Frederiksbergs telefonkiosker

Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

Med industrialiseringen og urbaniseringens omdannelse af Frederiksberg fra et landbosamfund til først en villaby fra midten af 1800-tallet og siden til en storby i hovedstaden fra århundredskiftet og gennem det 20. århundrede blev forskellige former for byudstyr stadig mere fremherskende i gadebilledet. I forhold til København og landets øvrige storbyer fik Frederiksberg på alle måder sit eget præg, og det kom også til at kendetegne byudstyret eller, som man sagde, byens nips – vejskilte, gadelamper, bænke, lygtepæle, alarmeringsskabe, stoppesteder, plakatsøjler, brandhaner osv. Et særlig prægnant indslag i bybilledet var i en lang årrække Frederiksbergs særegne telefonkiosker.

Telefonen og telefonselskaberne
Den elektriske telefon er en af de store innovationer, der fulgte med industrialiseringen. Oprindelig blev den opfundet i 1860 af tyskeren Philipp Reis, men udvikledes først til en praktisk anvendelig telefon af amerikaneren Graham Bell i 1876. Tre år efter kom telefonen til Danmark og samme år dannedes Kjøbenhavns By- og hustelegraf, der oprettede dels private telefonlinjer over korte afstande i indre by, i reglen som en art hustelefoner mellem fabrikker og kontorer, dels en telegraftjeneste baseret på små telegrafstationer, der kommunikerede telefonisk. Virksomheden blev 1881 overtaget af The international Bell Telephone Company, der i Hovedstaden anlagde de første abonnementstelefoner og året efter opsatte telefonmaster langs Ladegårdsvej, Bülowsvej, Rolighedsvej og Godthåbsvej, hvorved telefonen også nåede Frederiksberg.
Allerede i 1883 blev anlæggene og de kun 300 abonnementer overtaget af det samme år stiftede Københavns Telefonselskab, men aktiviteten begyndte også at brede sig til provinsen, hvor der i de følgende to årtier oprettedes lokale telefonselskaber i større byer. I midten af 90´erne var der således ikke mindre end 57 regionale og lokale telefonselskaber i landet. Som følge af de store investeringer, der var forbundet med opbygningen af et telefonnet, slog kapitalkoncentrationen dog hurtigt igennem på området. I 1894 indgik Københavns Telefonselskab i Københavns Telefonaktieselskab (KTAS), der overtog hele nettet i Hovedstaden og dets dengang knapt 4.000 abonnenter og siden i de følgende år opkøbte de lokale sjællandske telefonselskaber. 17 private jyske selskaber samledes i 1895 i Jysk Telefon-aktieselskab (JTAS) og hertil kom et antal regionale selskaber.
Op gennem 90´erne og i årene frem mod første verdenskrig fik det offentlige en mere central og regulerende rolle i samfundsudviklingen. Da telefoni syntes at blive en af tidens vigtigste kommunikationsformer måtte det frie telemarked reguleres, og ved lov gennemførtes i 1897 statslig eneret på anlæg og drift af telefoni. Eneretten kunne så gives videre i koncession til regionale selskaber. Herefter fik KTAS koncession på telefonien på hele Sjælland, mens JTAS fik eneret på området i hele Nørrejylland, og resten gik til andre 11 selskaber – bl.a. et kommunalt telefonselskab for hele Fyn.
Da kommunerne rundt om i landet i 1898 behandlede statens udkast til koncessioner for de enkelte landsdeles telefonselskaber, havde telefonen vundet rigtig indpas på Frederiksberg. I første omgang var ledningsnettet lagt over hustagene, men af praktiske grunde og af hensyn til forsyningssikkerheden var nedgravede kabler blevet stadig mere udbredt. Af den grund fik Frederiksberg Kommunalbestyrelse ved behandling af KTAS’ koncession indføjet en bestemmelse om, at selskabet skulle svare en afgift til kommunen til dækning af de anlægsudgifter, som telefonanlæggene påførte kommunen. Socialdemokratiet, der på sit kommunesocialistiske program havde en kommunalisering af byernes forsyningsvirksomheder, ønskede, at kommunalbestyrelsen over for regeringen tilkendegav, at telefonvæsenet skulle overgå til statsdrift, da det var en national opgave, men så langt kunne den radikal-liberale liste, som sammen med socialdemokraterne i disse år dannede en flertalsgruppe, dog ikke strække sig. Til gengæld var der i hele kommunalbestyrelsen enighed om, at telefonabonnementsafgifterne var for høje, og at det navnlig skadede byens mindre næringsdrivende, der af hensyn til deres virksomheder og forretninger i stigende grad havde behov for telefon.

