Frederiksberg Folkeregister

Af stadsarkivar Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv

I 1999 markerede kommuner og statslige myndigheder 75-året for indførelsen af folkeregistre i Danmark den 5. november 1924. Frederiksberg og de to øvrige hovedstadskommuner, København og Gentofte, var dog på forkant med udviklingen og havde etableret egne folkeregistre knap 2 år før resten af landets kommuner.

Nærværende artikel tager afsæt i de forskellige former for befolkningsregistreringer, der eksisterede før folkeregistrenes indførelse, og belyser samtidens behov for en effektiv bopælsregistrering og selve etableringen af Frederiksberg Folkeregister. Herefter følges de vigtigste træk i det frederiksbergske folkeregisters udvikling fra mellemkrigstidens og besættelsesårenes mange nye opgaver til de sidste tre-fire årtiers anvendelse af stadig mere avanceret IT-teknologi.

Befolkningsregistreringer før folkeregistrene

Udskrivning af skatter og til militærtjeneste har igennem historien været afgørende for opbygning og fastholdelse af en stærk statsmagt og har krævet, at der med jævne mellemrum blev holdt mandtal. Befolkningsregistreringer var således almindelige lige fra oldtidens Ægypten, over det antikke Grækenland til Romerriget. Velkendt er indledningen til Juleevangeliet: ”Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien. Alle gik hen for at lade sig indskrive, hver i sin by”.

På dansk grund blev en egentlig registrering af befolkningen antagelig først påbegyndt med indførelsen af kirkebøger efter reformationen i 1536, men kirkebogsførelsen var længe ujævn og tilfældig. Først med kongelige missiver fra 1645 og 1646 blev det i lyset af de økonomiske og militære problemer under Torstenssonkrigen og rigets akutte behov for inddrivelse af nye skatter og indkaldelse af yderligere soldater påbudt, at kirkebøger konsekvent skulle indføres, først på Sjælland og senere i Jylland, på Fyn samt i Skåne og de kongelige dele af hertugdømmerne. Der skulle dog flere indskærpelser til, før der i slutningen af 1600-tallet var indført kirkebøger i samtlige danske sogne og først med reskript af 11. december 1812 fik kirkebøgerne for en længere periode en mere fast form.

Kirkebøgerne gav oplysninger om fødsel, dåb, konfirmation, vielse og dødsfald, og førelsen var som følge af den snævre forbindelse med de kirkelige handlinger henlagt til præsten. Da præsten samtidig var statens lokale repræsentant, og op gennem 1700-tallet og ind i det nye århundrede blev hovedansvarlig for stadig flere verdslige opgaver, som f.eks. fattig- og skolevæsen, var det naturligt, at den udvidede og ikke-gejstlige del af kirkebogsførelsen fra 1812 også blev underlagt ham. En af de vigtigste opgaver var her udarbejdelse af til- og afgangslister, hvor der skulle ske en registrering af alle til- og fraflytteres navne, alder, håndtering, ankomst- eller afrejsedato, hvortil/hvorfra flytningen skete, og senere også tjenestested og skudsmål. Trods adskillige efterfølgende indskærpelser af alle flyttendes meldepligt blev til- og afgangslisterne ført mere eller mindre nøjagtigt, og i praksis unddrog bl.a. højere standspersoner og aftægtsfolk sig registrering. Bedst dækket blev det ugifte tyende.

Mens der ved kirkebogsførelsen udelukkende skete civilregistrering inden for de enkelte sogne, havde enevoldstaten af beskatningshensyn, og for at kunne regulere samfundsudviklingen, behov for at der afholdtes egentlige mandtal, der omfattede hele riget. Den første folketælling gennemførtes i 1769, blev gentaget i 1787, 1801, 1834 og 1840, og gav for hver enkelt person i landet oplysninger om bl.a. navn, alder, civilstand, antal ægteskaber, stilling i familien, børn, alder og titel, embede, forretning eller håndværk. De følgende folketællinger blev foretaget hvert femte eller tiende år og fra 1901 til 1970 konsekvent hvert femte år. For hvert enkelt tællingsår blev oplysninger om den enkelte stadig fyldigere og kom bl.a. til at omfatte fødested, trossamfund, husleje, tilflytning og arbejdssted. For Frederiksberg er folketællingerne bevaret i ubrudt række fra 1787.

