Af fhv. antikvar Allan Tønnesen
Frederiksbergere der er lidt oppe i årene husker endnu, at der på hjørnet af Pile Allé og Vesterbrogade lå en restaurant ved navn Slotskroen. Den var indrettet i stueetagen af den iøjnefaldende etageejendom som endnu knejser her som genbo til de små haver og Søndermarken. Restaurant er her stadig, men gennem de sidste 30 år har den skiftet navn mange gange i retning af det mere eksotiske. Navnet Slotskroen eksisterer dog stadig. Det er nu navnet på den andelsforening, som i 1980 overtog ejendommen, og som altså nu kan fejre sit 25 års jubilæum. Det er i øvrigt tæt ved at kunne være et dobbelt jubilæum, idet det i 2006 er 100 år siden at hjørnebygningen stod færdigbygget og kunne tages i brug.
Men der er endnu et jubilæum at fejre for ejendommen, et jubilæum der rækker meget længere tilbage end den eksisterende bygning, for det er i år 225 år siden at den første Slotskro blev opført. Helt præcist var det i 1780-82. For at kende baggrunden herfor må vi tage et dyk ned i Frederiksbergs ældre historie.
[1]
Bakkehuset
Siden Københavns grundlæggelse gik byens udfaldsvej mod syd og vest over den lille bondelandsby Valby. Den første strækning var identisk med nuværende Vesterbrogade, men fra Sorte Hest ved Platanvej fortsatte man ligeud i en linie parallelt med nuværende Rahbeks Allé til Valby Langgades knæk ved Carlsberg og derfra videre over Valby til Roskilde eller Køge eller hvor man nu skulle hen.
Sådan var det i århundreder, alt mens Christian IV’s Ladegård blev oprettet og senere erstattet af byen Frederiksberg i løbet af 1600-tallet. Men Christian IV lagde nogle forposter til Ladegården i udkanten af dennes jorder i form af tre såkaldte ”vangehuse”. Et af dem var Bakkehuset der endnu ligger på skråningen op ad Valby Bakke og rummer et vidunderligt museum. Men dengang havde det en helt anden funktion. Da Ladegården blev nedlagt i 1651 blev det kro; det lå jo bekvemt lige ved landevejen. Her kunne man tage ind og få sig en hjertestyrkning inden den sidste lille etape ind mod hovedstaden, og trængte man til en overnatning inden man passerede byporten kunne det også lade sig gøre.
Bakkehuset havde et kroprivilegium. Oprindelig havde man vel bare haft udskænkning i alt stilfærdighed, men en af Bakkehusets ejere, kongelig berider Claus Wendorff, skaffede sig i 1722 et kroprivilegium, dvs. tilladelse til at måtte brygge øl og brænde brændevin til eget forbrug og til at sælge deraf. De sidste ord er vigtige, for de betød at han nu selv kunne indkassere fortjenesten ved at sælge sine drikkevarer uden først at skulle købe dem af Københavns bryggere og brændevinsbrændere. Claus Wendorff passede godt på sit privilegium og fik det fornyet, da Christian VI efterfulgte Frederik IV, men da han døde i 1749 og enken søgte om at få privilegiet fornyet fik hun afslag. En senere ejer, kaptajn Carl Ulrich von Bülow fik i 1755 tilladelse til at der igen måtte holdes kro på Bakkehuset, men nu med drikkevarer han måtte købe i København.
Året efter solgte Bülow Bakkehuset med jordtilliggende til en af landets mægtigste mænd, lensgreve Johan Ludvig Holstein til Ledreborg, Danmarks statsminister. Den nye ejer var ganske ligeglad med kroprivilegiet. Hans interesse var det område Bakkehuset lå på, en trekant mellem Pile Allé, den gamle Valby landevej og så en linie der lå ganske lidt nordligere end nuværende Vesterbrogade. Her ville han i bekvem nærhed af Frederiksberg Slot opføre et landsted og anlægge en parklignende have. Men inden han havde fået gennemført sine planer døde han i 1763.