Telefonkiosker – en lang beslutningsproces
I forhold til størrelsen af afgifterne for telefonabonnementerne havde kommunalbestyrelsen fat i en vigtig pointe. Selv om telefonledningsnettet siden begyndelsen af 80´erne var blevet udbygget ganske betydeligt, var der i midten af 90´erne kun godt 5000 telefonapparater i Hovedstaden, København-Frederiksberg, svarende til 73 indbyggere pr. apparat – tabel 1. Kredsen af telefonabonnenter talte således den mest velstående del af befolkningen, stat og kommune, industrivirksomheder, en gros- og handelsvirksomheder og til en vis grad større håndværks- og forretningsvirksomheder.
På den baggrund fik A/S af Københavns Telefonkiosker i 1895 af Københavns Kommune koncession på at opstille telefonkiosker på de mest befærdede strøg i nabobyen. Kioskerne var tegnet af arkitekt Fritz Koch og udformet som sekskantede slanke og ni meter høje bygninger opført i fyrretræ på en sokkel af tilhugget granit. Bygningerne var rigt detaljeret og udført i en form for jugendstil med kobbertag, der hæver sig op i 6 flige med et spir med urskive. Under taget ophængtes 6 grønne lanterner og under dets buer indsattes billedfelter med stjernetegn, værktøj, telefonerende herrer m.m. Samme år som de første københavnske telefonkiosker begyndte at rejse sig, ansøgte i efteråret 1895 en Ritmester Allan Dahl om koncession til at opstille og drive et antal telefonkiosker på Frederiksberg. I Frederiksberg Kommunalbestyrelse blev andragendet positivt modtaget, idet, som et af medlemmerne, højesteretssagfører Michael Luun, udtalte, ”sådanne kiosker vilde være et gode for beboerne. Telefoner vare til stor hjælp for mange mennesker, men det var ikke enhver, der havde råd til selv at have telefon”.
Da der dog i kommunalbestyrelsen var enighed om i første omgang at afvente de første resultater fra København, og Dahl heller ikke nærmere havde angivet antallet og placeringen af kiosker, der ønskedes opstillet, blev sagen henvist til Vejudvalget til yderligere forhandling. Tilsyneladende kom der ikke noget af det, og heller ikke da A/S Københavns Telefonkiosker i foråret 99 ansøgte om at opstille op til fem københavnske kiosker på Frederiksberg. I første omgang ønskede selskabet kun at opføre en kiosk i haveanlæggene på den nordvestlige side af Allégade, men da kommunalbestyrelsen fandt de københavnske kiosker for monstrøse, og at den nævnte placering ville ødelægge udsynet til Oehlenschläger-statuen faldt forslaget. Efter århundredskiftet afslog kommunalbestyrelsen yderligere et antal koncessionsforslag om frederiksbergske telefonkiosker under henvisning til byens mindre handlende, der bedrev kioskvirksomhed, og vanskelighederne ved at finde egnede pladser.
Først i 1912 kom der endelig mere skub i sagen, da fabrikant Thorvald Lippert rejste spørgsmålet først overfor Frederiksberg Birk og siden kommunen. Lippert henviste til det behov, der også på Frederiksberg fortsat var for telefonkiosker, og ville som noget nyt gennem Københavns Cykelpost, som han også havde drevet siden 1906, knytte en særlig budtjeneste til kioskerne. Under de første forhandlinger med kommunen fremlagde Lippert flere skitser til telefonkioskernes udformning, bl.a. en rund bygning med bærende søjler, og pegede på foreløbig fire placeringer af kioskerne. Kommunen kunne ikke gå ind på en kiosk ved Frederiksberg Hospital, da der ved den kommende portbygning her var kalkuleret med en kiosk for hospitalets patienter og besøgende og ønskede i øvrigt, at der kom til at stå en selskabskonstruktion med en vis kapital bag byens kommende telefonkiosker.