Ud over spredte mandtalslister fra 1600- og 1700-tallet og hussøgningsprotokoller fra det 18. århundrede, der førtes med henblik på beskatning og i reglen kun omfattede husstandsoverhovedet, var kirkebøgerne og folketællingerne frem til den sidste del af 1800-tallet myndighedernes vigtigste redskab til registrering af befolkningen. For lettere at kunne eftersøge alimentanter, værnepligtige, restanter, og særlig med henblik på udarbejdelse af pålidelige skattelister og statistik over befolkningens omfang og fordeling, begyndte flere købstæder, som følge af den kraftige befolkningstilvækst fra 1870’er og 80’erne, at udarbejde mandtalslister efter samme retningslinjer som for folketællingerne, men med kortere mellemrum end ved folketællinger.

På Frederiksberg havde kommunen allerede fra slutningen af 1860’erne udsendt halvårlige mandtalslister ved april og oktober flyttedag, og ved lov af 15. maj 1875 om tilsynet med fremmede og rejsende fik man bemyndigelse til at pålægge husejerne på de omdelte skemaer ”nøjagtig for enhver i huset sig opholdende persons vedkommende at meddele oplysning om personens navn, stilling, alder og det tidspunkt, da vedkommende tog ophold i kommunen”. Mandtalslisterne, der efterfølgende kom til at rumme oplysninger om fødested, husleje, arbejdssted m.m., blev i den første tid omdelt, indsamlet og kontrolleret af 12 betjente fra det kommunale politi, og senere overtog de kommunale rodemestre arbejdet. På kommunens kasserer- og skattekontor dannede listerne grundlag for udarbejdelsen af skatteekstraktbøger, skattelister og -bøger og ligningsprotokoller – samtidens administrative instrumenter til ansættelse og inddrivelse af skatterne.

1875-loven gav herudover nye retningslinjer for myndighedernes registrering af befolkningens vandringer, idet tilsynet med tjenestefolks flytninger overførtes fra præsterne til politimyndighederne. På Frederiksberg førte det kommunale politi således fra 1875 på politistationens meldingskontor årligt særlige meldingsprotokoller over personer, der både flyttede inden for kommunegrænsen og ind og ud af kommunen. Da 1875-loven desuden påbød, at udlændinge, der søgte arbejde i Danmark, skulle forsynes med en opholdsbog, fortegnede politiet i protokollerne over opholdsbøger ligeledes de udlændinge, der som første opholdssted havde valgt Frederiksberg.

Behovet for en effektiv og aktuel bopælsregistrering

Mandtalslister og tyende- og meldingsprotokoller havde godt nok givet myndighederne et bedre redskab til at følge befolkningens bevægelser, men registreringerne havde deres mangler. Mandtalslisterne førtes kun hvert halve år og til- og fraflytningsregistreringen medtog kun håndværkere, arbejdere, tyende m.fl., og der var langt fra sikkerhed for, at alle opfyldte meldingspligten. Med den hastige udvikling, det danske samfund gennemgik i den sidste del af 1800-tallet og i de første årtier i det nye århundrede, blev manglen på ajourførte registre over befolkningen og dens aktuelle opholdssteder et stadig større problem for statslige og kommunale myndigheder og var særlig påtrængende i de større bysamfund.

Industrialiseringen havde således fra midten af 1800-tallet sat skub i en migration uden sidestykke og resulteret i en massiv vandring fra land til by og et utal af flytninger byerne imellem. I samme periode havde Frederiksberg udviklet sig fra et rent landbrugssamfund til en storby i hovedstaden. Som landets næststørste kommune var Frederiksbergs befolkning i 1921 forøget fra ca. 3000 i 1850 til over 100.000. Af den samlede frederiksbergske befolkning i 1921 var knap 43 procent født i provinsens landdistrikter og købstæder, godt 25 procent i København og ca. 6 procent i udlandet. Kun en fjerdedel var fødte frederiksbergere.