Den nye ejer, murmester og bygningsinspektør Johan Christian Conradi, kunne derimod nok bruge et kroprivilegium. Han søgte og fik det 1766, ”imod deraf at svare til Deres Majestæts kasse en årlig afgift af 4 rdl., samt med vilkår, 1: at værtshusholderen ikke må understå sig at brygge øl eller brænde brændevin, hvilket han skulle hente fra København og 2: at dette værtshushold ingenlunde måtte misbruges til fylderi eller tidsspilde for bønder eller andre”. Conradi gik fallit i 1777, og Bakkehuset blev på tvangsauktionen overtaget af en mand, som skulle blive af afgørende betydning for Slotskroens historie, hestehandler m.m. Carl Henrik Ording.
I auktionsvilkårene indgik at Conradis krobevilling fulgte med ejendommen ”i fald køberen lader flytte Bakkehuuset hen til den nye vej”. Den nye vej var den omlægning af Vesterbrogade/Roskildevej som var blevet gennemført og afsluttet året før, i 1776. Allerede grev Holstein havde planer om at anlægge en vej langs den trekantede grunds nordside, en vej der skulle forbinde Vesterbrogade med den vejstrækning der gik fra Pile Allé op til Frederiksberg Slot, men han nåede aldrig at virkeliggøre denne ellers meget nyttige plan. Men i 1760’erne gennemførtes en stor vejreform i Nordsjælland i form af anlæggelsen af snorlige chausséer ved den fra Frankrig indkaldte vejingeniør Jean Marmillod. I 1776 kom turen til indfaldsvejen til København, der nu ikke længere skulle gå over Valby, men blev forlagt til en linie op over Frederiksberg Bakke, forbi slottet og ned til et punkt på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Herfra stammer vejens knæk på dette sted.
Den gamle Valbyvej over Bakkehuset var nu overflødig og blev pløjet op, men Bakkehuset selv var faktisk også blevet overflødigt, i hvert fald for så vidt angår dets funktion som kro. Conradi havde set sig nødsaget til at sælge den strimmel jord som anlæggelsen af den nye landevej krævede, for han havde hårdt brug for pengene, men han anfører selv, at når det gamle Bakkehus og det nye (det som Holstein havde påbegyndt og Conradi fuldført) på auktionen ikke indbragte nær det beløb han havde forventet, skyldtes det at kroprivilegiet var til ingen nytte efter landevejens forlægning, der endvidere havde betydet, at hans jord lå uhensigtsmæssigt på hver side af den nye vej. Med det sidste hentyder han til det forhold at den nye vej ikke fulgte Bakkehusets nordskel, men efterlod en ganske smal strimmel jord i en meget spids vinkel på nordsiden af vejen. Denne strimmel er et vigtigt element i historien.
Slotskroen
Carl Henrik Ording var ganske klar over at der lå en økonomisk gevinst i auktionsvilkårenes bestemmelse om at han kunne overtage kroprivilegiet hvis han flyttede Bakkehuset til den nye vej. Det gjorde han nu ikke rent bogstaveligt, men han lod i årene 1780-82 opføre en ny bygning med henblik på krohold på den yderste spids af den strimmel jord der var kommet til at ligge på nordsiden af Vesterbrogade. I mellemtiden fik han af Rentekammeret tilladelse til at vedblive at holde værtshus i Bakkehuset. Da huset i 1782 stod næsten færdigbygget søgte han desuden om fritagelse for den årlige afgift for 20 år. Rentekammeret kunne kun gå med til 10 års fritagelse, ”siden at det tilfælde, hvori dette værtshushold kan siges at være fornødent for rejsende er egentlig kun det, når en eller anden, som undertiden sker, ankommer her til staden efter at portene er tillukte, da sådanne ellers ikke kunne finde det fornødne natteleje”.
Ording synes dog under byggeriet at være kommet i økonomiske vanskeligheder, for ved brandforsikringsvurderingen af den fuldfærdige ejendom var den overtaget af skræddermester Carl Henrik Orm.