Som følge heraf stiftedes i foråret 1915 A/S Frederiksberg Telefonkiosker til anlæg og drift af telefonkiosker på Frederiksberg. Selskabet fik en aktiekapital på 50.000 kr. fordelt med 10.000 kr. til Lippert for arbejdet med selskabet dannelse og 40.000 kr., der blev indbetalt af grosserer Ove Davidsen. Lippert ansattes om administrerende direktør, og i bestyrelsen indtrådte Davidsen og grosserer C.L. Pedersen. Efter fornyede forhandlinger mellem kommunen og aktieselskabet, bl.a. på basis af den københavnske koncession, blev der i august 1915 indgået aftale om en særdeles detaljeret koncession. A/S Frederiksberg Telefonkiosker fik herved for 20 år eneret til at anlægge og drive fire telefonkiosker, mens Frederiksberg Kommune sikrede sig afgørende indflydelse på selskabets drift og kioskernes udsende, reklamer og placering i byen. Endelig skulle kommunen årligt modtage en fast afgift på 100 kr. pr. kiosk stigende til 500 kr. samt 20 procent af selskabets nettoudbytte. Herudover skulle de ansatte kvinder have samme løn- og arbejdsforhold som KTAS-ansatte samt til deling modtage 20 procent af selskabet nettooverskud, efter at der af dette var udbetalt aktionærerne et udbytte på 10 procent. Mest af alt lignede konstruktionen et halvkommunalt foretagende, som kommunen også havde arbejdet med ved etableringen af Frederiksberg Sporvejs- og elektricitetsaktieselskab og ved sin stigende indflydelse på Det danske Gaskompagnis drift af byens gasværk.

”Tempelmodellen”
I henhold til koncessionen opførte A/S Frederiksberg Telefonkiosker i løbet af 1916 tre telefonkiosker i byen. Kiosk 1 ved hjørnet Alhambravej og Frederiksberg Allés nordside og Kiosk 2 ved Allégade-krydset ud til Smallegade i det nordvestligste hjørne af det lille anlæg, der tidligere var blevet anlagt ved Allégades vestside mellem Bredegade og Smallegade, og som senere skulle indgå i den nye rådhusplads. Kiosk 3 blev anbragt på en lille ø midt i Sindshvilevejs udløb i Falkoner Allé, mens der skulle gå flere årtier, inden man blev enige om placeringen af den fjerde. En for færdslen og bybilledet passende anbringelse af Kiosk 4 var for kommunen helt afgørende, selv om det ikke ligefrem var forslag, der manglede – jernbaneoverskæringen ved Falkoner Allé, hjørnerne H.C. Ørstedsvej/Aaboulevarden og Falkoner Allé/Rolighedsvej, ø-placeringer midt i stort set samtlige sidevejes udløb i Gl. Kongevej eller Kronprinsesse Sofies Vej udløb i Godthåbsvej.
Frederiksbergs tre telefonkiosker og faktisk også den fjerde, der dog kom til at ligge og rådne op på byggepladsen, blev udført af tømmermester Nordkjær, Bygningssvendes A/S, A/S ”Aurora” og stenhuggerfirmaet A Sode og med T.H. Hjejle og Niels Rosenkjær som arkitekter. Kiosken udformedes som en ottekantet bygning på granitfundamentsten med næsten fem meter høje korintiske søjler og ovenover frisen en ekstra etage afsluttet med en kobberbelagt kuppel. Mellem søjlerne og i den øverste etage indsattes glasvægge til opsætning af reklamer og ekspeditionsluge. Stilen var tidens mest anvendte, neoklassicismen, og med den lighed Frederiksbergs telefonkiosk havde med det senromerske Venustempel i Baalbek i Libanon, fik den betegnelsen ”Tempelmodellen”.
Telefonkioskerne blev bemandet med en åbningstid fra 8 til 22 om vinteren og 7.30 til 22 om sommeren og skulle først og fremmest give borgerne adgang til at telefonere med direkte forbindelse til centraltelefonstationen. Samtaletaksten sattes til 10 øre for 3 min., mens politiet og andre myndighedspersoner skulle kunne telefonere gratis i tilfælde af brand eller ulykke. Kioskerne ekspederede herudover telegrammer og havde et organiseret budkorps af ekspresbude på cykel eller motorcykel til besørgelse af pakker og breve. Herudover solgtes der fra kioskerne aviser, frimærker, brevkort, brevpapir og konvolutter, sporvognskort og -billetter samt teaterbilletter, ligesom der var mulighed for fornyelse af lotterisedler. I telefonkioskerne fandtes der desuden indenlandske jernbane- og dampskibslister, kort over Frederiksberg med angivelse af nærmeste læge, politi og brandvagtstation, fortegnelser over læger med telefon og en vejviser.