Siden 1890’erne havde stat og kommune desuden måttet påtage sig langt flere opgaver – i første omgang inden for transport og forsyning og i form af en udbygning af skolevæsenet og forbedringer i den offentlige forsorg, som f.eks. alderdomsunderstøttelse, nye former for understøttelse uden fattighjælpens virkninger, støtte til syge- og arbejdsløshedskasser og kommunale hjælpekasser. Under 1. Verdenskrig og flere år efter skabte krigens alvorlige sociale og økonomiske følgevirkninger grundlaget for nye socialpolitiske tiltag og en strammere styring af markedsøkonomien, der placerede den offentlige sektor som en stærkere reguleringsmekanisme i samfundet.

Af hensyn til beskæftigelsen blev der igangsat flere offentlige arbejder og givet støtte til dele af erhvervslivet. Over for vareknapheden fastsattes maksimalpriser og rationering på korn, kul og de vigtigste levnedsmidler, og forskellige varegrupper blev konfiskeret eller opkøbt af myndighederne og videresolgt til forbrugerne. På det sociale område gennemførtes vidtgående indgreb såsom forøgede tilskud til arbejdsløsheds- og hjælpekasser, dyrtidshjælp, huslejeregulering, kommunalt boligbyggeri og massiv statslig og kommunal understøttelse af almennyttigt og privat boligbyggeri. De mange nye opgaver, der i de fleste tilfælde blev lagt på kommunerne, førte til hyppigere henvendelser til borgerne, stigende offentlige udgifter og en forøgelse af skatteindtægternes samlede andel af bruttofaktorindkomsten fra 8 procent før 1914 til 15 procent i løbet af 20’erne.

For at sikre kontakten til borgerne, og for bedre at kunne inddrive forskellige indtægter, var det som følge af de omfattende befolkningsforskydninger afgørende, at myndighederne, særlig de kommunale, havde et nøjagtigt og aktuelt kendskab til, hvor borgerne opholdt sig. Dette gjaldt både, når der skulle skrives til den enkelte borger, ved fastlæggelse af forsørgelsesretten og eftersøgning af personer, der skyldte skat, underholdsbidrag m.m., og navnlig af hensyn til en mere pålidelig skatteansættelse og -inddrivelse. En ajourført registrering af samtlige flytninger ville herudover være en fordel for udarbejdelse af valglister og befolkningsstatistik og kunne i mange sammenhænge lette politiets arbejde.

Spørgsmålet om at gøre anmeldelse af til- og fraflytning til en almindelig borgerpligt og at oprette egentlige kommunale folkeregistre, havde været oppe at vende flere gange før verdenskrigen, men blev først for alvor sat på den politiske dagsorden fra 1916-17 på initiativ af de kommunale organisationer: De danske Købstadsforeninger, De samvirkende Sognerådsforeninger, og Fællesorganisationen for landkommuner med bymæssig bebyggelse. Indenrigsministeriet foretog sig efter de indledende høringer, hvor de berørte parter stillede sig velvillige, foreløbig ikke videre. Først efter modtagelse af forslag fra Københavns Kommune i 1918 om oprettelse af folkeregistre, eventuelt i forbindelse med Frederiksberg og det øvrige land, kom der skred i tingene. Ministeriet sendte det nye forslag til udtalelse i de kommunale organisationer og relevante ministerier, og da der herfra med forskellige tilføjelser var positive tilbagemeldinger, nedsattes i oktober 1920 den såkaldte folkeregisterkommission.

Folkeregisterkommissionen, der sammensattes af repræsentanter for de kommunale parter, forskellige ministerier, politiet, Statistisk Departement, Sundhedsstyrelsen samt en særlig kyndig i sønderjyske forhold, barslede knap to år efter med en betænkning med tilhørende forslag til lov om oprettelse af folkeregistre samt udkast til bekendtgørelse, cirkulære og instruks om fremgangsmåden ved oprettelse og førelse af folkeregistre. Umiddelbart derefter fremsatte den siddende Venstre-regering i december 1922 et lovforslag, der i det væsentligste var enslydende med kommissionens forslag. Rigsdagsbehandlingen trak dog ud og først den 14. marts 1924 blev folkeregisterloven endeligt vedtaget. Derefter fulgte så centraladministrationens lovudfyldning, der i form af cirkulærer og en bekendtgørelse i det væsentligste fulgte folkeregisterkommissionens udkast, inden folkeregistrene kunne oprettes i samtlige danske kommuner den 5. november 1924. Men inden da havde man taget hul på udviklingen i hovedstaden.

