Af it-arkivar Helga Mohr, Frederiksberg Stadsarkiv
Et mærkeår for dansk sygepleje er året 1863, hvor man oprettede Den Danske Diakonissestiftelse i Smallegade 43 på Frederiksberg med undervisning i sygepleje. Mere end halvtreds år senere fik også Frederiksberg Hospital i 1920 i lighed med øvrige københavnske hospitaler som Kommunehospitalet, Øresundshospitalet, Blegdamshospitalet og Bispebjerg Hospital sin egen sygeplejeskole – en skole, der kom til at fungere frem til 1992.
Skolens arkiv er for nylig blevet afleveret til Frederiksberg Stadsarkiv. Arkivet udgør sammen med arkivet efter Frederiksberg Kommunes hospitalsvæsen/hospitalsdirektorat en uvurderlig kilde til sygeplejens historie i Danmark, herunder den udvikling, som faget har gennemgået fra at være især en praktisk orienteret oplæring til at blive et egentlig studium.
Artiklen handler om oprettelsen af Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole, om sygeplejerske Thyra Larsen, der oprettede skolen, og om de første elever, der blev uddannet fra skolen.
[1]
Uddannelse af sygeplejersker på Bispebjerg Hospital fra 1913
Det var almindeligt, at hospitalerne, herunder også Frederiksberg Hospital, antog og uddannede elever fra slutningen af det 19. århundrede, men uddannelsen var udelukkende praktisk orienteret og foregik usystematisk og tilfældigt. I 1910 vendte sygeplejerske Charlotte Munck (1876-1932) hjem fra New York, og kun få år efter, i forbindelse med åbningen af Bispebjerg Hospital, blev hun i 1913 forstanderinde på hospitalet med ansvar for sygeplejen og sygeplejeuddannelsen. På Bispebjerg Hospital oprettede Charlotte Munck en treårig sygeplejeuddannelse med en forskole af tre ugers varighed til eleverne.
Selve oprettelsen af en forstanderindestilling på Bispebjerg Hospital, der ikke var underlagt en læge, men netop udgjorde et selvstændigt forstanderindeembede, var et skridt i retning af at give sygeplejeområdet en egentlig uddannelse og en egen identitet efter modellen fra Nightingale-skolen ved St. Thomas Hospital i London. Forstanderinden havde kompetence til at ansætte og afskedige eleverne og tilrettelægge uddannelsesforløbet, pædagogisk, fagligt og etisk. Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole forblev i et par år den eneste sygeplejeskole i landet, der med forskolen, den praktiske oplæring på flere afdelinger og teoretisk undervisning med afsluttende eksamen levede op til Dansk Sygeplejeråds standard for en tidssvarende sygeplejeuddannelse. Først omkring 1916 tegner der sig et generelt billede, hvor der på de fleste af de københavnske hospitaler blev udbudt teoretisk undervisning for eleverne.
Oprettelsen af forstanderindestillingen til Charlotte Munck skete på opfordring af Dansk Sygeplejeråds daværende formand, Henny Tscherning. Dansk Sygeplejeråd var meget engageret i oprettelsen af sygeplejeskoler, fordi en professionel, systematisk uddannelse af sygeplejerskerne kunne medvirke til at styrke sygeplejestandens fagidentitet og øge sygeplejerskernes sociale status i samfundet. På Frederiksberg Hospital gjorde ønsket om en teoretisk uddannelse for sygeplejeeleverne sig allerede gældende fra 1913, hvor inspektør A. Jensen på vegne af daværende inspectrice, Jacobine Jensen, i november dette år foreslog, at der på hospitalet blev udviklet en lignende model som på Bispebjerg Hospital, dvs. en teoretisk uddannelse til eleverne (blandt andet med undervisning i anatomi og medicinkundskab) med tre ugentlige timer i forårsmånederne. Forslaget blev ikke realiseret, og i 1916 gjorde Dansk Sygeplejeråd Frederiksberg Kommune opmærksom på, at Frederiksberg Hospital efterhånden var det eneste større hospital i hovedstaden uden en egentlig sygeplejeskole.