I skødet af 10. december 1782 hvorved Ording overdrager ejendommen til Orm beskrives det nyopførte hus således: “… et af mig uden stadens Vesterport ved den nye Roskilde landevej nylig opbygt og til krohold indrettet sted med tilhørende privilegium, Slotskroen kaldet og tillagte jordsmon, hvilket nyt opbygte sted med stald og øvrige tilhørende indretninger således som samme nu er og forefindes … er bestående i et 2 etage grundmuret stuehus på 9 fag, til den søndre side i 1 etage, indrettet til stadsstue med gipset loft på 3 fag, forstue på 1 fag, en skænkestue på 3 fag med derudi værende vindovn samt et dobbelt skænkeskab og en tiltænkt havestue med gipset loft på 2 fag, hvorfra opgang til 2. etage som over disse er indrettet til 3 sale. Til norden i 1. etage består indretningen af køkken med et hjørnespiseskab, derved et sovekammer på 3 fag med gipset loft, et pigekammer på 3 fag, hvori er kælder under trappen. Derover i 2. etage 2 sale og opgang til det øverste loft, alt med engelske døre og indstukne låse forsynet, samt en staldbygning af eg- og fyrrebindingsværk på 12 fag …”
Af den vidtløftige redegørelse for grænserne til naboer fremgår det at hele strimlen langs Vesterbrogade fra Pile Allé til Sorte Hest fulgte med. Det bemærkes, at bygningen allerede fra opførelsen havde navnet Slotskroen, og at den besynderligt nok var i én etage til gaden, men i hele to etager til bagsiden.
Skræddermester Orm fik kun liden glæde af sin nyerhvervede bygning, for allerede året efter, 1783, døde han, 73 år gammel. Slotskroen blev overtaget af sønnen Johannes Orm, der i 1788 også købte det gamle Bakkehus. De to ejendomme blev således genforenet for en tid. Han boede på Bakkehuset hvor han også udlejede værelser – bl.a. til Knud Lyne Rahbek – og drev Slotskroen som kro.
En anden lejer – nordmanden Jacob Aall – fortæller om ham i sine erindringer: “Manden selv, en gammel student Orm, var en stor dagdriver, som levede af sine penge og af Bakkehusets indtægter, men han var særdeles godmodig og mod mig især meget venlig. Hans kone var en landsmandinde, en jomfru Paus …”
Senere gik det tilbage for Johannes Orm. I 1799 måtte han sælge Bakkehuset, og tre år senere døde han, kun 49 år gammel. Enken overlevede ham i næsten 50 år. Også Slotskroen måtte han sælge. Den 20 december 1792 ansøgte Peder Steenum om at få bevillingen til at holde kro i Slotskroen fornyet, idet han omtrent 6 uger tidligere havde købt kroen af Johannes Orm. Den 13. april året efter fik Steenum sin bevilling.
I 1799 var ejeren hestehandler Wulff Pedersen Holm. Det er et navn man også støder på andre steder på Frederiksberg, idet han opkøbte en del af de jorder der tidligere havde hørt til Store Godthåb nord for Godthåbsvej, jord der senere blev til gården Fuglebakken. Men allerede i 1803 havde Slotskroen igen skiftet ejer, idet den dette år blev erhvervet af Peder Larsen. Han figurerer endnu i 1811 som ejer. I 1840 hed ejeren Lars Hansen, og på hans tid stod hovedbygningen endnu uændret som ved opførelsen (btx. 13/7 1840).
Men med den følgende ejer, bygningsentreprenør A.H.Petersen begyndte der at ske ændringer, idet han i 1857 forhøjede gadefacaden med en etage, således at bygningen nu til begge sider var på to etager. Beskrivelsen af huset lyder som følger: “Hovedbygningen, 9 fag, 22 alen Lang, 12 ¼ alen dyb, 2 etager. Grundmur med tegltag og zinkrender, indrettet i 1. etage til en forstue, hvorved 3 værelser med bræddegulve, gipslofter, panelede og tapetserede vægge, 1 køkken samt 2 spisekamre. Fra vestre gavl er opgang til 2. etage, hvori 5 værelser med malede bræddelofter, tapetserede vægge med nagelfaste skabe, 1 køkken og 1 spisekammer samt en korridor mellem værelserne. Til loftet er indrettet en trappe i hvilket er et gavlværelse og et tørreloft. Sprossevinduer med store og små ruder, fyldingsdøre. En kolonneovn, 2 toetages vindovne”.