Hovedstadskommunerne først på banen

Allerede mens folkeregisterkommissionen arbejdede, orienterede Københavns Kommune i august 1921 Indenrigsministeriet om, at man overvejede at oprette et folkeregister, og anmodede samtidig ministeriet om, ved forberedelsen af selve folkeregisterloven at tage behørigt hensyn til de folkeregistre, der i hovedstaden ville være oprettet inden loven blev gennemført. Selv om ministeriet i sit svar i slutningen af 1921 ikke ville binde sig til at respektere allerede etablerede folkeregistre, fortsattes arbejdet ufortrødent, da det blev anset for afgørende at registrene etableredes så hurtigt som muligt.

Flytningerne mellem hovedstadskommunerne København og Frederiksberg havde længe været meget omfattende og givet de kommunale forvaltninger mange hovedbrud. Det kunne desuden forventes, at en kommende rigsdagsbehandling af folkeregisterloven trak ud, ligesom der efter oprettelsen af et folkeregister ville være en længere indkøringsperiode. Da det samtidig frygtedes, at de særlige mandtalslister, der var anvendt ved uddeling af ernæringskort, ville gå i forfald som følge af rationeringernes kommende bortfald og borgernes deraf manglende interesse for at stå på listerne, indledtes forhandlinger mellem Frederiksberg og Københavns kommuner, og på sidelinjen Gentofte Kommune, om samtidig at etablere egne folkeregistre før det øvrige land.

Sagen var for Borgerrepræsentationen i København i efteråret 1922 og i Frederiksberg Kommunalbestyrelse lige efter nytår. Stillingen var klar: folkeregistre skulle gennemføres i de tre hovedstadskommuner pr. 1. februar 1923 og man skulle som hovedregel følge de bestemmelser, der fremgik af det lovforslag, Rigsdagen havde fået forelagt på samme tidspunkt og de retningslinjer, som var angivet i folkeregisterkommissionens forskellige udkast til instruks, cirkulære og bekendtgørelse. Den 17. januar fik Frederiksberg Kommune for sit vedkommende Indenrigsministeriets tilladelse til at sætte projektet i værk, idet ministeriet fandt en midlertidig hjelm i lov nr. 207 af 15.4.1921 om ændring i midlertidig lov nr. 474 af 30.8.1919 om regulering af prisen på livsfornødenheder og varer.

I praksis etableredes folkeregisteret på Frederiksberg som i København og Gentofte ved, at der den 1. februar blev afholdt et særligt kommunalt mandtal. På udsendte skemaer blev der for hver enkelt beboer givet oplysninger om fulde navn, køn, stilling eller erhverv, bopæl, fødselsår, fødselsdag, fødested, statsborgerforhold samt ægteskabelig stilling og stilling i husstanden. Mandtallets oplysninger dannede efterfølgende grundlag for selve folkeregisterets kortsystem. På hovedregisterets kort, der blev ordnet gadevis, opførtes således alle de på skemaerne angivne personer samt de for hver enkelt person givne oplysninger. Mand, kone og hjemmeværende børn under 15 år fortegnedes på et familiekort. Alle andre –børn over 15, logerende, tyende m.m. – på enkeltkort. Et alfabetisk ordnet navneregister fungerede som indholdsfortegnelse til hovedregisteret og rummede kort for enhver person, der i hovedregistret var opført på enkeltkort eller stod øverst på familiekortene.

For at sikre, at folkeregisteret til enhver tid var ajourført, var alle borgere efter registerets oprettelse pligtige til, inden for korte tidsfrister at melde flytning hertil, også selv om flytningen kun skete inden for kommunegrænsen. Folkeregisteret skulle desuden fra forskellige myndigheder modtage indberetninger om fødsler, navngivelser og dødsfald. Til hovedregisterets kort for personer, der fraflyttede kommunen eller afgik ved døden, samt for kvinder, der indgik ægteskab, etableredes et særligt afgangsregister ordnet alfabetisk efter navn. Med henblik på kontrol og revision af registeret skulle der endelig i årene fremover afholdes årlige mandtal omfattende samtlige kommunens beboere.