Foranlediget af udviklingen inden for sygeplejeuddannelsen tog inspektør A. Jensen atter sagen op i september 1918, og i et brev til kommunaldirektør N. Westergaard henledte han opmærksomheden på, at der ”på Frederiksberg Hospital for Tiden er ca. 60 Elever i Praktisk Sygepleje, medens det er overladt til disse selv at skaffe sig den teoretiske Undervisning, som jo maa anses for ret nødvendig til Støtte for den praktiske Uddannelse. Da der nu paa alle større Hospitaler i Landet er indført teoretisk Undervisning som en del af Uddannelsen, tillader jeg mig at henstille, at en saadan Undervisning ogsaa indføres her paa Hospitalet…”
Et lille år senere, d. 7. april 1919, godkendte Hospitalsudvalget et forslag til en ordning af sygeplejeelevernes teoretiske uddannelse på Frederiksberg Hospital. Ordningen var inspireret af uddannelsesordningen på Bispebjerg Hospital, og med ordningen lagde man op til, at sygeplejeskolen to gange om året skulle optage elever til en treårig uddannelse, hvor tjeneste på afdelingerne blev suppleret med teoretisk undervisning i fag som hygiejne, anatomi, fysiologi, medicin, kirurgi og etik. Ordningen skulle afvente inspektrice Jacobine Jensens afsked på grund af alder pr. 1. maj 1920 og den efterfølgende ansættelse af en egentlig forstanderinde for sygeplejen.
Etableringen af en sygeplejeuddannelse ved Frederiksberg Hospital i 1920
Det blev Thyra Larsen (født 1876- dødsår ikke kendt), der fik stillingen som forstanderinde efter Jacobine Jensens afgang. Thyra Larsen var uddannet sygeplejerske fra Kommunehospitalet i 1900, men havde virket i hele sin karriere som sygeplejerske ved The London Hospital, både som elev, oversygeplejerske og assistent ved administrationen. Hendes uddannelsesforløb ligner Charlotte Muncks, og hendes motivation for at søge uddannelse i London har formentlig været den samme, nemlig at uddannelsesforholdene for sygeplejersker i Danmark på dette tidspunkt var meget tilfældige, afhængigt af det enkelte hospital og personalet. Thyra Larsen tog ligesom Charlotte Munck også den grundlæggende inspiration fra Nightingale-systemet med sig hjem til Danmark med en selvstændig forstanderinde for sygeplejen, såvel sygeplejerskerne som eleverne, der fungerede uafhængigt af lægerne, og hvor afdelingssygeplejerskerne indtog en central rolle med ansvar for såvel elevernes uddannelse som for patientplejen.
Stillingen som forstanderinde ved Frederiksberg Hospital blev opslået ved juletid 1919 i blandt andet Tidsskrift for Sygeplejersker og Berlingske Tidende. Det fremgik af stillingsopslaget, at man ønskede en forstanderinde til sygeplejen, som var uddannet sygeplejerske med administrative evner og som skulle deltage i den teoretiske undervisning af eleverne. Thyra Larsen havde nær kontakt med den daværende formand for Dansk Sygeplejeråd, Henny Tscherning, som allerede et halvt år forinden havde henledt Frederiksberg Hospitals opmærksomhed på Thyra Larsen som et muligt emne. I februar 1920 blev Thyra Larsen ansat som forstanderinde ved Frederiksberg Hospital med tiltrædelse pr. 1. maj 1920 med den opgave at etablere en sygeplejeskole på hospitalet.
Thyra Larsen skriver selv i en redegørelse med titlen ’Oprettelsen af Sygeplejeskolen paa Frederiksberg Hospital’, at ”I Løbet af Sommeren 1920 lagde jeg Arbejdet til Rette, og i Oktober samme Aar begyndte den første obligatoriske Skoleundervisning for Eleverne paa Frederiksberg Hospital…”. Den nye sygeplejeskole fulgte den af Hospitalsudvalget godkendte ordning. Thyra Larsen ville gerne have haft en forskole, knyttet til skolen, på tilsvarende vis som Charlotte Muncks skole på Bispebjerg Hospital, men det lod af praktiske årsager ikke gøre. Uddannelsen på Frederiksberg Hospital indfriede dog Dansk Sygeplejeråds minimumskrav til en sygeplejeuddannelse og var endog mere vidtgående end disse, fordi man ud over minimumskravene om undervisning i kirurgi, medicin og psykiatri, også underviste i dermatologi (hudsygdomme), tuberkulosesygdomme og barnepleje.
Skolen optog ca. 60 elever om året, som blev optaget løbende. Der blev optaget kvindelige elever mellem 21 og 29 år, og de fleste elever var i begyndelsen af 20’erne, dvs. elever af en vis modenhed. På skolen var der undervisning fra 1. oktober til 1. april. De yngste elever, 1. års eleverne, fik undervisning i fag som sygeplejeetik, praktisk sygepleje, forbinding og bandagering to timer om ugen. De to ældste hold, 2. og 3. års eleverne, blev undervist en time om ugen af en til skolen knyttet læge i fag som kirurgi, medicin, gynækologi, dermatologi, farmakologi, mv., altså den ordning, der var blevet godkendt af Hospitalsudvalget et års tid før. Praktikopholdene fandt sted på især kirurgisk, medicinsk, dermatologisk og psykiatrisk afdeling, tuberkulose- og børneafdelingerne samt skadestuen.