Desuden omtales rejsestalden øst for hovedbygningen, en nordre bygning, en keglebane af bindingsværk samt flere lukkede og åbne lysthuse, flere med kulørt glas i vinduerne (btx. 11/8 1857).
Allerede året efter fandt den næste udvidelse af hovedbygningen sted, idet den nu dels blev forlænget til 13 fag – fra 22 alen til 33½ alen – dels fik påsat en såkaldt fabriketage på bagsiden, dvs. en tagkvist i hele husets længde. Der var nu tre indgange i gadefacaden og to trapper til overetagen samt en butik med disk og diverse reoler. 2. etage rummer nu 8 værelser og to køkkener med spisekamre, mens der i lofts- og fabriketagen er hele otte værelser, et pigekammer og to køkkener med spisekamre (btx. 23/6 1858).
Ejeren hed nu Hans Hansen. Han omtales som traktør og tidligere høker, men mon ikke det også i dette tilfælde er bygningsentreprenør Petersen der står bag de betydelige udvidelser. Man kan forestille sig at han straks efter fuldførelsen har afhændet ejendommen til den nye ejer.
Hans Hansen optræder igen som ejer i 1870, da der blev opført en ny pavillonbygning af brædder og med zinktag, men måske har han kun været forpagter af kroen, for ret hurtigt efter de store ombygninger optræder et ejerpar, smedemester Julius Cumann og glarmester Chr. Julius Theodor Brion, der i 1859 solgte Slotskroen til destillatør Peter Wismann. Og ejerlisten fortsætter:
1867 sadelmagermester Søren Abel Lauritsen
1877 Victor Peter Møller og Henry F.Syberg
1882 brødrene Bernth og S.Johannessen
1883 købmand og gæstgiver L.H.P.Hansen
1897 husejer Peter Christensen
1904 Aktieselskabet Slotskroen ved H.V.Jensen og Henning Jørgensen.
Peter Wismann fik i 1860 bygningsmyndighedens tilladelse til bagved Slotskroens hovedbygning ved Pile Allé at opføre en enetages grundmuret beboelsesbygning med kvistetage og kælder samt en bindingsværks udhusbygning til stald, vogne, vaskerum m.m. Efter den medfølgende tegning har det været et ganske net hus af landstedskarakter.
Men der var også andre bygninger på grunden. Den flittige tegner F.Ridter har udført to akvareller af Slotskroen i henholdsvis 1900 og 1903 hvoraf det fremgår at der ved selve hjørnet af Pile Allé og Vesterbrogade var en beværterhave med små lysthuse med vinduer i en bindingsværksmur langs gaderne. Om dem skrev Illustreret Tidende da nedrivningen havde fundet sted: ” … Det bedste ved den (Slotskroen) var vel den gammeldags hygge med haven og de små lysthuse foran sig. Men den havde dog sin historie fra den tid, da den betød noget som det sidste bedested inden byen. Her gjorde fragtmændene holdt, når de på deres tur til hovedstaden havde klaret den besværlige Frederiksberg Bakke, som endnu den dag i dag volder de vejfarende så meget slid og besvær. Der var jo endnu et stykke vej ind til Vesterport og lejlighed til en sidste hjertestyrkning på rejsen. Så slog jernbanen kroen ihjel, men den levede siden som en meget søgt beværtningshave, hvor småfolk om søndagen tog deres vand på maskine, og i hvis lysthuse så mange unge par har søgt ly for nysgerrige blikke”.