Frederiksberg Folkeregister fik kontorlokaler i det daværende rådhuskompleks på Falkoner Alle og indrettedes med skranke, skriveborde og såkaldte amerikanske kartoteksskabe af stål, der blev anset for mere praktiske end de traditionelle træskabe. Til inventar, 70.000 hovedregisterkort, 100.000 navnekort, mandtalsskemaer samt ekstraassistance til udbringning og indsamling af mandtalsskemaerne og udskrivning og ordning af kortene beregnede forvaltningen en etableringsudgift på 20.000 kr. Den daglige administration blev overladt til en overassistent, som leder, den tidligere bestyrer af mandtalsregisteret samt en timelønnet kontorelev. Da der delvis var tale om overført personale og da der som følge af folkeregisterets oprettelse måtte forventes nye indtægter og besparelser på andre områder, ville registeret efter forvaltningens skøn ikke føre til nævneværdige nye driftsudgifter.

I kommunens forvaltningsmæssige system blev folkeregisterkontoret i den allerførste tid lagt under Huslejenævnets Kontor under Den økonomiske Forvaltning. Da huslejereguleringen mod forventning ved en ændring i boliglovgivningen senere i 1923 for hovedstadens vedkommende forlængedes frem til 1931, overførtes folkeregisteret til Frederiksberg Skattevæsen, ligeledes under Den økonomiske Forvaltning, hvor det af hensyn til skatteligning og -inddrivelse også mere naturligt hørte hjemme. Folkeregisterets etablering medførte dels at kommunen ikke fremover udsendte de halvårlige mandtalslister til husejerne, som man havde gjort siden 1860’eme, dels at politiets registrering af til- og fraflyttere ophørte.

Mellemkrigstid og besættelsesår

De første år efter Frederiksberg Folkeregisters oprettelse var en indkøringsperiode, hvor der ud over de daglige rutiner skulle. tages stilling til en lang række tvivlsspørgsmål og via de årlige mandtal rettes fejl, som var opstået i kraft af manglende dokumentation af borgernes oplysninger ved registerets etablering. Hertil kom så en nødvendig tilpasning af arbejdsgange og selve registerførelsen som følge af folkeregisterlovens vedtagelse og de administrative bestemmelser, der i slutningen af 1924 fulgte i kølvandet på selve loven. Fra forskellige myndigheder skulle registeret nu også håndtere indberetninger om navneændringer, adoptionsbevillinger, ændringer i statsborgerforhold, konkurser, straffe, offentlig hjælp og andre forhold, der havde betydning for valgretsfortabelsen.

Som det fremgår af figur 2 prægedes folkeregisterets daglige drift over hele linjen af en betydelig vækst igennem resten af mellemkrigstiden og i besættelsesårene. I kraft af Frederiksbergs fortsatte befolkningstilvækst og det store antal interkommunale flytninger, forøgedes antallet af flytteanmeldelser fra 1929/30 til hen mod slutningen af 30’erne med 46 procent. Herefter var omfanget af flytteanmeldelser svagt faldende, for at dykke ganske meget i de sidste besættelsesår – den mindre flyttetilbøjelighed i den sidste del af besættelsestiden skyldtes den efterhånden meget voldsomme boligmangel, der fulgte med krigskonjunkturernes indskrænkning af byggeriet. Med hensyn til indberetninger fra andre myndigheder kunne der i perioden noteres en vækst på over 50 procent, men mest markant blev udviklingen af besvarede forespørgsler. De telefoniske, der primært kom fra politiet og voksede yderligere i de “urolige” besættelsesår 1940-1944, forøgedes med 174 procent. For de skriftlige forespørgsler fra bl.a. en række offentlige myndigheder, lå tilvæksten på over 200 procent. I perioden gennemførtes stadig flere reguleringer og navnlig i 30’erne udbyggedes fundamentet for efterkrigstidens velfærdsstat. Det førte til en endnu hyppigere borgerkontakt og afledte forespørgsler til folkeregistret fra bl.a. skattevæsenet og socialkontoret.