Telefonboksen
Efter en årrække med stigende omsætning stod A/S Frederiksberg Telefonkiosker fra slutningen af 20´erene og gennem resten af mellemkrigstiden overfor faldende indtægter og dermed lavere indtjening. For at forøge omsætningen søgte selskabet i 1928 Frederiksberg Kommune om tilladelse til dels at forhandle tobaksvarer og chokolade og opsætte cigaretautomater på eller i tilknytning til kioskerne, dels ved bud at sælge aviser ved stoppesteder, der lå i umiddelbar nærhed af de enkelte kiosker. Kommunen afslog, da salg af chokolade og tobak ville påføre byens øvrige tobakshandlere yderligere konkurrence, og løssalget af aviser ville vanskeliggøre ind- og udstigningen fra sporvognene. 1929 blev der dog givet tilladelse til opsætning af lysreklamer på toppen af kioskernes kupler, og op igennem 30´erne blev kommunen stadig mere imødekommende overfor de forslag, som selskabet fremlagde for at forbedre forretningsresultatet. Ved fornyelse af koncessionen i 1935 blev den faste afgift til kommunen nu afløst af en ny flydende afgift, der blev beregnet efter en progressiv skala i forhold til kioskernes samlede udbytte, og i 1939 blev der fundet en løsning med hensyn til placeringen af Kiosk 4. Valget faldt på sporvognssløjfen ved P.G. Ramms Allé og Peter Bangs Vej i Lindevangskvarteret på det nu næsten helt udbyggede vestlige Frederiksberg. Telefonkiosk 4 og Kiosk 5, der placeredes ved Forum i 1947, blev betegnet Funkistypen og var tegnet af arkitekt K.T. Mikkelsen i funkisstil og udført i metal og glas.
Bag A/S Frederiksberg Telefonkioskers faldende indtægter og indtjening lå, i forhold til den almindelige løn- og prisudvikling, faldende priser på kioskernes salgsartikler og en mindre benyttelse af deres primærydelser. Telegraftjenesterne forsvandt stort set, og telefonbenyttelsen blev stadig mindre end den telefoniomsætning, som aktieselskabets økonomi også var beregnet ud fra. Op gennem den første halvdel af det 20. århundrede blev telefonnettet i Hovedstaden, dets forstæder og i hele landet kraftigt udbygget (jf. tabel 1), og stadig større og færre selskaber kom til at stå bag det danske telefonvæsen. Allerede i 1919 overtog KTAS Lolland-Falster og af de øvrige 13 koncessionerede selskaber ved århundredskifter, var der gennem sammenslutninger og overtagelser ved fornyelsen af koncessioner i 1922 kun syv tilbage, og ved næste fornyelse i 1947 var der ved siden af statstelefonien i bl.a. Sønderjylland kun de tre store tilbage – KTAS, JTAS samt Fyn Kommunale Telefonselskab. Ligesom det offentlige overtog byernes kommunaliserede forsyningssektor, statsbanerne og eneret til jernbaneanlæg, underlagde den fremvoksende regulerende velfærdsstat sig også teleområdet. Ved forskellige bestemmelser i lovgivningen fra 1919 og 1922 sikredes således en successiv overgang af telefonselskaberne til statsdrift, og på dette grundlag kunne staten i 1939 og igen i 1942 sikre sig over 50 procent af aktierne i de privatejede selskaber.
Selv om privattelefonen dermed op gennem mellemkrigstiden blev mere udbredt, var den dog for store dele af arbejderklassen og det lavere mellemlag stadig for dyr og vanskelig at anskaffe sig. På den baggrund og for at dække behovet for døgnet rundt at kunne telefonere, når der ikke var en abonnementstelefon i nærheden, udviklede KTAS i starten af 30´erne telefonboksen eller telefonskabet, som den hed i samtiden – den lille flaskegrønne stålbygning med saddeltag, tydelig skiltning, matterede ruder og praktiske stålhylder med telefon og møntboks, telefonbøger og til afsætning af damernes håndtasker.
I løbet af 1930´erne opsatte KTAS ikke mindre end 600 telefonbokse i København, på Frederiksberg og Hovedstadens forstæder. Herudover opsatte Frederiksberg Brandvæsen fra 1932 ved byens større gadekryds særlige alarmskabe, der rummede både alarmeringsknapper til brandvæsen og politi, og en i en lille niche i skabet indbygget mønttelefon til benyttelse af borgere mod betaling og af politi- og brandfolk vederlagsfrit. Senere opsattes stål skærmvægge omkring selve mønttelefonen, så de frederiksbergske alamskabe også fik karakter af en egentlig telefonboks.