En anden journalist, der skrev under mærket ”Numis” havde kort forinden aflagt visit og fået inspiration til følgende linier: ”… Nu har udviklingen af byggeforholdene imidlertid medført at ejeren har solgt kroen til et konsortium, der vil lade den nedbryde og på grunden opføre store, moderne beboelsesbygninger. Nu drysser bladene fra træerne ned i den gamle have, der har været vidne til så meget glad familieliv. Stole og borde er borttagne ligesom gyngen. Lysthusene, gennem hvis farvede ruder en solstråle lister sig ind over havens gange, står tomme. Ødet breder sig over stedet. Bag ved kroen ligger en lille have mellem lave huse, der er overvoksede med vinranker, og denne plet har særlig bevaret stemningen fra ”de gode gamle dage”. En flok høns og ænder undersøger hver plet af gården, hvor vinden fejer avner og halmstrå hen i krogene, medens hestevrinsken fra staldene fortæller, at virksomheden ved kroen dog ikke er helt ophørt endnu. Men snart vil byggearbejdet jævne de sidste rester af slotskroen, medens de nye ejendommes mure skyder frem; dog vil kroen atter blive genåbnet i en bagbygning, der skal opføres i den nuværende gartnerhave. Hertil bliver tillige den gamle fourageforretning henflyttet, og gennem en port ud til Vesterbrogade bliver adgangen til disse bygninger, hvor kun navnet ”Slotskroen” vil minde om fortiden”.
Endnu op gennem 1800-tallet kan man på kort se den særegne matrikelstruktur som hidrørte fra forlægningen af Vesterbrogade. Men ”strimlen” blev efterhånden udstykket til flere mindre ejendomme, og omkring år 1900 er næsten alle spor af den forsvundet. Konsortiet der overtog Slotskroen købte desuden naboejendommen mod nord, således at man kom til at råde over en ganske anselig og regulær grund med stor udstrækning mod såvel Pile Allé som Vesterbrogade. Godt og vel 125 år tog det inden den ubekvemme, spidse strimmel langs Vesterbrogades nordside var totalt forsvundet. Heraf ses, at matrikelstrukturer er noget af det mest sejlivede man har.
Den nye Slotskro
Aktieselskabet Slotskroen v/ H.V.Jensen og Henning Jørgensen tog fat på nybyggeriet med stor energi. Der skulle bygges en beboelsesejendom i hele fem etager mod de to gader. Den skulle se imponerende ud, og lejlighederne, der var af forskellig størrelse, skulle udstyres med alle tidens moderne bekvemmeligheder – dog ikke elevator. Indstillingen svarer ganske til den der prægede tidens mange andre bygherrer, f.eks. i Københavns nye City-kvarter, men også hele vejen ud ad Vesterbrogade: solidt, men lidt prangende.
De arkitekter konsortiet henvendte sig til hed C.W.Christiansen og Ludvig Andersen, og det er deres navne, der figurerer på de tegninger, der blev indsendt til bygningsmyndigheden. Mens Christiansen er helt ukendt som arkitekt for andre bygninger og her måske snarest har fungeret som konduktør, har Ludvig Andersen (1861-1927) stået for opførelsen af et ganske stort antal bygninger, bl.a. Pilegården i Pilestræde i København, Sankt Josephs kirke og hospital, Borgerforeningens stiftelse på Tårnborgvej, Frederiksberg, Vesterbrogade 44-46, samt ombygningen af det gamle Kongelige bibliotek til Rigsarkiv. Weilbachs Kunstnerleksikon skriver om ham: “Ludvig Andersen var, ligesom de fleste andre arkitekter i sin samtid, leveringsdygtig i alle de historiske stilarter. Han synes dog med tiden at foretrække den internationale palæstil, som brød bredt igennem herhjemme omkring århundredskiftet … A.s bygninger er oftest velproportionerede med ganske dygtigt udførte facader. I forbindelse med A.s fuldførelse af Det Ny Teater i 1908 opstod der tvistigheder med den tidligere arkitekt, L.P.Gudme. A. blev dømt for ukollegial opførsel og ekskluderet af Akademisk Arkitektforening. Herefter slog A. sig først ned i Rudkøbing, senere i Kalundborg, hvor han begge steder udfoldede en livlig arkitektvirksomhed”.
At den nye Slotskro er udformet af en habil arkitekt er hævet over enhver tvivl. Derom vidner de ganske dristige arkitektoniske virkemidler. Hovedfacaden er helt klart hjørnepartiet på to store fag flankeret af to tårnagtige karnapper, der formidler overgangen til fløjene ned langs Pile Allé og Vesterbrogade: fem henholdsvis 4 store fag, der på hver side opdeles af to tresidede karnapper. Såvel tårne som karnapper krones af svungne renæssancegavle. I det hele er renæssancetrækkene fremtrædende: det røde murværk oplives af lyse, sandstenslignende bånd og dekorationer. Tagene på de to tårne har yderligere været prydet med hver en tagrytter, et træk arkitekten må have hentet fra fynske landsbykirker. Disse tagryttere blev dog nedtaget i 1965. Måske var de også lidt for meget af det gode.
