Af fhv. museumsleder Inge Nørballe
Mange frederiksbergere husker sikkert, at for godt 50 år siden lå nogle lave, gule toetagers huse i lange længer, der hvor anlægget Aksel Møllers Have i dag ligger.Det var resterne af de såkaldte Classenske Boliger, hvis sidste huse blev revet ned ved anlæggets færdiggørelse.Der skal fantasi til at forestille sig, hvordan denne tæt bebyggede del af vor by – det såkaldte Svømmehalskvarter – så ud for 150 år siden.
Her var åbent land med høj himmel og vidt udsyn, altså det ideelle sted for placering af et moderne, sundt byggeri, der kunne tage imod beboerne fra hovedstadens lejekaserner.
Den 2. august 1866 blev grundstenen lagt til de classenske boliger, et stort prestigebetonet byggeri for – som det hed den gang – “Folk af Arbejderklassen”.
Men hvem var denne Classen, der lagde navn til byggeriet? Og hvorfor opføre et sådant byggeri? Generalmajor J.F. Classen var en af syttenhundredetallets driftige, lidt selfmade mænd. Han levede fra 1725 til 1792 og fik ved flid og dygtighed gjort en glimrende militær karriere, samtidigt med, at han samlede store jordarealer. Han ejede blandt andet godserne Carls-feld og Corzelitse på Falster. Men ikke nok med det, han skabte også Frederiksværk (krudt og kugler var hans specialer). Den lille kønne by i Nordsjælland skylder ham sin eksistens.
Classen var imidlertid også en mand, der var taknemmelig for, hvad livet havde skænket ham, og han ønskede at gøre godt imod sine medmennesker, især de socialt ringe stillede. Derfor indeholdt hans testamente bestemmelse om oprettelse af et fidekommis, der blandt andet skulle “danne nyttige mennesker til statens bedste, skulle understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendige dele for landets vel og hjælpe og lindre fattigdom og elendighed”.
Direktionen for fideikommiset varetog med interesse og nidkærhed deres arbejde, og i midten af forrige århundrede blev det naturligt at anvende penge til arbejderboliger.
Den industrielle udviklings vrangside var de elendige boligforhold, hvorunder arbejderne i byerne var stuvet sammen. Epidemierne havde let spil, og den vågnende sociale samvittighed i samfundet blev inspiration til det private, sociale boligbyggeri.
Koleraepidemien i København med sine 5.000 døde satte yderligere fart i tankerne om sunde boliger i frie omgivelser.
Det Classenske Fideikommis havde egentligt tænkt sig at placere sine boliger i København, men kunne ikke komme overens med byens styre. Derfor erhvervede man grunde ved Godthåbsvej, selvom man var betænkelig ved at komme så langt bort fra Københavns centrum.
Og så gik man i gang. Færdiggørelsen af hele den storslåede plan tog mere end ti år, og det begyndte med otte rækkehuse eller stokke med små haver og en centralt placeret hovedbygning. I stokkene var der lejligheder på et værelse, et værelse med kammer og to værelser. Hver lejlighed med en lillebitte forstue med lukket garderobe og et lille køkken med spisekammer. I køkkenet et ildsted med muret kappe og vask men intet afløb. Vand måtte man hente ved centralt placerede vandhaner, og spildevand måtte bæres ud til kloakkerne.
Værelserne var på ca. 15 kvm og køkkenerne med spisekamre på 4 kvm. Hver lejlighed havde et lille loftsrum, og der var, naturligvis, udendørs klosetter.Det var en smuk bebyggelse, der blev opført, med grønne oaser samt moderne gaslygter. De gule mursten og de røde tage klædte hinanden, og træer og blomster groede frodigt.
Det mest spændende ved byggeriet var egentlig den store centralbygning, der gjorde De Classenske Boliger til en by i byen med de to forretninger, en inspektørbolig og et stort fællesvaskeri.
Man ville også have oprettet en badeanstalt, men denne luksuriøse tanke blev opgivet igen. Derimod blev der oprettet et børneasyl centralbygningen, noget der var tvingende nødvendigt, når både mor og far gik på arbejde.Asylsalen blev også brugt til mødevirksomhed og bibellæsning, og man puslede med tanken om at oprette en egentlig skole. Det blev dog ved tanken, men bygningernes antal blev langsomt forøget, uden man dog tænkte på at indlægge vand og installere komfurer. Derimod fik børneasylet en selvstændig bygning, hvori der ofte var indskrevet mere end 100 børn.
I byggeriet boede der i 1880 1.288 personer, og tallet steg støt, indtil det kulminerede med 1.655 i 1895.
Intet under at man allerede i 1870’erne havde planer om en selvstændig kirkebygning. Tanken blev virkelig realiseret, og i 1880 kunne man i kongefamiliens nærvær indvie den nydeligste lille kirke med tårn, og hvad dertil hører.Ikke mange frederiksbergere aner, at der i tiden indtil 1912 lå en lille kirke på netop dette sted.
Byggeriet var nu helt færdigt og udgjorde en harmonisk enhed.Det kan forekomme utroligt kortsynet, at man ikke forsynede de små lejligheder med komfurer og indlagt vand, så meget desto mere, som sådanne installationer begyndte at blive almindelige netop på denne tid.
Efterhånden som bydelen blev mere udbygget, var der lejere, som foretrak at flytte til mere moderne boliger, og ofte stod lejlighederne tomme. På den anden side var fideikommiset meget langmodigt med at opkræve husleje, så byggeriet var altid ganske pænt forsynet med lejere. Den billige husleje og de mindre heldige sanitære forhold kunne dog i længden ikke undgå at gøre byggeriet til slum, og kommunen så med bekymring på det ghettolignende præg, bebyggelsen fik omkring århundredeskiftet.
Det Classenske Fideikommis på sin side bemærkede, at arbejderbyggeforeninger skød op som paddehatte, således at byggeriet mistede sin dimension. Man fik derfor den tanke at få frigjort penge ved salg og anvende disse penge mere formålstjenligt.
Frederiksberg kommune havde store planer med kvarteret, og forhandlinger blev indledt og afsluttet med, at kommunen i 1907 købte hele bebyggelsen til nedrivning.
Der kom nu til at gå mange år, før De Classenske Boliger var forsvundet. Tider med bolignød og pengemangel lagde sig imellem, og fideikommiset knurrede. Man ønskede ikke det Classenske navn sat i forbindelse med det slum, der efterhånden var opstået.
Men i dag er hele byggeriet som sagt forsvundet. Lidt vemodigt, for med en nænsom restaurering, ville det i vor nostalgiske tid være et idyllisk sted at bo.
Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 1999.