Aviskiosken
Med både KTAS’s og brandvæsenets telefonbokse stod A/S Frederiksberg Telefonkiosker i 30´- og 40´erne overfor en stadig mere alvorlig konkurrent, men også på andre fronter viste konkurrencen sig på samme tid. Allerede fra tiden omkring første verdenskrig var både på Frederiksberg og i København såkaldte ambulante bladsalgssteder blevet et udbredt fænomen – mænd, der solgte aviser fra vogne eller mobile standere, eller med tasker fulde af aviser løb fra stoppested til stoppested og her falbød taskernes indhold. I 1922 gav Frederiksberg Kommune på grundlag af en ansøgning fra De forenede Bladforhandlere af 1918 tilladelse til, at der kunne oprettes faste pladser til bladskure under forudsætning af, at der betaltes en afgift til kommunen, og at denne gav tilladelse til hver af de pågældende pladser, godkendte skabenes udseende, og om de pågældende avissælgere kunne betros et sådant stade til fast salg af aviser.
Som følge af den konkurrence der var fra de stadig flere ambulante bladsalgssteder og navnlig de kommende bladskure, søgte A/S Frederiksberg Telefonkiosker i 1924 kommunen om tilladelse at opstille særlige miniaturekiosker, som skulle rumme såvel avissalg som en telefon og anbringes langs den smalle rabat mellem vejenes kantsten og fortovets fliserække. Kommunen afviste dog ansøgningen af hensyn til færdslen på fortovene og var som helhed ikke positiv overfor avisskurene, da der ved telefonkioskerne, kiosker i ejendommene og hos ambulante forhandlere var et tilstrækkeligt og tilgængeligt udbud af aviser.
Det på trods skød der fra midten af 1920´erne og i de følgende årtier et større antal aviskiosker op på Frederiksberg – både meget forskelligartede skure på 1-2 kvm og senere den gængse gråmalede kiosk af træ eller jern. For kommunen var det nok så afgørende, at kioskerne kunne forpagtes til personer, der var arbejdsløse eller havde fysiske handicaps, og som dermed kunne supplere pensionen eller understøttelsen med kiosksalget.

Efterkrigstiden
Op gennem efterkrigstiden blev abonnementstelefon også udbredt blandt samfundets lavere indkomstgrupper samtidig med, at aviskiosken og telefonboksen vedblev at være en alvorlig konkurrent til A/S Frederiksberg Telefonkioskers virksomhed. I slutningen af 1970´erne afskrækkede den såkaldte ”Bombemand fra Gladsaxe” ganske vist i nogle år en del fra at benytte telefonboksen, men KTAS fjernede blot dørene til de gamle flaskegrønne bokse og opsatte endda fra 1980 en ny afløser – Klavs Helweg Larsens åbne telefonboks, der var formet på en sådan made, at den mest af alt mindede om et spørgsmålstegn. Hertil kom en helt ny og stadig stærkere konkurrence fra det store antal små mønttelefoner, der ophængtes i varehuse, offentlige institutioner, stationer, møntvaskerier m.m. og det stigende avis- og bladsalg, der kom til at ske på tankstationer og i supermarkeder og såkaldte døgnkiosker, der med et stadig større varesortiment etableredes i nogle af de købmandsforretninger, der tidligere var bukket under for konkurrence fra supermarkeder og varehuse.
Med samtidigt stigende udgifter til navnlig lønninger, men også vedligeholdelse af kioskerne og udbedring af skader efter hærværk, nærmede tiden sig for afslutningen af A/S Frederiksberg Telefonkioskers virksomhed og indslag i bybilledet på Frederiksberg. For at klare skærene forsøgte både kommunen og aktieselskabet sig i første omgang med forskellige initiativer. Et forsøg på at øge omsætningen omfattede i 1949 etableringen af en sjette og syvende kiosk, som dog aldrig realiseredes, ved Finsensvej/Ndr. Fasanvej og H.C. Ørsteds Vej/Danasvej. I midten af 1950´erne indrømmede kommunen et større fradragsbeløb, inden selskabets kommunale afgift skulle beregnes, og det blev samtidig tilladt de enkelte kiosker at opsætte drejende reklamelys i neon for forskellige dagblade og til at udvide varesortimentet til at omfatte cykellygter og elementer, el-sikringer, lim og viskelæder.
