydes med koncertsalens buede linjer. Facadernes beklædning med hvidgule, brændte fliser kontrasterer fint til koncertsalens grønne kobbertag.
1951: Nordre Fasanvej 79, ”Smykkeskrinet”, sygeplejeboliger tegnet af kommunens arkitektafdeling. Præget af funktionalismen, men det mønstermurede, tilbagetrukne midterparti giver bygningen et pynteligt udseende, som afspejles i kælenavnet ”Smykkeskrinet”.
1955-56: ”Søndermarken”, Borgmester Fischers Vej 1-3, 2-16. Højhusbebyggelse tegnet af K.A.B.’s arkitektkontor. De 16 etager høje betonhuse var noget helt nyt i tiden. Opført nogenlunde samtidig med højhusene på Bellahøj er de blandt de første eksempler på industrialiseret boligbyggeri opført af præfabrikerede elementer. Bortset fra ”Domus Vista” fra 1967-1968 fik ”skyskraberne” ingen efterfølgere på Frederiksberg.
1963-64: Godthåbsvej 74, Duevej 2-28. Etageejendom af arkitekt Jørgen Maahr. Det store lejlighedskompleks bygger videre på modernismens fastslåede udtryksformer.
1968-70: Nordens Plads 2-16, ”Domus Vista”, højhus af Ole Hagen m.fl. Ole Hagen havde i forvejen opført mange præmierede lejlighedskomplekser på Frederiksberg – samt Falkonercenteret. Med ”Domus Vista”s ca. 30 etager satte han trumf på, og bygningen var da også i mange år Europas højeste boligblok. Med de mange butikker m.m. i stueetagen var der lagt op til at boligsiloen kunne blive et minisamfund.
1976-77: Andebakkestien 5, ”Møstings Hus”. Den fine klassicistiske landstedsbygning fra år 1800, der havde været nedrevet og gemt væk i næsten 20 år, blev genopført ved kommunens arkitektafdeling og indrettet til skiftende udstillinger.
1984: Johannes V. Jensens Allé 2-34, Platanskellet 2-20, rækkehusbebyggelse af Theo Bjerg og Palle Dyreborg. Videreudvikling af rækkehus- og haveby-konceptet med udstrakt brug af bygningsdele af træ.
1988: Dalgas Have 15, Handelshøjskolen af Henning Larsens Tegnestue A/S. Funktionalisme med mindelser om de store byggeprojekter, arkitekten havde forestået i Saudi Arabien. Et tiltalende og inspirerende skolemiljø. Året efter blev Henning Larsens boligbyggeri ved siden af Handelshøjskolen præmieret.
1994-96: Falkoner Allé21 m.fl., Frederiksberg Centret, tegnet af arkitektfirmaet KRH A/S. Indkøbscenter opført på det gamle jernbaneterræn. Med sit store hvælvede tag og glasvægge i begge ender af butiksområdet er bygningen blevet et kendt og populært indslag i gadebilledet.
1999-2001: Den Kongelige Porcelænsfabrik, glashegn mod Smallegade. I forbindelse med den gradvise afvikling af porcelænsfabrikkens aktiviteter på Frederiksberg blev den gamle basarbebyggelse mod Smallegade erstattet af et hegn bestående af store glaspartier opsat mellem murede piller. Hegnet, der som noget helt nyt tillader indkig i de grønne arealer indenfor, er tegnet af arkitekten Torsten Thorup.
Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, efterår 2009.