Facaden kunne have fortsat endnu længere ned ad Vesterbrogade, men her har arkitekten åbenbart fundet at der måtte nogen afveksling til, så de sidste fem fag har et andet arkitektonisk udtryk. Arkitekturen er stadig renæssanceinspireret, men anderledes, og der er stadig karnapper, men her er de halvrunde. For beskueren ser det ud som om der er tale om to forskellige ejendomme.
I den bagved liggende gård blev der samtidig opført et baghus på to etager og med mansardtag til gæstgiveri, holdeplads (dvs. stalde) og foderhandel. Det var en vinkelformet bygning af gule sten og med skifertag. Arkitekten var den C.W.Christiansen, der optræder sammen med Ludvig Andersen som arkitekt for forhuset.
Byggearbejdet stod på i 1905, og den 22. februar 1906 blev ibrugtagningsattesten udstedt af Frederiksberg Kommune.
Stille og roligt gik livet i den herskabelige ejendom. I over 50 år var ejeren den samme, og Restaurant Slotskroen tog mod sine noble gæster i stueetagen, der dog i 1942 fik en pavillonagtig udbygning i hakket mellem de to ”tårne”. Den eneste bemærkelsesværdige begivenhed fandt sted i 1951, da en sporvogn – linje 6 – en dag i stedet for at svinge fra Pile Allé ned ad Vesterbrogade fik for stor fart på og sprang af sporet – og landede inde i Slotskroens fortovsrestaurant. Ingen kom alvorligt til skade.
I 1956 afhændede A/S Slotskroen bygningen med det historiske navn til frk. O.Dan-Olsen og prokurist Holger Jacobsen, der overtog henholdsvis 90% og 10%. De solgte den i 1969 til Boligselskabet Jammerhus af 1961, som i 1978 blev omdannet til Aps. L.J Investering. Da anpartselskabet et par år senere ønskede at sælge, blev ejendommen ifølge loven tilbudt beboerne som anpartsboliger. De stiftede Andelsboligforeningen Slotskroen, som derpå den 17. december 1980 fik tinglyst skøde på ejendommen.
I 1976 – den 16. oktober – opstod der en kraftig brand i Restaurant Slotskroens lokaler, som nærmest udbrændte. Et ulmende cigaretskod smidt ved siden af skraldebøtten i et rum til afrydning var årsagen. Efter to år kunne etablissementet genopstå som ”Discoteque Stonewill” og ”Barneys Bodega”, navne der var hentet fra den da meget populære TV-tegnefilmserie ”The Flintstones”. Siden da har stedet skiftet navn mange gange. For tiden hedder det ”Kam Bo – Kinesisk Restaurant”
Bagbygningen var i de seneste mange år blevet benyttet til industri, bl.a. til lysfabrik og serigrafi drevet af firmaet Dons og Christensen. Men det havde knebet med vedligeholdelsen, og sidste år måtte andelsboligforeningen gøre noget alvorligt ved sagen. Den værst medtagne af de to fløje blev revet ned, mens den anden blev sat i stand med nyt tag m.v. Bygningen blev indrettet til viceværtbolig og fælles mødelokale. Et heraf afledt projekt er at der i en del af gården er ved at blive anlagt en gårdhave.
Hermed er vi ved vejs ende. Ved at følge den eksisterende bygnings og dens forgængers oprindelse er vi blevet ført tilbage til Frederiksbergs ældste historie, ja endda helt tilbage til middelalderen. Historien melder om skarpe brud: flytning af en ældgammel landevej, den heraf nødvendiggjorte opførelse af en ny kro og endelig nedrivningen af denne og opførelsen af en ny og meget større beboelsesejendom for 100 år siden. Men trods alle omskiftelser er navnet Slotskroen stadig knyttet til ejendommen. Man kan håbe på at man en gang i fremtiden igen kunne læse det over indgangen til restauranten.
Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, november 2005.