I 1965 forlængede kommunen for yderligere 5 år koncessionen for A/S Frederiksberg Telefonkiosker, men samme år havde afviklingen allerede taget sin begyndelse, idet driften af Kiosk 5 blev indstillet, og kiosken blev omdannet til en stor permanent plakatsøjle. Fire år efter sattes Kiosk 1 ved Frederiksberg Allé ud af drift og blev efter at have været anvendt som reklamesøjle i 1973 nedrevet for i 1993 at blive genopført på sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm. I 1970 forsvandt Kiosk 3 ved Sindshvilevej, hvorved antallet af telefonkiosker nedbragtes til to – Kiosk 2 på rådhuspladsen og Kiosk 4 ved sporvognssløjfen ved Peter Bangs Vej.
For at redde stumperne af A/S Frederiksberg Telefonkiosker og som følge af den betydelige strøghandel på de to centralt beliggende lokaliteter var Frederiksberg Kommune sindet til at omdanne kioskerne til en art servicebutikker. Der blev derfor her givet tilladelse til at opsætte nye elektriske reklamer og udvide varesortimentet til at omfatte alkoholfri drikkevarer, tobaksvarer, chokolade og is, kiks og småkager, frisk frugt, souvenirgenstande, film og blitzpærer, turistkort, alle former for papirvarer og skriveartikler, tidsskrifter, DR’s grundbøger, kamme, solbriller, sæbe og andre hygiejniske artikler.
I 1974 måtte aktieselskabet dog meddele, at det af økonomiske grunde ikke kunne forsætte driften af kioskerne, der snarligt ville blive nedlagt. Da kommunen stadig tillagde kiosken på rådhuspladsen en vigtig rolle som servicebutik, og i øvrigt også overvejede at bruge den som en art informationskontor, blev forpagtningen af denne for en periode af 5 år overdraget til en privat person, der fra sit tidligere virke havde betydelig erfaring med kioskdrift, mens telefonkioskerne 4 og 5 straks blev totalt afviklet. Allerede i 1978 var indtjeningen ved rådhuskiosken som følge af hærværk, en avisstrejke og konkurrence fra den døgnkiosk, der var åbnet i Allégade overfor rådhuspladsen, blevet så ringe, at den nye forpagter måtte give op. Kommunen overtog derefter rådhuskiosken, men opgav kioskvirksomheden og lejede den tilbagestående bygning til A/S Frederiksberg Plakatsøjler, der frem til 1988 anvendte den til reklameformål mod, at kommunen på samme fik mulighed for at opsætte information til borgerne.

Postefterkrigstiden
Med de mange udsalgssteder for aviser og blade bukkede telefonkioskernes tidligere konkurrent, aviskiosken, også under – og med den stadig større udbredelse af tv-kanaler, pc-adgang til internettet op gennem 1990´erne og efter årtusindeskiftet og siden gratisaviserne, er selve dagbladssektoren også i krise. I 1992 samledes Danmarks regionale telefonselskaber i det store statslige telefonselskab Tele Danmark, der i tillid til telefonboksens overlevelse samme år lancerede en helt ny telefonboks – Jan Utzons åbne boks, der med sit solide gitterværk skulle hindre graffitimalere og stenkastere i at ødelægge boksene.
I løbet af få år erstattede Utzons boks både KTAS’s gamle flaskegrønne telefonbokse fra 1930´erne og spørgsmålstegnet fra 1980´erne og JTAS telefonbokse i klart glas. Men turen kom også til andre af telefonkioskernes gamle konkurrenter. Fra årtusindeskiftet blev mobiltelefonen hvermandseje, og det siden privatiserede telefonselskab TDC begyndte i stadig større omfang at afvikle de mange telefonbokse, således at disse kun opretholdes på de mest trafikerede steder. Både TDC og de øvrige private danske og statsejede udenlandske telefonselskaber, der er vokset frem på det liberaliserede telemarked, har samtidig kunnet notere, at mobiltelefonen også er ved at afløse den abonnementsbaserede fastnettelefon.
Men 1860´ernes store produktinnovation, telefonen, eksisterer stadig. Gennem utallige procesinnovationer i form af den moderne mobiltelefon, som udover blot at være en telefon, nu samtidig er både digitalkamera og en mini-pc, der giver adgang til alle tidens informationer på cyberspace. Altså lidt af det, som det tidlige 20. århundredes telefonkiosker med datidens teknologi forsøgte at forene i én bygning – information!

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren, forår 2010.