Eleverne udarbejdede stile om de gennemgåede emner efter hver undervisningstime, og disse blev efterfølgende rettet af viceforstanderinder (seks oversygeplejersker fra afdelingerne) og forstanderinden. Undervisningen blev afsluttet med en skriftlig og mundtlig eksamen i emner som f.eks. vandladning, graviditet og sukkersyge med efterfølgende eksamenshøjtidelighed og eksamensbevis. Få timers ugentlig undervisning synes ikke af meget, men ordningen betød, at eleverne på Frederiksberg Hospital for første gang blev opdelt i egentlige hold efter elevanciennitet, og de gennemgik en egentlig struktureret, teoretisk uddannelse med en tilsvarende struktureret turnus på de forskellige afdelinger.
De første sygeplejeelever på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole
Den ældst bevarede protokol fra Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole er en elevprotokol, der begynder med eleverne, optaget d. 1. april 1922. Protokollen er en turnusprotokol, hvor eleverne efter hvert praktikophold på en afdeling blev bedømt skriftligt med små kommentarer af den pågældende afdelings oversygeplejerske. Førelsen af disse protokoller lå i forlængelse af Dansk Sygeplejeråds ønske om en udvælgelsesproces i uddannelsesforløbet, hvor man kun beholdt de bedst egnede elever. Artiklens titel er et citat fra en af disse bedømmelser i protokollen.
Bedømmelsen af eleverne var personlig og stort set ikke egentlig fagligt orienteret. Man lagde vægt på egenskaber som pålidelighed, venlighed, interesse for sygeplejen og omgængelighed i forhold til patienter og læger. Gennemgående kommentar er: ”Flink og dygtig til sit Arbejde”. Om en elev hedder det: ”Frk. A.R. var god og sød, arbejder flinkt og roligt, sørger for, at alt var i Orden. Hun var god ved Patienterne; jeg savnede hende, da hun rejste”.
Det er typisk for de mindre egnede elever, at de er upålidelige, uordentlige, ikke kvikke, men tunge og langsomt opfattende og har et vanskeligt temperament. Som en oversygeplejerske bemærker i protokollen: …”Frk. D. R. havde ikke Forstaaelsen af sin Gerning, og det lykkedes ikke at bibringe hende den” samt efterfølgende ”Rejst. Egnede sig ikke for Sygeplejen”. Det er et gennemgående træk, at eleverne enten rejste, fordi de ikke var egnede for sygeplejen, på grund af nervøsitet (også kaldet et dårligt nervesystem) eller på grund af giftermål. Om en elev hedder det således:… ”Frk. G.H. arbejdede saa nervøst her paa Afd., at hendes Arbejde – trods hun sikkert havde den bedste Villie og Interesse for sin Gjerning – kun kan betegnes som upaalideligt, hun var en elskværdig og fin Karakter, som det altid gjorde mig ondt at skulde sætte i Rette”.
Der er i de bevarede elevprotokoller enkelte dramatiske sager. Frk. L.K.J. påbegyndte sit uddannelsesforløb på Frederiksberg Hospital på tuberkuloseafdelingen G1 i 1927, og de afgivne bemærkninger om hende tyder på, at hun klarede sig godt. I januar 1929 bemærkede afdelingssygeplejersken, at frk. J. havde været syg i den senere tid og derfor ikke kunne bedømmes. Et halvt år senere blev eleven opsagt på grund af graviditet med følgende ord: ”Hun forlod Hosp. en Nat i Maj Maaned for at rejse til Bornholm, trods det var nægted hende, fordi hun ikke vilde opgive Grunden, og hun mødte følgende Dag for sent paa Afd. Hun nægtede ogsaa at møde til Undersøgelse hos Overlægen paa C2”. At hun ville til Bornholm og returnerede efter få timer, er ikke sandsynligt, og eleven har måske forsøgt at få en illegal abort.
En anden elev, frk. G. F. påbegyndte sin uddannelse i november 1932 på børneafdelingen B7 og opnåede særdeles positive bedømmelser i løbet af sin uddannelse, der blev afsluttet tre år senere i november 1935. 1. januar 1936 fremgår følgende af protokollen: ”Frk. F. bad i Efteraaret om at faa en suppl. Uddannelse paa Epm. [Epidemiafdelingen] med Tanken paa at ville rejse til Udlandet Foraar 36 og da hun skulde have en saadan vilde hun gerne det og var glad over at jeg ordnede det for hende. Hun tog til Epm. 5/1. Hun blev desværre syg faa Dage efter og en Infektion gjorde desværre, at hun d. 13. Januar bukkede under for Sygdommen og hun døde stille den Nat”.