Ud over væksten i de daglige driftsopgaver blev folkeregisteret pålagt en lang række nye opgaver. Det drejede sig om optagelser af værnepligtige på lægdsrullen og medvirken ved udarbejdelse af valglister og forskellige opgørelser over beboere og andre forhold i hele kommunen eller i bestemte kvarterer. Med 30’ernes store socialreformer blev den såkaldte sygekassekontrol overført til folkeregistrene, der skulle registrere oplysninger om medlemskab af sygekasser og udsende påmindelser til forsikringspligtige personer om at søge optagelse i en statsanerkendt sygeforsikring. Registeret skulle herudover fremsende afkrævning af ydelser til personer, der ikke efterkom påmindelserne, og foretage opkrævning af kontingentrestancer til sygekasserne. Alene sygekassekontrollen medførte, at Frederiksberg Folkeregister i slutningen af 30’erne årligt måtte gennemføre over 30.000 særlige registreringer og udsendelser af påmindelser og opkrævninger.

I besættelsestiden kom yderligere arbejdsopgaver til. Fra 1941 skulle alle, der opholdt sig eller færdedes i det såkaldte sikkerhedsområde i Jylland, have et legitimationskort. Det første år udstedtes godt 12.000 legitimationskort og fra 1944 skulle alle danske statsborgere være i besiddelse af kortet, hvilket medførte et betydeligt merarbejde. Til modstandsfolk, der havde behov for at få en anden identitet, udstedte folkeregistret i øvrigt mange falske legitimationskort.

Folkeregistret skulle desuden registrere midlertidige ophold og medvirkende ved udarbejdelse af lister, der dannede grundlag for uddeling af rationeringsmærker samt særskilte indberetninger til Statistiske Departement om personer, der tog midlertidigt ophold i udlandet – navnlig de såkaldte Tysklandsarbejdere. Endelig blev folkeregisteret pålagt at sørge for, at personer, der ikke var medlem af en a-kasse og som skiftede plads, blev opfordret til at få udstedt et arbejdskort inden fraflytning fra den kommune, hvor de var tilmeldt.

Oven i alt dette kom så, at en del af Frederiksberg Folkeregisters kortsystemer den 23.11.1944 blev delvis ødelagt af frihedskæmpere, der dermed ville hindre den hjælp tyskerne kunne have af registrene. I slutningen af 44 var ødelæggelse af folkeregistre udbredt landet over og gav som på Frederiksberg et betydeligt afbræk i den kommunale administrations arbejde og krævede efterfølgende et omfattende merarbejde til revision og rekonstruktion af systemerne. Ofte var den tilsigtede effekt tvivlsom – et synspunkt Frihedsrådet selv gjorde gældende i en intern udtalelse.

Velfærdssamfundet – CPR og EDB

Efter den hektiske besættelsestid blev de første efterkrigsår forholdsvis rolige. Stat og kommune pålagde ikke i nævneværdig grad folkeregisteret nye aktiviteter og man kunne koncentrere sig om de daglige driftsopgaver, der på næsten alle områder udviste yderligere tilvækst. Dog kom registreringen af flytninger ikke op på førkrigsniveauet. Frederiksberg var ved at være fuldt udbygget og folketallet steg kun meget svagt frem til 1950, hvor det kulminerede med næsten 120.000. Den stadig alvorlige boligmangel, lagde desuden fortsat en dæmper på befolkningens lyst og mulighed for at flytte.

Selv om nogle opgaver gradvist forsvandt op igennem 50’erne og 60’erne udsendte centraladministrationen til gengæld en byge af bekendtgørelser, cirkulærer og instrukser, hvoraf mange mere eller mindre direkte havde betydning for folkeregistrene. Justeringerne af registerførelsen og de nye opgaver var i de fleste tilfælde en følge af tidens ændringer i familiestrukturen og de reguleringer og den udbygning af det sociale sikringssystem, der fulgte med etableringen af det moderne velfærdssamfund.

Også omfanget af folkeregisterets driftsopgaver blev påvirket heraf. Fra 1950 til midten af 60’erne forøgedes antallet af dels indberetninger fra myndighederne dels forespørgsler fra og meddelelser til en lang række offentlige institutioner og myndigheder med henholdsvis 20 og 40 procent. Antallet af de årligt registrerede flytninger var dog i perioden svagt faldende og lagde sig på godt 30.000 i den sidste del af 60’erne og ind i 70’erne. Kommunen var nu helt udbygget og tidligere tiders store tilvandringer stoppet og vendt til et egentligt fraflytningsoverskud. Med en stadig ældre befolkning og et samtidigt fald i antallet af fødsler mindskedes befolkningstallet.

Med stat og kommunes vokseværk og planerne for indførelse af kildeskat nedsatte regeringen i 1961 et særligt udvalg med henblik på etablering af elektronisk databehandling i den offentlige forvaltning. Udvalgsarbejdet resulterede i et forslag om at der skulle oprettes et centralt personregister baseret på edb og at hver borger skulle udstyres med et personnummer af hensyn til et entydigt identifikations- og referencesystem ved behandling af persondata og -sager og selve den maskinelle bearbejdning. Efter diverse høringer og den folketingspolitiske behandling oprettedes i 1965 til systemets etablering under Indenrigsministeriet Sekretariatet for Personregistrering, og for at følge og øve indflydelse på sekretariatets arbejde nedsattes samtidig et personregisterråd med statslig og kommunal repræsentation. Til afprøvning af det system, der udvikledes i den følgende tid, blev Frederiksberg Kommune i både 1966 og 1967 direkte inddraget. Kommunen havde en tilpas overskuelig størrelse, og systemafprøvningen forudsatte samarbejde med en hulkortcentral. Frederiksberg var en af de første kommuner, der havde taget hulkortanlæg i brug og rådede derfor over en sådan central.

I april 1968 var Det centrale Personregister (CPR) en realitet. CPR, hvis oplysninger lagredes på magnetbånd i Datacentralen og efterfølgende stilledes til rådighed for de offentlige myndigheder, bestod af et personregister og et adresseregister. CPR’s datarapportører blev folkeregistrene, der med indrapportering og kontrol skulle ajourføre systemet mindst hver uge. Kommunikationen mellem CPR og folkeregistrene skete i den første tid med forskellige meddelelsesblanketter. For at klare de nye opgaver, der fulgte med CPR og for at være klar til indførelse af kildeskatten, investerede Frederiksberg, som en af de første kommuner i ’68 i et nyt databehandlingssystem baseret på båndteknik.

Selv om CPR i de første år gav en hel del merarbejde, og Indenrigsministeriet og andre dele af centraladministrationen fra 1970 og frem til slutningen af 90’erne udsendte adskillige bestemmelser, der påvirkede folkeregistrenes arbejdsgange, opgaver og registerførelse, var der med CPR-systemet og informationsteknologiens meget hurtige udvikling indvarslet nye tider på Frederiksberg Folkeregister. Som følge af de oplysninger, myndighederne kunne få via CPR, faldt antallet af forespørgsler til folkeregisteret, som andre steder, allerede i begyndelsen af 70’erne ganske betydeligt. Fra 1981 blev CPR terminaltilgængeligt og fra 1983 kunne folkeregisteret indrapportere direkte fra lokale terminaler.

Ved indgangen til det nye årtusinde kan borgerne nu selv via internettet melde flytning til folkeregistret. I den nærmeste fremtid vil de forskellige myndigheder fra egne sagsbehandlersystemer kunne foretage elektronisk indberetning til CPR. Frederiksberg Folkeregister vil dermed blive fritaget for indtaste disse data til CPR, men vil fortsat være et vigtigt omdrejningspunkt mellem borgerne og kommunen. I begyndelsen af marts forlader Frederiksberg Folkeregister de lokaler i Frederiksberg Bredegade 11, man siden udflytningen fra Rådhuset i 1972 har haft til huse i. Folkeregistret vender tilbage til Rådhuset i en af husets nyindrettede og brugervenlige servicebutikker.

Oprindelig trykt i Frederiksberg’eren 2000.