Hovedbilledet af elevernes uddannelsesforløb er i protokollerne dog gennemgående fredsommeligt og har langt fra samme dramatiske karakter. Hovedparten af eleverne færdiggjorde uddannelsen og valgte enten at blive på hospitalet eller rejse til anden ansættelse. Hvis eleverne forlod uddannelsen, skete det, fordi de ikke var egnede til sygeplejen eller på grund af giftermål. Flere af de elever, der forlod uddannelsen på grund af giftermål, nåede dog at færdiggøre størstedelen eller hele uddannelsen, enkelte nåede også nogle år som fast ansat sygeplejerske på hospitalet.
Undervisningen i etik fra 1. år og bedømmelsen af eleverne og deres personlige anlæg og interesse for sygeplejen afspejler generelt samfundets daværende syn på sygeplejegerningen som et kald. Sygeplejen var et fagligt og personligt anliggende for den enkelte sygeplejerske og dybt integreret med sygeplejerskens personlige etik. Det spillede en vigtig rolle for en positiv bedømmelse af eleven, at eleven havde forståelse for sin gerning, at hun opførte sig villigt, flinkt og lydigt over for oversygeplejersken og lægerne, og at hun over for de syge udviste tålmodighed, taktfuldhed og godhed.
Den videre udvikling af Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole
Thyra Larsens undervisningsplan for sygeplejeeleverne gennemgik sin første revision i 1926, hvor man havde høstet de indledende erfaringer med den. Problemerne havde især vist sig ved 1. elevår, hvor eleverne ikke havde de fornødne forudsætninger for at få noget ud af demonstrationerne i praktisk sygepleje, herunder specialsygepleje. Tilsvarende var elevernes stileopgaver heller ikke tilfredsstillende. Undervisningen for 2. og 3. års eleverne fungerede tilfredsstillende, bortset fra at man havde skåret ned på antallet af stileopgaver. Skoleplanen blev justeret på nogle punkter, især vedrørende 1.års-undervisningen, og fungerede frem til en ny revision i 1930.
Først med Lov om autoriserede Sygeplejersker i 1933 fik sygeplejerskerne statsautorisation. Dermed overtog staten gennem Sundhedsstyrelsen ansvaret for uddannelsen, og det blev fastlagt, at retten til at kalde sig autoriseret sygeplejerske skulle erhverves gennem en treårig teoretisk og praktisk uddannelse ved et sygehus eller hospital, godkendt af Sundhedsstyrelsen. Loven blev i 1956 afløst af Lov om Sygeplejersker. Loven indebar, at der blev indført en standardiseret uddannelse, hvor uddannelsen til sygeplejerske kun kunne finde sted på én af de sygeplejeskoler, der blev eller var oprettet landet over med Sundhedsstyrelsens godkendelse, hvoraf Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole var én af dem. Med loven i 1956 blev uddannelsen fastlagt til at vare 3½ år med en sygeplejeforskole og en treårig uddannelse med forkursus. Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole havde siden 1936 haft en forskole af kortere varighed; den forskole, som allerede Thyra Larsen havde ønsket sig, fordi den betød, at eleverne stod bedre rustede til at gennemføre sygeplejeuddannelsen.
En grundlæggende ændring af sygeplejeuddannelsen blev gennemført med Bekendtgørelse om sygeplejeuddannelsen af 2. marts 1990. Med bekendtgørelsen blev uddannelsen omlagt til at være en videregående uddannelse af knap fire års varighed med mulighed for på længere sigt at erhverve en akademisk grad i sygepleje. Som en konsekvens af den ny uddannelsesordning skulle sygeplejeskolens lærerpersonale ikke længere supervisere praktikundervisningen på afdelingerne; teoriandelen udgjorde 55% af uddannelsen, praktikuddannelsen 45%. Derved var den oprindeligt praktisk baserede oplæring eller lærlingeuddannelse, som Thyra Larsen og andre sygeplejersker tog udgangspunkt i ved oprettelsen af sygeplejeskoler i 1910’erne og 1920’erne, ændret til et egentligt studium. Med ændringen bortfaldt også begrundelsen for en nær tilknytning mellem uddannelsessted og hospital.
Den Danske Diakonissestiftelse havde på et tidligere tidspunkt udtrykt ønske om en samling af social- og sundhedsuddannelserne på Frederiksberg på stiftelsen. I 1987 lukkede stiftelsens hospital og sygeplejeskole, men i 1992 indgik Frederiksberg Kommune og Diakonissestiftelsen en aftale vedrørende udnyttelse af lokalerne på Diakonissestiftelsen. Som en del af aftalen blev sundhedsuddannelserne på Frederiksberg samlet på Diakonissestiftelsen, hvilket omfattede både uddannelserne for social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne. Det indebar, at Thyra Larsens gamle skole, Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole, d. 1. april 1992 blev nedlagt. I dag – i 2003 – er Diakonissestiftelsens sygeplejeskole en velfungerende og søgt skole, der indgår som en del af Hovedstadens Sygehusfællesskab under navnet Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S.
Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2003.